Hvilke af disse planter er giftige?

Af hensyn til børnene: hvilke planter er giftige?

Havtorn, pebertræ, sibirisk ærtetræ, røn, pepinoplante, julerose, blåsort surbær, dahlia, mahonie, lathyrus, iris.

Med venlig hilsen
Tina Clausen, juni 2002

Svar

Det er et både vigtigt og interessant emne, du tager op, for hvordan skal vi forholde os til, at naturen og planterne både er fascinerende og farlige. Helt udelukke alle potentielle farer for vore børn kan vi jo ikke, men vi kan omgås naturen med respekt og lære større børn aldrig at spise en plante eller et bær uden at have fået bekræftet, at det er ok.

Men de helt små børn da, hvor meget skal vi fjerne fra deres rækkevidde, for at de kan være sikre?

Først og fremmest gælder det om at holde øje med, hvad de putter i munden, for alle potentielt farlige planter kan vi ikke fjerne. Hvem tænker f.eks. på, at ligusterhækken, anemonen, den rå bønne eller kartoflens frugt er giftig? Eller på, at julestjernen, som de fleste af os gladelig har i mængder indendørs i juletiden, kan være dødeligt giftig for børn? Mange gange er det også et spørgsmål om tilstrækkelig stor dosis, så bliver selv traditionelt ugiftige ting giftige.

Men til dit konkrete spørgsmål er svaret:

Følgende planter er giftige:

• Pebertræ: Dødeligt giftig ved indtagelse og også giftig ved berøring, især frugter og bark
• Julerose: Alle dele af planten rimelig giftige
• Lathyrus: Frøene moderat giftige ved indtagelse
• Ærtetræ: Frøene moderat giftige
• Iris: Hele planten og især knolden lidt giftig og hudirriterende
• Røn: Bærrene en anelse giftige i utilberedt tilstand og i store mængder

Følgende bær er spiselige:

• Røn i tilberedt tilstand
• Havtorn
• Surbær også kaldet aronia eller sortrøn

Med hensyn til dahlia, pepinoplante og mahonie har jeg ingen oplysninger. Jeg ville ikke lade børnene spise dem, men på den anden side er den eneste af de planter, du nævner, som jeg decideret ville fjerne, hvis der er små børn i farvandet, det meget giftige pebertræ, Daphne mezereum med dens fristende, røde frugter.

Med venlig hilsen
Anette Nørbo Asplund