Spørg eksperterne

Skal nettet omkring klumpplanter fjernes?

Når man køber lidt større planter med klump og net bundet omkring, skal nettet så fjernes, når jeg planter planten ud i haven?

På forhånd tak.

Med venlig hilsen
Jørgen Scharf, januar 2012

Svar

Her er vi ved et brændende spørgsmål, for planteskolerne siger, at nettet skal blive på, sådan at det nedbrydes i jorden, ja de truer endda med, at garantien ikke gælder, hvis nettet er blevet fjernet.

Her er det er væsentligt at holde fast på, at nettet er en emballage, som skal forhindre, at klumpen bryder sammen under den ofte hårdhændede transport frem til det endelige plantested. Hvis klumpen er lavet rigtigt, og hvis alle led i transporten husker, at klumpplanter skal løftes i klumpen og ikke ved at holde i rodhalsen, så er klumpen hel ved ankomsten til voksestedet. Derfor kan nettet fjernes med forsigtighed (igen: sådan at klumpen ikke går i stykker), umiddelbart før planten sættes ned i plantehullet.

Oven i dette kan man lægge årtiers erfaringer blandt anlægsgartnere og havedyrkere, som viser, at nettet nedbrydes meget langsomt i jorden. Det skyldes dels dårlige iltforhold i jorden og dels det, at man indvæver en trend af plastfibre i lærredet. De er ikke nedbrydelige, og de er der kun for at gøre længere opbevaring i planteskolen mulig. Konsekvensen er, at planterne mistrives, fordi rødderne bliver »stranguleret« af plastfibrene.

Og så til det grimme: mange klumper er »falske klumper«, hvor en barrodet plante har fået rodnettet emballeret i løs jord, som så er blevet snøret sammen ved hjælp af lærred. Sådan en klump bryder naturligvis sammen, straks man fjerner lærredet. Onde tunger vil mene, at planteskolernes hårde tale om klumplærred skyldes, at der bliver lavet rigtigt mange falske klumper! Lad det dog være sagt med det samme: der er ikke noget i vejen med at pakke en barrodsplante ind i jord og lærred, men det er urimeligt at prissætte den, som om den var en flere gange omplantet og omhyggeligt opgravet klumpplante.

Det praktiske råd må derfor være toleddet. For det første skal man altid undersøge, om klumpen er fast, når man går på indkøb. Lærredet må ikke sidde løst, og klumpen må ikke ændre form, når man løfter i den. Hvis planterne bliver leveret i den tilstand, er der al mulig grund til at bede om at få dem erstattet med ordentlige klumpplanter. For det andet skal man fjerne lærredet ved plantningen. Det kan eventuelt gøres ved, at man løsner lærredet, når klumpen er anbragt i hullet. Derpå ruller man det helt ned, så det ligger som en krans ved bunden af klumpen. På den måde er det lettest at undgå, at klumpen bliver ødelagt.

Med venlig hilsen
Sten Porse
Pensioneret faglærer, myrica.dk

Kommentarer

Der er 1 kommentar til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Spiroggro

Frø og stiklinger af træer og buske

Primabolig

Topkapning og beskæring af store træer

Blomstergården

Træer fra egne podekviste

Rhododendron-Haven

Specialplanteskole og park

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Buske og træer > Skal nettet omkring klumpplanter fjernes?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider