Hvor passer ærter ind i sædskiftet?

Her på siden har jeg læst at kål (kålbrok) og kartofler (nematoder mm.) skal flytte, så de kun må gro det samme sted hver 4. år – og ærter hver 6. Hvad er det som gør at ærter skal flytte i en 6 års cyklus? Og findes der gode naboplanter til ærter, som fremmer deres sundhed?

Hvad er det som »æder« ærterne helt nede ved jorden (brune pletter og gnav på stængel) – Vil det hjælpe at forkultivere, eller dække med græsafklip eller lignende?

Med venlig hilsen
Gitte Tjørnehøj, januar 2003

Svar

Det er flere spørgsmål, som kræver mere uddybende svar. Det optimale sædskifte for alle planter er normalt 6 år, hvor jorden ligger brak en sæson og hvor hver plantefamilie skifter fra bed til bed. Det er ikke specielt enkelte arter, men plantefamilierne, der har tilknyttet samme skadedyrs- og sygdomsspektrum (især jordboende). Samtidig har jordens mikroliv ikke godt af at have samme afgrøde stående år efter år. Det hjælper altså i teorien ikke, at man dyrker radis eller ræddike og så kål eller sennep/raps ind i mellem, eller kløver det ene år og bønner/ærter eller lupin det næste. Da afgrøderne står tæt i haven, gælder det primært for jordboende sygdomme. Hovedparten af skadedyrene spredes alligevel over korte afstande.

4 år er et praktisk kompromis i havesammenhæng, hvor skadevoldertrykket er mindsket og arealet til et stort pladskrævende sædskifte ikke er tilstede. De 6 nævnte er altså det optimale. Hvis du holder et sædskifte på de 4 år og holder arterne adskilt i familier vil det sandsynligvis fungere med ærter. Erfaringen fra økologiske jordbrug, hvor der dyrkes meget kløver er at sædskifteproblemer netop i ærteblomstfamilien ikke ser ud til at være så udtalte, som de teoretisk burde være. Det gælder for planterne, som for os mennesker, at selv om smittekim findes overalt (sygdomme) er det ikke ensbetydende med at smitte sker. Modtagelighed afhænger især for planters vedkommende af jordens N-niveau (kvælstof) og tilstedeværelsen af et sundt mikroliv i rodzonen. Hertil kommer en række andre faktorer. Kålbrok og kartoffelcystenematoder hører til i den alvorligere ende.

Gode naboer er et stykke hen ad vejen det samme i sædskiftet som efterafgrøde eller den virkning sidste års afgrøde har på jordbunden i dyrkningsåret (forfrugtsvirkning). Hvis du vil have et godt sædskifte, er det ikke en god idé at dyrke spinat eller korsblomstrede (kålarter) forinden eller sammen med da de har negativ indflydelse på jordens såkaldte mychorrizaflora (der har betydning for bl.a P-optag). Efterafgrøde ophæver dette i vid udstrækning. Tilsvarende gælder, at de følgelig ikke er gode naboer. Især græsser (korn/majs), ærteblomster, salat (kurvblomst), skærmplanter og løgarter er følsomme og bør ikke placeres direkte efter kål/spinat.

Selv vælger jeg ikke at blande afgrøder, der har forskelligt høsttidspunkt for meget, da det er nemmere at etablere efterafgrøde på et helt stykke, der er ryddet på én gang. Dét også selv om visse havebøger anbefaler skiftevis det ene og det andet. Lysmængden mellem rækkerne kan tit være for lille ved såning ind i mellem.

En gammel idé hos mange er at skifte mellem gulerod og løg. Men hvis det er tænkt mod gulerodsfluer, har det ingen påviselig effekt, medmindre der er sættes 4 rækker løg pr. række gulerod. I havesammenhæng er duftbilledet så broget og varieret i forvejen, at grøntsagsfluerne flyver på må og få.

Med et godt jorddække, 4 års sædskifte, tilstrækkelig organisk gødning og tidligt såede efterafgrøder holdes jorden tit sund, hvorved planterne dermed også bliver det.

De største sædskifteproblemer med ært er rodbrand og knoldbægersvamp, der også »går på« korsblomstrede. Landbrugets økologiske konsulenter anbefaler 3 år mellem raps og ært netop af den årsag. Sygdommen knoldbægersvamp har et bredt værtsspektrum. Det er forkert, at bogen »Økologisk Jordbrug« af Marie Louise Kreuter anbefaler kål som nabo! Ellers angiver hun gulerod, agurk, fennikel. Majs er ligeldes en god nabo, især hvis ærterne sås tidligt.

Hvad dine ærter fejler er svært helt præcis at sige uden at have set dem. Gnavskader på stænglen kan være ageruglelarver (=knoporm, ved sen såning), ærtesnudebille (bladene er »billetklippede« i randen) eller muligvis snegle. Hvis ærterne gnaves helt ned igen og igen (løvet ædes), er der sikkert tale om duer.

Hvis brunfarvningen havde skyldtes visnesyge eller rodbrand, ville planterne gå helt ud, så det er der næppe tale om. Prøv at lave en urtete af malurt og sprøjt de nyspirede planter med dette i en forstøver, så blade og stængel smager dårligt. Det hjælper lidt mod insekter.

Det bedste du kan gøre er at sikre god vækst. Så tidligt (omkring 10. april) efter at frøene har trukket vand 24 timer og er skyllet i lunken kamillete (mod svampesygdomme). Det er meget vigtigt for ært at jorden er løs og løsnet i dybden inden såning. Tung lerjord eller færden mellem rækkerne giver mistrivsel, da ært der er meget følsom for hård jord. Lerjorde kan evt. tilføres sand. Det er altid godt at dække de nyspirede planter med jorddække, f.eks græsafklip, når de er store nok til det. Afmærket net (m. rødt bånd, så fuglene kan se det) eller fiberdug er ligeledes et godt værn mod duer. Såafstanden bør være 3 cm i rækken og 40 cm mellem rækkerne.

Med venlig hilsen
Henrik Ahlmann
Økologisk Havebrugskonsulent