Mine jordbærplanter har pludselig fået små brune pletter på de store flotte grønne blade. Hvad er det mon og kan jeg gøre noget ved det? Det kan faktisk godt minde om børnesygdommen »røde hunde« – bare disse er brune! Det er stort set alle bladene, og det er noget, der er kommet temmelig pludseligt.
Med venlig hilsen
Helle Bisgaard Rettig., maj 2003
Jeg tror dine jordbær lider af jordbærøjeplet, (= »bladpletsyge«) Mycospaerella fragariae, eller brunpletsyge, Marssonina fragariae. Hvad enten der er tale om den ene eller anden bladpletsvamp, vil de angrebne blade levere lidt mindre energi til selve planten. Såsnart bærrene er høstet, bør du fjerne alle angrebne blade og evt. syge udløbere, så sygdommen spredes mindre. Sygdommene opstår let i fugtigt vejr, og hvis planterne står tæt, så bladene ikke kan tørre så hurtigt efter regn.
Selv om du fjerner mange blade, går det ikke nævneværdigt ud over næste års bæring; planterne vil skyde igen. Når du planter udløbere ud, må du sørge for god plante- og rækkeafstand. Det kan muligvis hæmme svampen lidt at blive sprøjtet med hvidløgsudtræk eller en fortyndet te af padderokke eller salvie/timian, især efter bladene er fjernet og de små plantet ud. Virkningen nedsættes efter nedbør.
Med venlig hilsen
Henrik Ahlmann
Økologisk Havebrugskonsulent
Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Plantesygdomme > Hvad skyldes de små brune pletter på mine jordbærplanters blade?
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…