Spørg eksperterne

Hvorfor er vore to japanske kirsebærtræer ramt af sygdom?

Vi har to kirsebærtræer, som står med ca. 3 meters mellemrum. De har begge haft mange blomster, men det ene smed herefter bladene. Læste her på siden om en svamp, der kunne være årsagen, så vi valgte at skære det et godt stykke ned, men træet var helt tørt inden i? Det andet har nu fået champignon lignede gevækster på stammen, hvilket der ikke var på det beskårne. Ligeledes kommer der noget brunligt væske ud af stammen enkelte steder. Det har stadig grønne blade. Hvad er det, og kan der gøres noget ved det? Har spurgt flere gartnere, men det har de aldrig hørt om?

Med venlig hilsen
Randi Sørensen, august 2014

Svar

Sommeren har været usædvanligt varm og tør. Det betyder, at alle planter er stressede, og netop derfor viser de tegn på sygdomme og svækkelser, som de måske har haft i sig i årevis.

Bladfaldet er sikkert udløst af tørken.

Svampene skyldes en infektion, som har fået lov at brede sig, mens træet var svækket.

Den brunlige væske kaldes »gummiflåd« og den er et meget almindeligt tegn på, at kirsebær- eller blommetræer er svækkede.

Som det ses, har de forskellige dårligdomme ikke nødvendigvis noget med hinanden at gøre. Derfor kan man heller ikke beskrive nogen enkelt kur mod dem. Derimod kan man gøre en del for at gøre træernes almentilstand bedre:

  1. giv en topdressing (en blanding af lige dele kompost og filtergrus) på 2–3 cm tykkelse snarest muligt
  2. strø jordbrugskalk under begge kroner, når vi kommer ind i januar
  3. undlad at gøde med salpeter, svovlsur ammoniak eller NPK under træernes kroner

Med venlig hilsen
Sten Porse
Pensioneret faglærer, myrica.dk

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Plantesygdomme > Hvorfor er vore to japanske kirsebærtræer ramt af sygdom?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider