Jeg har et par arkitektens trøst, ca. 3–5 år gamle og måske 3 meter høje. Dem vil jeg flytte til et nyt espalier, som skal afskærme en terrasse. Og det skal være lige nu-nu.
Jeg vil gerne flytte og plante uden at klippe planterne ned, således at de kan vokse op i en fart. Kan det lade sig gøre?
Med venlig hilsen
Harry Poulsen, juni 2008
Det er på ingen måde en god ide at flytte planter midt i sommertiden, og en skovplante som arkitektens trøst, Fallopia baldschuanica, er ingen undtagelse. Den har en stor bladmasse, som det kan være vanskeligt at forsyne med vand under og efter flytningen.
Sandsynligheden for at den vil miste meget løv er stor, og jeg vil skyde på, at det er bedre at klippe den ned og så flytte den, og allerbedst er det at vente til efteråret.
Men, hvis du nu alligevel skal forsøge, så vil jeg anbefale følgende måde. Flyt den om aftenen, hvor der ikke sker en stor fordampning, og vent til der er udsigt til et par dage med gråvejr og gerne regn. Det er en rigtig dårlig ide at flytte planter i perioder med bagende sol.
Vand den godt aftenen før, den skal flyttes, dog ikke så voldsomt, at der er smattet omkring den, da jorden så vil falde af, når du flytter den. Hullerne gøres klar til plantning. Fyld plantehullerne op med vand, så der er vandmættet omkring hullet, når der skal plantes. Forsøg at få så stor rodklump med som muligt. Arkitektens trøst har en forgrenet kødet rod, men da planterne ikke er så gamle, kan du sikkert få en del rod med. Flyt planterne til de nye huller og dæk godt til, og bind straks toppen op og vand grundigt, husk at overbruse toppen. De næste dage skal vandes godt morgen og aften, og toppen skal bruses over. Vand derefter jævnligt og altid så grundigt, at jorden omkring er godt gennemfugtig.
Med venlig hilsen
Jens Thejsen
Konsulent, underviser og forfatter, www.jensthejsen.dk
Søg i forhandlerguiden:
Specialplanteskole og park
Træer fra egne podekviste
Frø og stiklinger af træer og buske
Topkapning og beskæring af store træer
Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Buske og træer > Kan arkitektens trøst flyttes midt på sommeren?
Kommentarer
Der er 2 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…