Hvorfor falder bladene af træerne om efteråret?
Med venlig hilsen
Marlene, oktober 2002
At bladene falder, er en naturlig beskyttelsesforanstaltning, der sikrer planten mod ekstreme forhold med ugunstige vækstbetingelser, der kan resultere i alvorlige skader på planten. Hos os ses løvfaldet om efteråret forud for frost, lav solindstråling og lav luftfugtighed. I tropiske, meget tørre og varme egne sker løvfald ofte forud for tørkeperioden.
Specielt plantehormonet ethylen, der udskilles fra modnende frugt, spiller en vigtig rolle for en række processer i blade og grene. Forud for selve bladfaldet trækker planten vigtige næringstoffer ud i knopper, grene eller rødder så sommerens fotosynteseprodukter (proteiner m.v) lagres og kan udnyttes næste forår, hvor planten skal bruge energi på at springe ud, uden at kunne at udnytte solenenergien via blade. Denne nedbrydning omfatter også det grønne farvestof klorofyl, der er nødvendig for fototsyntesen.
Uopløselige stoffer og faste bestanddele bliver tilbage i bladene, hvorved orange og røde farvestoffer (karotenoider og anthocyaniner) bliver synlige. Stofferne har, i varierende grad fra art til art, været i bladet hele sommeren, men de skinner så at sige først igennem, når klorofylet er nedbrudt.
I blad- eller frugtstilke dannes et løsningslag, hvor cellevæggene nedbrydes af forskellige enzymer. Det resulterer i at blade og modne frugter, f.eks. æble og pære, lettere brækker af ved berøring eller kraftig blæst.
I den tid man har registreret klimadata, dvs. ca. de sidste 130 år, er vækstsæsonen blevet længere her i landet. Bøgen bærer således blade 10–12 dage længere nu, end tilfældet var i sidste halvdel af 1800-tallet.
Stedsegrønne planter har tykkere bladanlæg, ofte i form af nåle eller læderagtige blade. De har en mindre overflade og stivere cellevægge og mindsker på den måde fordampning og udtørring i utide. Visse planter er delvis stedsegrønne og bevarer en del af bladene vinteren over. Flere af disse vil i mere fordelagtigt klima være helt stedsegrønne. Det gælder f.eks. liguster.
Med venlig hilsen
Henrik Ahlmann
Økologisk Havebrugskonsulent
Søg i forhandlerguiden:
Topkapning og beskæring af store træer
Frø og stiklinger af træer og buske
Træer fra egne podekviste
Specialplanteskole og park
Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Buske og træer > Hvorfor falder bladene af træerne om efteråret?
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…