Spørg eksperterne

Hvorfor hænger mit nyplantede kastanjetræ med bladene?

Her for en lille uge siden har jeg plantet en lille kastanjetræ i et huls på ca. 50 gange 50 gange 50 cm. For at det skulle være godt, kom jeg en sæk rosensphagum (100 liter) blandet med rigtig jord fra haven. Nu er det sådan, at bladene er bukket indad og nogle af bladne har sorte kanter. Det får rigeligt med vand (hver anden dag). Hvad gør jeg forkert?

Med venlig hilsen
Henrik Eklund Larsen, maj 2004

Svar

Det bliver et rigtigt flot syn om 20 år, når der står et stort blomstrende kastanietræ midt på jeres gårdsplads.

Jeg går ud fra, at kastanjetræet er købt i en potte, så der ikke er tale om beskadigede rødder og at rodsystemet var i orden. Det er nemlig for sent i maj at plante barrodede træer. I det hele taget er det lovligt sent at plante så store træer her sidst i maj. Det er bedre i november eller i det helt tidlige forår. Så du skal sørge for at holde jorden fugtig sommeren over.

På billedet ser det ikke så slemt ud, som du beskriver det. Især ikke i betragning af, at det i netop den sidste uges tid har blæst utroligt meget, og at træet står midt på en stor åben gårdsplads. De sorte kanter på bladene skyldes sikkert vindpåvirkninger. De hængende blade fortæller, at planten er i underskud med vand. Også her er blæsevejret en del af forklaringen, da planter i blæsevejr fordamper mere vand fra bladene end i stille vejr. Det er derfor altid en god ide at plante i stille vejr og det må også gerne være overskyet og regne. Tag den derfor med ro og se, om ikke bladene begynder at strutte igen efter en uges tid.

Der er dog et men, da du har brugt masser af spagnum:

For det første har træer bedst af at blive plantet i den jord, de skal vokse i. Det vigtigste ved plantning er, at løsne jorden godt i et godt stort hul, så planten har masser af løs jord at etablere nye rødder i. Jeg ville nok til et kommende stort træ i en gårdsplads have lavet plantehullet mere i retning af 1 × 1 × 0,8 meter. Da du har plantet i en gammel, kompakt gårdsplads, kunne det have været en god ide at bytte jorden ud med almindelig god havejord. Alternativt kunne man have tilført en spand god omsat kompost i det øverste lag jord. Det gør man normalt ikke ved plantning, hvor man i stedet for dækker jorden med delvis omsat kompost. Det kan være en god ide at fjerne lidt flere brosten og give træet et lag jorddække i starten – det vil også betyde at det vand, du vander med, ikke fordamper så hurtigt. Du har valgt at bruge sphagnum, og det kan være et problem, hvis den ikke er vandet op inden brug. Tør sphagnum blandet ned i jord er næsten umulig at få til at suge vand. Vandet preller bare af sphagnummet, og det betyder, at rødderne ikke får vand nok – de ligger i delvis tør jord. Prøv at grave ned og undersøg, om det er tilfældet, for så kan du blive nødt til at plante om.

Hvis man vil tilføre sphagnum til havens bede, er det helt nødvendigt, at den er vandet op, inden den blandes ind i jorden. Dvs., at den tørre sphagnum skal gøres våd. Lav et hul i sækken og lad vandslangen dryppe, indtil sækkens indhold er helt gennemvåd. Man skal kunne få lidt vand til at løbe ud, når man knuger en håndfuld spagnum. Desværre kan spagnumen vende tilbage til den tørre tilstand igen i en tør sommer. Så mit råd er at lade være med at bruge sphagnum til almindelig havedyrkning – kompost er meget bedre til at give en god jordstruktur og så er det uden ovennævnte dårlige bivirkninger.

Med venlig hilsen
Karna Maj
Tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Blomstergården

Træer fra egne podekviste

Primabolig

Topkapning og beskæring af store træer

Spiroggro

Frø og stiklinger af træer og buske

Rhododendron-Haven

Specialplanteskole og park

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Buske og træer > Hvorfor hænger mit nyplantede kastanjetræ med bladene?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider