Barken krøller sammen og skaller af. Foto: Steffen Jensen
Jeg har fået en eller anden sygdom i min troldpil. Barken krøller sammen og skaller af. Jeg har set det på andre troldpil før, hvor toppen af træet efterfølgende døde, og den så skød på ny nede fra jorden. Min er begyndt på det samme, dog er min ikke ret gammel.
Er der noget jeg kan gøre for at rede træet? Og hvad er der egentlig galt?
Barken er ødelagt nederst på stammen, men der kommer nye skud nedefra. Foto: Steffen Jensen
Med venlig hilsen
Steffen Jensen, juni 2010
Tak for de gode billeder. Desværre er der sikkert tale om »visnesyge«, der skyldes angreb af svampen Verticilium dahliae. Den findes altid i jorden og invaderer planterne via svækkede rødder.
Selv om pilearterne og deres sorter – og altså også sorten Troldpil – er glade for fugtig jord, så kan det altså blive for meget af det gode. Desuden viser det sig, at for kraftig gødskning med nitratgødning netop svækker rødderne på pil.
Står træet måske i en græsplæne, som bliver gødet, som man nu gøder plæner? Det kunne i hvert fald være én mulig årsag.
En anden kunne være en iltfattig jord. I så fald bør man fjerne jorden – forsigtigt! – fra rodhalsen og ud langs de 4–5 største hovedrødder. Frilæg den opadvendende side af hver rod ned til ca. midt på det tykkeste punkt, dvs. halvvejs rundt om roden. Fyld derefter ren filtergrus i udgravningen og dæk med 2–3 cm af en jordblanding, som består af lige dele filtergrus og havens egen jord.
Sårene på grenene kan der ikke gøres meget ved, og det nytter kun kosmetisk at fjerne grenene, da sygdommen som nævnt kommer nedefra med væskestrømmen.
Med venlig hilsen
Sten Porse
Pensioneret faglærer, myrica.dk
Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Plantesygdomme > Kan jeg redde min sygdomsramte troldpil?
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…