De fleste træer har nu ladet bladene falde og ved første øjekast ser det hele nøgent og forblæst ud, og man har mest lyst til at gå ind igen. Men ser man lidt nærmere efter, er der faktisk små fine farveoplevelser midt i alt det brune: Sankthansurten, enkelte blade med efterårsfarver, og det er faktisk også smukt igen at kunne nyde træernes stammer og grenskelet. Vel at mærke, hvis man ikke har beskåret træerne og ødelagt deres naturlige vækst.
Men midt i den lidt kedelige novemberhave er der også frodige og smukke planter: Alle kålene, både de spiselige og dem til pryd, røde bladbeder, hvis stilke bliver mere og mere intense i farven efterhånden, som det bliver koldere, og den friskgrønne olieræddike som grøngødning.
Hvis man ikke allerede har nogle af disse smukke planter i efterårshaven, er det en overvejelse værd, om ikke de skal have en plads fremover. Både bladbede, prydkål og palmekål kan også bruges som prydplanter i blomsterbedene.
Prydkål med topblade i lysende pink eller mere afdæmpede hvide nuancer er blevet populære »blomster« i forhaven og i krukker ved hoveddøren her i den grå tid. I efteråret kan man ofte købe dem til udplantning. Prydkål er så afgjort mest til pynt, men de kan godt spises, hvis man nænner det. I England fås også sorter med fjersnitdelte blade.
Også blandt vore spiselige bladkål findes et par pyntelige udgaver. Purpurkål er grønkål, men kål med rødlige blade kan man ikke kalde grønkål, derfor det danske navn purpurkål. Der findes en hel del sorter, men i Danmark kan man i øjeblikket kun købe ‘Redbor F1’ og ‘Red Russian’.
Palmekål, ‘Nero di Toscana’ er en dekorativ kålsort fra det 19. århundrede med lange smalle blade, som er buklede. Bladene er mørkegrønne og her er det ikke farven, men plantens form, der er det dekorative element. Palmekål kan blive over 1 meter høj og ligner en lille palme, specielt hvis der plantes helt lave afgrøder som f.eks vårsalat eller blomster under. Den er så dekorativ, at den kan bruges solitært i blomsterbede og i plantekrukker. Palmekål er ikke kun smuk. Den er en fantastisk god spisekål.
Vores almindelige grønne krusede grønkål er også meget smuk og pynter i vinterhaven, og de kan fås i flere farvenuancer fra friskgrøn til blågrøn, som lave, halvhøje og høje sorter.
Hvis man har haft »is i maven« og har ladet et par rødkål og hvidkål stå, så de er knasende sprøde til salatskålen, og de pynter også i haven sammen med de flotte savoykål, som tåler en del frost og stadig vokser her i de milde novemberdage.
Efterhånden som vi kommer tættere på vinteren, er det vigtigt at vide, om det er efterårssorter eller vintersorter, man har af porrer og rosenkål. Vintersorter tåler frost og kulde og kan blive stående til helt hen til foråret uden at tage skade, med mindre vinteren bliver ualmindelig streng. Efterårssorterrne tåler derimod kun en vis mængde frost, og skal derfor bruges inden eller høstes ved udsigt til vedvarende frost.
Det er en god ide at fylde nogle af de mange nedfaldne blade ned mellem vinterporrerne. Så er det muligt i kortere frostperioder stadig at kunne grave porrer op.
Det er meget vigtigt med jævne mellemrum at se alle kasser med æbler og pærer efter for rådne frugter. Alle frugter udskiller ganske lidt ethylen (en luftart), men bare en enkelt rådden frugt afgiver meget store mængder ethylen, som får alle de andre frugter i kasserne til at modne hurtigere, end de ellers ville gøre. Det betyder at de hurtigere bliver overmodne og får en gammel smag. Det er derfor vigtigt at få fjernet sådanne frugter, som i øvrigt også smitter de andre frugter, som de rører ved. Så ud til solsortene med dem.
Sankthansurtens blade er snart helt gule. Foto: Karna Maj
Kompostspandens indhold er yderst dekorativ efter at der er snittet rødkål. Foto: Karna Maj
Savoykål har en indbydende grøn farve her i november. Foto: Karna Maj
Bladstilkene på Ingrid Marie-træet har en helt utrolig rød farve. Foto: Karna Maj