Stænglerne på nogle af vores Sankthansurtplanter, der står samlet på ca. 3 m², bliver sorte ca. 5 cm fra roden og og 15 cm op. Enkelte planter har tørre og sorte rødder i jordoverfladen.
Hvad er dette og hvad gør vi?
Tak for hjælpen
Med venlig hilsen
Kurt Lorenzen, september 2012
Det er sandsynligvis Phytophthora, der er kilden til problemet. Det er en svampetype, som altid findes i jorden, og som ellers blot lever af at nedbryde ting, der allerede er døde. Men hvis jorden er kold og våd over længere tid, kan den angribe rodhalsen, den nederste del af stænglen og de fritliggende rødder med sortfarvning og råd til følge. I kartoffelavlen kaldes angrebet meget talende for »sorte ben«.
Husk, at sankthansurt er en tørkebundsplante, som er tilpasset veldrænet og kalkrig jord. Midlet mod dette angreb er derfor at lukke op mellem planterne (fjern de angrebne først), så lys og luft kan tørre jordoverfladen ud, men der bør også laves en topdressing, bestående udelukkende af filtergrus. Den lægger man ud i et lag på 2–3 cm tykkelse både mellem planterne og ind mellem stænglerne. Når vinteren kommer, skal hele partiet have jordbrugskalk. Regn med, at jorden skal være helt hvid af kalk, når det er udbragt.
Det ovenstående redder ikke sagen øjeblikkeligt, men det klarer problemerne på længere sigt.
Med venlig hilsen
Sten Porse
Pensioneret faglærer, myrica.dk
Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Plantesygdomme > Er vores sankthansurt angrebet af en svamp?
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…