Jeg står for at investere i et stort naurtræ til ca. 11.000 ex. moms, men har nu hørt, at de ofte angribes af meldug.
Jeg håber på et hurtigt svar, da jeg snart skal »slå til« og købe. Hvis det er et »problemtræ«, burde jeg måske kigge efter et andet træ.
Med venlig hilsen
Julie Fritzen, september 2006
Du kan roligt købe navr. Det var den korte version. Den lange version er noget længere…
Hvor skal træet stå, og hvordan regner du med, at det skal udvikle sig fremover? Det bekymrer mig en smule, at du har mange roser lige omkring; roser vil nok gerne have lys og luft, dvs. en vis afstand til et stort, skyggegivende træ.
Det er usædvanligt, at privatfolk køber så store træer, tværtimod plejer de at blive fældet, når de når denne højde! Så du må jo have en mening med at ville plante dette smukke træ. Det får som ældre en karakteristisk småkroget grenbygning, og dets blade er ret små, med gule høstfarver; barken bliver ru og knudret, så det kommer til at ligne et ærværdigt, gammelt træ, og det er jo meget smukt.
Når det kommer til at stå som solitærtræ, vil der næppe blive problemer med meldug. Det er typisk kun et problem, hvis navr bliver klippet som hæk, og det gælder også for eg. Du kan på Havenyt læse mere om meldug.
Alt forudsat, at træerne har de samme vækstbetingelser. Sørg for gode jordbundsforhold og meget rigelig plads til røddernes udvikling. Du kan læse mere om plantning af store træer i artiklen Flytning af store træer
Et 11.000 kr. træ af navr vil være i størrelsen 35–40 cm i stammeomkreds 1 m over jorden, dvs en diameter på ca. 11–13 cm. Totalhøjde vil være på 625–675 cm, og kronebredden på 375–425 cm. Prisen er eksklusive levering, plantning og moms. Og træet fortsætter med at vokse i størrelse…
Et så stort træ kræver plads. Hvis man kun har en mindre grund, hvor træet vil være meget dominerende, og der måske ikke er plads til rødderne, kunne det være en bedre ide at bruge de rare 11.000 kr. til et par mindre træer og nogle flotte grupper af stauder og prydgræsser. Prøv at besøge f.eks. Overdam Planteskole, Agiltevej 11 i Hørsholm, der har specialiseret sig i græsser. Og vælg f.eks. et træ fra gruppen af prydæbler, tjørn eller røn.
Med venlig hilsen
Niels Junggreen Have
Landskabsarkitekt
Søg i forhandlerguiden:
Frø og stiklinger af træer og buske
Træer fra egne podekviste
Topkapning og beskæring af store træer
Specialplanteskole og park
Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Buske og træer > Er navr et godt valg til et stort træ i haven?
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…