Spørg eksperterne

Får vi også visneskimmel til Danmark?

Jeg har lige læst, at visneskimmel, Phytophthora ramorum og Phytophthora kernoviae er blevet et problem i England, hvor den er fundet 700 steder og truer skove, hedelandskaber og bevaringsværdige haver. Den svækker planterne, som til sidst dør. Den engelske regering har lige bevilget 208 millioner til at bekæmpe den med over en 5 årig periode ved at rydde angrebne planter. Jeg har læst om den i denne artikel: England i dyr kamp mod værste plantesygdom i 40 år

Kan den også blive et problem i Danmark?

Med venlig hilsen
Karna Maj, marts 2009

Svar

Der findes hele tiden og på forhånd forskellige arter af Phythophthora i alle slags jorde, også de danske. De er normalt ganske harmløse rådsvampe, men de bliver aggressive, når planterne af én eller anden grund er svækkede (svækkelsesparasit).

Den nævnte art, Phythophthora ramorum, er ikke fundet i Danmark, men derfor kan den sagtens være her. Det ser ud til, at den især angriber planter af Lyngfamilien (Rhododendron, Hedelyng, Klokke-Lyng osv.), og netop det, at den er værst i Sydengland, hvor jorden ofte er kalkblandet, kunne tyde på, at den også er en svækkelsesparasit. Det har næppe megen mening at forfølge svampen ved at fjerne planterne. I stedet burde man se på deres vækstbetingelser.

I øvrigt må vi forvente adskillige af den slags pludselige udbrud af nye sygdomme, for den globale opvarmning svækker virkelig de planter, vi er vant til at dyrke.

Med venlig hilsen
Sten Porse
Pensioneret faglærer, myrica.dk

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Plantesygdomme > Får vi også visneskimmel til Danmark?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider