Ræddike

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

ræddike

Sorten ‘Kinesisk rosenrød’ er flot og indbydende og med en mild radisagtig smag. Foto: Karna Maj

Ræddiken, Raphanus sativus var. niger, er en meget gammel grønsag, som var værdsat både i det gamle Ægypten og Grækenland. Den har tidligere været almindelig dyrket og haft stor betydning i variationen af kosten i efterår og tidlig vinter. Det er en af de gamle grønsager, som igen er begyndt at dukke op i forretningerne.

En efterårsgrønsag

Ræddiken kan anvendes som radiser til frokost og i varme retter. Til frisk forbrug skal ræddikerne ikke være alt for store, bedst 5–8 cm lange, og for de runde sorter som en tennishold. I forhold til radiser bliver de ikke nær så let stærke og svampede, og de hold, der sås fra sidst i juli, beholder normalt en fin kvalitet efteråret igennem til frisk forbrug.

Dyrkning

Ræddiker skal sås efter midten af juli og frem til først i august, og selvom de normalt ikke bliver træede, så er det en god ide at så i flere hold.

Man kan evt. forsøge med en tidlig forårssåning, men her vil man normalt i stedet for så radiser. Ræddiker går i foråret hurtigt i stok, men de kan dog stadig bruges, lige når de er begyndt at danne blomsterstilken.

Ræddiker sås på friland i 1–2 cm dybe riller. Rækkeafstand 35–40 cm og 10–15 cm mellem planterne. Hvis man sår i en bred rille på 10 cm kan man dog have tættere planteafstand, hvis man tynder ud, så de står lidt forskudt i den brede række. Men der er sjældent brug for at spare på pladsen, da de kan dyrkes som 2. afgrøde på de bede, hvor man har høstet kartofler, ærter eller ryddet et gammelt jordbærbed.

Hvis der har været tilført kompost til 1. afgrøde, vil der som regel være nok plantenæringsstoffer til at dyrke ræddiker. Det gælder også efter ærter. Giv evt. jorden et lag jorddække til at holde på fugtigheden, og vand, hvis det er en tør eftersommer.

Høst

Ræddiker er mest sprøde, så længe de står i jorden. Men de kan ikke tåle frost, dog skader let nattefrost dem ikke.

Det er med andre ord en balancegang, hvor også størrelsen og den tiltænkte anvendelsen spiller ind for, hvornår det er bedst at tage dem op og lægge dem i sand.

Hvis man dækker med et lag blade og evt. også fiberdug mod nattefrost kan de blive stående længe ude i jorden.

Sorter

Der findes en række forskellige sorter. Nogle er aflange, andre er runde. Den udvendige farve kan variere: rød, lysrød, hvid og sort.

Smagen varierer med sorten fra næsten mild smag af radis til en mere stærk ræddikesmag. En sort som ‘China Rose’, på dansk ‘Kinesisk rosenrød’, er mild, mens sorter som ‘Black Spanish Round’ og ‘Black Spanish Long’ er mere kraftige i smagen. Der findes en lang række sorter, og navnene minder om hinanden.

Hos nogle frøfirmaer kan man købe en pose med flere sorter, og det kan være en god ide, da de antagelig har forskellig udviklingstid – det burde firmaet i hvert fald have tænkt på ved udvælgelsen af sorterne. Ellers afprøv de sorter, du kan få fat i.

Sygdomme og skadedyr

orientalske bladgrønsager

Rækken med ræddike står længst til venstre og er sået sammen med de orientalske bladgrønsager og holdes dækket med fiberdug, så de ikke ædes af kållarver- Foto: Karna Maj

Når man sår fra juli, angribes roden ikke af kålfluens larver. Men ræddiker tilhører kålfamilien og kan blive ædt af kållarver. Hvis man er plaget af jordlopper kan det være en ide at dække med fiberdug, mens de kommer i god vækst, da fiberdugen forhindrer at der kommer flere jordlopper til arealet udefra.

Så dem evt. sammen med majroer og orientalske bladgrønsager, som skal sås på samme tidspunkt, og dæk med insektnet eller fiberdug. Ræddikerne har også samme behov for dække med et tykt lag løv og fiberdug som majroer og knudekål, hvis de skal blive stående på friland og høstes langt hen på efteråret og måske vinteren igennem.

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Frøsnapperen

Frø til de mest smagfulde grøntsager

Økologiens Have

Frø og udplantningsplanter, samt have

Bjarne’s frø og planter

Alt fra hele verden

Hvidløg og Vin

Øko sættehvidløg, 5 efterårssorter

Gartneri Toftegaard

Øko planter til den spiselige have

Solsikken

Alt til den økologiske have

The Plant Explorer

Kæmpe udvalg af græskar- og bønnefrø.

Naturplanteskolen

Flerårige spiselige planter til haven

Her er du: Forsiden > Køkkenhaven > Grønsager > Rodfrugter > Ræddike

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider