Jeg har fået nogle »selvsåede« brombær i min hæk. De breder sig helt vildt fra år til år, og jeg klipper ned hele tiden, faktisk hele året. Er der en måde at slippe helt af med dem på, da jeg hellere vil have en almindelig hæk på det sted?
Med venlig hilsen
Birgit Lind, april 2002
Jeg tror ikke, der er en nem måde. Jeg har selv samme problem og har indtil nu kun fået det minimeret. Problemet er jo, at man ikke kan grave dem op inde i hækken eller andre blivende buske, hvor de først har etableret sig. Og de har så sej en rod, at den er næsten ikke til at få hakket over derinde.
Jeg har blotlagt roden så godt jeg kunne med en graveskovl og har derefter med et ørnenæb klippet roden over så langt under jorden som muligt. Nu kan jeg stikke de bløde skud med et mælkebøttejern, så snart jeg får øje på dem i foråret. Hvis du stikker dem konsekvent, så snart der dukker et nyt skud op, vil der komme et tidspunkt, hvor roden er helt udsultet og ikke har mere oplagsenergi til nye skud. Men om tidshorisonten er 1 eller 2 år, det kan jeg ikke sige. Det virkelige problem er nemlig, at når først hækken er grøn glemmer man sit gode forsæt, indtil de dukker ovenud af hækken, og så har ranken samlet ny energi til rødderne. Så spørgsmålet er, hvordan man husker at gøre det f.eks. hveranden uge. Måske kunne du hænge et skilt op ved dine haveredskaber hvor der står »Husk at stikke brombær«.
Med venlig hilsen
Karna Maj
Tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave
Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Ukrudt > Hvordan slipper jeg af med brombær i min hæk?
Kommentarer
Der er 1 kommentar til denne tekst. Læs kommentarer…