Grantræet er begyndt at få brune nåle lige som forgængeren på stedet. Foto: Maria og Lars Thrane
For to år siden købte vi en thuja, som vi plantede på samme sted, som denne Normannsgran nu står på. Vores thuja blev rødlig og døde langsomt i løbet af få måneder. Nu har vi plantet denne gran, og vi er bekymret for, at den skal lide samme skæbne som forgængeren, da den unægtelig er begyndt at se ud som thujaen, inden den døde. Hvad kan vi gøre, alle vores buske og træer får to gange om året gødning. Skal denne gran have noget specielt gødning?
Med venlig hilsen
Maria og Lars Thrane, maj 2010
Det er værd at lægge mærke til, at skaden tilsyneladende kun rammer de allernederste grene og er aftagende opefter. Med skam at melde, kunne det i høj grad ligne resultatet af hundeurin, men hvis det bestemt ikke kan være tilfældet, må problemet søges i jorden eller i plantens rodnet.
Grav planten op, og se efter om roden stadig har lærred omkring. Hvis det er sådan, så fjern lærredet helt. Det kan godt gøres, hvis man undgår at støde til klumpen eller sætte den for hårdt. Når lærredet er væk, kan planten sættes ned og jorden fyldes efter, ganske som det skete, da den blev plantet første gang, – men lad endelig være med at træde på klumpen i forsøget på at gøre det godt. Tryk i stedet jorden fast mellem klump og havejord, og gør det med hænderne.
Hvis der nu ikke er lærred om klumpen, må problemet ligge i jorden. Grav hullet dobbelt så dybt og dobbelt så bredt, som roden egentlig kræver. Fyld den nederste halvdel op med groft materiale (murbrokker, småsten, perlegrus osv.), og sæt så planten midt i hullet. Fyld mellemrummet mellem rod og havejord med en blanding af lige dele kompost og filtergrus, og tryk denne fyldjord sammen med hænderne. Slut af med at vande, sådan at jorden falder til omkring rodklumpen, og læg så et lag af tør fyldjord på ca. 1 cm tykkelse ud over både rodklump og den opvandede fyldjord.
Med venlig hilsen
Sten Porse
Pensioneret faglærer, myrica.dk
Søg i forhandlerguiden:
Frø og stiklinger af træer og buske
Træer fra egne podekviste
Specialplanteskole og park
Topkapning og beskæring af store træer
Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Buske og træer > Hvorfor bliver både thuja og gran brune og går ud?
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…