Spørg eksperterne

Hvordan undgår vi skvalderkål i nyt bed?

Kære Havenyt,

Vi vil etablere et nyt bed med stauden solhat, men vi har store problemer med skvalderkål.

Hvad kan vi bruge i bund og sider i det nye bed, så skvalderkål ikke overtager igen…igen…igen?

Findes der for eksempel ukrudtsdug, der ikke er dårlig for jorden? Eller kan vi bruge et tykt lag pap?

Med venlig hilsen
Ilse Hein, februar 2022

Svar

Kære Ilse,

Det lyder dejligt med et bed med solhat, men det skal naturligvis helst ikke drukne i skvalderkål, som hurtigt kan skygge de små solhatplanter tilbage, da de er lidt sene til at vokse og kræver lys og plads omkring sig.

Det første trin i kampen mod skvalderkålen er at fjerne så meget af den som muligt, Grav jorden godt igennem med en greb og fjern enhver nok så lille rodstump af skvalderkål, som I kan finde.

I kan afgrænse kanterne (siderne) af bedet med brede plastikbånd, kaldet kantbånd eller bedkant. De graves ned i jorden langs kanten af bedet som en barriere. De vil begrænse indtrængen af skvalderkål fra siderne af bedet, men der skal supplerende lugning til for at holde nye skvalderkålplanter helt væk.

Hvis I luger bedet effektivt for nye skvalderkålskud hver uge fra tidligt forår til sent efterår, så vil I udpine planterne, så de med tiden dør.

En mindre arbejdskrævende metode er at skygge skvalderkålen ihjel. Det tager et par år, men flere lag af tykt pap, vil kunne holde lyset ude og skvalderkålen i ave. Pappet vil blive opløst med tiden. Det er ikke det kønneste at se på, men I kan for eksempel dække det med et lag flis.

Der hvor I planter solhatplanterne, skal pappet være rimelig tæt omkring planterne, dog skal der selvfølgelig stadig være plads til, at de kan gro.

Skvalderkålen vil uværgerligt komme frem i hullerne, hvor pappet ikke dækker jorden, og der skal I kontinuerligt fjerner alle de skvalderkålblade, som titter frem. Det vil med tiden få dem til at forsvinde.

Ukrudtsdug kan bruges på samme måde som pappet. Vælg en god tyk kvalitet, som effektivt holder lyset ude. Ukrudtsdug er ofte af plastikmaterialer og vil ikke forgå på samme måde som pappet. Jeg kender desværre ikke til ukrudtsduge, som er mere miljøvenlige end dem af plastik, men måske nogle af læserne kender til det?

Med venlig hilsen
Heidi Kirk Nissen
Redaktør af Havenyt.dk, Havenyt.dk

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Ukrudtshajen

Rullerenser – hjulhakke – såmaskiner

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Ukrudt > Hvordan undgår vi skvalderkål i nyt bed?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider