Kære eksperter
Jeg har netop fået lagt nyt tagpap på en del af mit hus. Desværre er dette en del af det tagareal, hvorfra vi opsamler vand i vores 1000 liter beholder.
Jeg kan se, at vandet efter går dagens regn har skiftet farve. Det er blevet lidt mørkere. Der er formentlig tale om rester fra dette arbejde.
Kan panelet vurdere, om dette vil skade planter, grønsager, frugter i drivhus/køkkenhave og i sidste ende give problemer for os, når vi skal nyde vores høst.
Med venlig hilsen
Michael Ebmark, april 2004
Det er såmænd ikke så svært, desværre. Tagpap er et godt produkt, men effektiviteten opnås ved brug af mange forskellige stoffer, som alle stammer fra olie. Hovedbestanddelen er bitumen, men for at gøre det let at lægge og sammenføje materialet har man tilsat denne tjæredel forskellige andre, blødgørende stoffer.
Det er disse stoffer, du finder i vandet. Jeg vil råde dig på det mest indtrængende til at lade være med at vande spiselige afgrøder med regnvand fra taget. Brug vandet andre steder i haven. Det kan måske give små svidninger (selv om jeg tvivler på det), men ellers kommer du ikke til at mærke det. Derimod er det i høj grad betænkeligt at spise afgrøder, som er vandet med regnvand, der indeholder ukendte mængder af ukendte olieprodukter.
Med venlig hilsen
Sten Porse
Pensioneret faglærer, myrica.dk
Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Diverse > Bør jeg samle vand fra et tag med tagpap?
Kommentarer
Der er 3 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…