Sidste år lavede vi et hortensiabed, og det stod flot med store blomster hele sommeren. I år skete der så det, at planterne voksede sig meget store, og der har ikke været ret mange blomster, og de blomster der var, var meget små. Hvad kan vi gøre ved dette problem?
Med venlig hilsen
Else Eriksen, september 2007
Når planterne har vokset sig meget store i år, så er det i hvert fald ikke mangel på næring, der er tale om. De er måske overgødede, så de vokser i stedet for at sætte blomster.
En anden årsag kan være, at de ikke har dannet ret mange blomsteranlæg sidste år, hvor de blev plantet. Den ringe mængde blomster har så givet mulighed for kraftig vækst.
Tredje årsag kan være, at I har beskåret buskene sidste efterår eller her i foråret. Blomsteranlæggene dannes i eftersommeren, så I må endelig ikke beskære buskene, da I så skærer blomsteranlæggene væk og dermed får ingen eller få blomster den følgende sommer. Der er dog to sorter af den ny Endless Summer®, som blomstrer både på de gamle og nye skud.
Ud fra jeres viden om buskene, må I overveje, hvilken årsag, der er mest sandsynlig, måske er det et samspil af flere årsager. Men set fremad, ville jeg bare lade buskene i fred og se, hvad der sker til næste sommer.
Hortensiabuske kan ikke holdes helt lave og små, som dem man ser til salg i potter. Hvis de skal blomstre overdådigt, skal man være tilbageholdende med beskæringssaksen – de skal kun udtyndes lidt hvert forår, så der hele tiden sker en fornyelse med nyvækst fra bunden. Hvis de får lov – og står på en lokalitet, hvor de ikke fryser tilbage, kan de blive to meter på hver led og godt 1 m høje.
Med venlig hilsen
Karna Maj
Tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave
Søg i forhandlerguiden:
Træer fra egne podekviste
Frø og stiklinger af træer og buske
Topkapning og beskæring af store træer
Specialplanteskole og park
Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Buske og træer > Hvorfor blomstrer vores hortensia kun lidt i år?
Kommentarer
Der er 1 kommentar til denne tekst. Læs kommentarer…