Jeg har et spørgsmål vedrørende et ukendt angreb på en Taxus baccatta. Den har fået brune flåser i spidsen af nålene og nærmest bidmærker i nålene. Se billedet.
Sådan ser »angrebet« på nålene ud. Foto: Jens Chr. Berner
Jeg ville umiddelbart blive forbavset, hvis der er tale om insektangreb, da taks jo er giftig – men måske ikke for alle typer insekter? Kan det være et svampe angreb? Til orientering står taksen i en skål, der er 35 cm i diamater og 20 cm dyb. og har måske ikke de bedste vækstbetingelser og derved det optimale immunforsvar. Jeg håber, at I kan give et svar på angrebet, og at der findes en behandling.
Med venlig hilsen
Jens Chr. Berner, januar 2005
Det er rigtigt, at taks er giftig for mennesker og dyr, endda meget giftig, men det skal ikke forstås sådan, at den så også er giftig for insekter. Det er på ingen måde tilfældet. Hvad der er farligt for os med vores fordøjelsessystem, kan være aldeles harmløst for insekter og mider med et helt anderledes system.
Placeringen i en flad skål kunne jo tyde på ret bonsai-agtige forhold, men jeg tror nu, at man skal søge problemets årsag et andet sted. Prøv engang at se på nålene midt for og helt for oven. Dér ser man, at problemet begynder med en vissen plet (eller nålespids), som så efterhånden slides af.
Det får mig til at tænke på luftforurening, og helt konkret på ozon. Skaderne efter ozon ser nemlig sådan ud. Kan det tænkes, at planten har været udsat for en kombination af skorstensrøg og bilos? De to ingredienser danner nemlig den ætsende luftart ozon.
Hvis det kan udelukkes, må man tænke i andre former for luftforurening og/eller forskellige væsker. Nærmere kan jeg desværre ikke komme…
Med venlig hilsen
Sten Porse
Pensioneret faglærer, myrica.dk
Søg i forhandlerguiden:
Frø og stiklinger af træer og buske
Træer fra egne podekviste
Topkapning og beskæring af store træer
Specialplanteskole og park
Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Buske og træer > Hvad er det, der ødelægger taksnålene?
Kommentarer
Der er 1 kommentar til denne tekst. Læs kommentarer…