I det område, jeg bor i, er træer og buske angrebet af gråhvide pletter og plamager. En slags mug, skimmelsvamp, eller noget helt andet. Jeg kan se, at det er meget almindeligt rundt omkring. Mit spørgsmål er, om man kan gøre noget ved det i min egen have.
Jeg vil gerne dyrke urter og lidt grøntsager, men jeg ved ikke om det er særlig velegnet med de forhold. Jeg kunne godt tænke mig at dyrke jordbær, frugtbuske og krydderurter, men det er så tæt på de angrebne buske. Kan det smitte? Jeg ved ikke om det er luftbåren, eller om det er jorden. Jeg har spurgt viceværten, men han siger, at det er en meget kostbar undersøgelse, som boligselskabet ikke kan gå ind i.
Grå pletter på en ret ung stamme. Foto: Birte Methling
Flere pletter på en ung stamme. Foto: Birte Methling
Med venlig hilsen
Birte Methling, april 2015
Dyrk du bare trygt dine afgrøder!
De grå plamager er lav, som kommer på træer og buske der, hvor luftforureningen netop er lav. Så, hvis man vil, er det et sundhedstegn.
Det er det så ikke helt alligevel, når nu det findes på så, forholdsvis, unge træer og buske. Disse burde være det, man kalder »i god vækst«, men det er de ikke, når der er så meget lav på så unge træagtige planter. Hvis de var i god vækst, ville selve væksthastigheden gøre, at mos og lav ikke kan nå at etablere sig på grene og stammer. Noget tyder på, at vækstbetingelserne ikke er de bedste, og mit bud er, at jorden er komprimeret. Det kaldes populært »traktose«.
Det skal lige understreges, at luften ikke behøver at være forurenet, fordi disse plamager ikke findes på stammer og grene. Alt kan stadig være i sin skønneste orden.
Lavet på grene og stammer vil, under ingen omstændigheder, betyde noget negativt for dine afgrøder eller andre planter i din have.
Hvis jeg har ret i at jorden er komprimeret, skal den løsnes meget grundigt, inden du planter træer eller buske. Den jordløsning kan du med fordel også udføre, selv om du »kun« skal dyrke jordbær og gulerødder.
Jo bedre jordbundsforhold, des bedre vækstbetingelser og jo højere udbytte.
Du kan finde artikler om at forbedre jorden i kategorien Jordbehandling og hvis jorden er meget kompakt, kan du løsne jorden i to spadestiks dybde. Se også artiklen Jordkur før plantning af frugttræer
Med venlig hilsen
Hanne Søgård
Jordbrugsteknolog Landskab og Anlæg, anlægsgartner og konsulent
Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Plantesygdomme > Kan de gråhvide plamager på grene smitte andre planter?
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…