Spørg eksperterne

Hvorfor visner bladene på min bøgehæk?

Vi har plantet bøgehæk i november sidste år, og ventede med spænding på, at den skulle springe ud i foråret.

Til at starte med gik det fint, men ugen efter de første blade sprang ud, begyndte de at visne i kanterne, jeg begyndte derefter at vande dem rigeligt.

Det hjalp vist lidt, men der er stadig mange små skud nederst på stammen der ikke er kommet, og nu begynder flere af de nye blade at være helt lysegule og rødlige?

Jeg er nervøs for, om hækken er syg, tørstig, eller om den mangler noget gødning – Jeg har ikke gødet endnu, da jeg har hørt, at man skal vente til andet planteår.

Jeg kan se, at alle naboernes hække ser fine ud og er flotte grønne.

Vores jord er generelt leret landbrugsjord(nybyggerkvarter) Vi har gravet en rende i 30 cm dybde og blandet op med spagnum og grus nederst og den halv lerede muld øverst og sørget for at rodkanten lige flugter med overfladen.

gule bøgeblade

Bøgehækken får gule blade Foto: Jakob Sjelle

Bøgeblade med visne bladrande

Visne bladrande på mange blade. Foto: Jakob Sjelle

Røde sygeligt udseende bøgeblade.

De nye skud bliver rødfarvede Foto: Jakob Sjelle

Med venlig hilsen
Jakob Sjelle, juni 2012

Svar

De rødfarvede blade på de yngste dele tyder formentlig på en fosfatmangel. Det kan skyldes, at gruset er stærkt kalkholdigt, eller årsagen kan være det brolægningsgrus, der er brugt ved etableringen af den meget nærliggende flisebelægning. Kuren må være at fjerne de øverste 3–5 cm af jorden omkring planterne, og i stedet at efterfylde med en halvt omsat kompost (meget gerne tilsat en skovlfuld jord fra en bøgeskov pr. 100 liter, dvs. pr. trillebørlæs). Det vil give nye rødder en god overjord med adgang til de nødvendige, symbiosesvampe, mykorrhiza, og det vil hen over et par år kunne redde planterne.

De brune kanter og spidser tyder derimod på vandmangel, og den kan skyldes reel mangel på vand, men beskrivelsen (nybyggerkvarter + kraftig vanding) giver mistanke om, at den gravede rende ikke har noget afløb, og at det tilførte vand nu står og kvæler de nye rødder. Her er kuren simpelthen at undersøge, om sphagnum/grus-blandingen i bunden som forventet er gennemvåd. Dæk hullet med f.eks. en omvendt spand og kontrollér jævnligt, om væden er ved at blive til mere almindelig fugtighed. Først på det tidspunkt kan man begynde at tænke på at vande i langvarige tørkeperioder.

Med venlig hilsen
Sten Porse
Pensioneret faglærer, myrica.dk

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Arresø Pil

Flet selv pilehegnet

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Hegn og hæk > Hvorfor visner bladene på min bøgehæk?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider