Spørg eksperterne

Hvad kan vi gøre for udgå overophedning af drivhuset?

Vores gode venner rejser til deres hjemland Australien, hvor de skal opholde sig hele den kommende juli måned. Jeg skal, som jeg plejer, passe høns og drivhus.

Vi har lige talt om, hvad vennerne med fordel kan dyrke i det ret store drivhus i år, så det bliver overkommeligt for mig at passe. Normalt dyrker de tomater og agurker, men sidste år da de var væk, blev der alt for varmt selvom døren stod åben. Der er automatisk vanding og udluftning.

Kan I give nogle gode råd til, hvad man kunne dyrke, som kan tåle den stærke varme, og hvad man evt. kunne gøre for, at der ikke bliver så varmt.

Med venlig hilsen
Annelise Nielsen, december 2014

Svar

Hvor er det dejligt at høre om gode venskaber, hvor man hjælper hinanden med pasning af dyr og drivhus.

Nu har jeg jo ikke oplysninger om udluftningsarealet i dine venners drivhus, og det kan være her, at problemet er. Og så er løsningen at sætte flere vinduer i.

Fra sankthans skal alt, hvad der kan lukkes op i drivhuset inklusive døren stå åbent døgnet rundt. Ikke kun for at holde temperaturen nede, men også for at undgå dugdannelse på planterne, da det kan give skimmelangreb.

Er der nok oplukkelige vinduer i drivhuset, bliver der ikke for varmt derinde. I mit ret lille drivhus har jeg to åbne vinduer i den ene side og en åben dør, og i den anden side af drivhuset har jeg et vindue med en vinduesåbner. Den lukker mange nætter, men åbner om dagen. Det er praktisk i den første halvdel af sommeren, men midt på sommeren er det bedst, at det hele er åbent. Så demonter de automatiske vinduesåbnere i god tid og se om det er nok, ellers skal der måske sættes flere vinduer i. En tommelfingerregel siger at arealet af udluftningsvinduer i et drivhus skal være 10–15% af gulvarealet, og vinduerne skal kunne åbnes i en vinkel på 60°.

Alternativ kan man hænge skyggegardiner op, eller kalke ruderne. Men nok luft er bedst og lettest at have med at gøre. Så bliver der heller ingen problemer med kartoffelskimmel og gråskimmel.

Med alt åbent burde der ikke være problemer med at dyrke tomater og agurker i et drivhus. Tomater vil helst ikke have over 25° C, agurker over 28° C, så begynder de at få skader. Der er ikke andre planter, som giver et spiseligt udbytte, som kan tåle højere temperaturer. På meget varme dage kan det være en fordel at overbruse planterne midt på dagen, og den automatiske vanding er måske ikke nok – medmindre den er meget teknisk med måling af fugtighed i jorden. Så sørg for ekstra vanding i perioder med hedebølge.

Hvis det bliver stormvejr, er det en god ide at lukke vinduerne midlertidigt på de tidspunkter af dagen, hvor solen ikke skinner. Om det er nødvendigt afhænger helt af, hvor udsat drivhuset er placeret.

Med venlig hilsen
Karna Maj
Tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Kommentarer

Der er 1 kommentar til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Hobbydrivhuse.dk

Skabt til det danske vind og vejr

Gartneri Toftegaard

Dyrkningskurser, smagninger m.m

Solsikken

Alt til den økologiske have

Bjarne’s frø og planter

Funktionaliteten eminent.

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Drivhuset > Hvad kan vi gøre for udgå overophedning af drivhuset?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider