Vi er en gruppe mennesker, der ofte debatterer havens flora for at blive klogere, men nu føler vi, at vi er nået til den botaniske mur, og har svært ved at komme videre.
Det drejer sig om vinplanten – er den et træ/frugttræ eller er den en busk/bærbusk?
Det vi er nået frem til indtil nu er, at den er en løvfældende lian – så vidt så godt.
Når man visuelt betragter en vinplante, ser det ud til, at den har apical dominans (og dermed ikke være en rigtig busk, men mere et træ), men på den anden side danner den ikke en stamme (med mindre man tvinger den gennem beskæring), som er kendetegnet for et træ.
Som I kan se, står vi som Moses ved det Røde hav med en vinstok i hånden. Når han kaster den, og vandene deler sig, er det så træ/frugttræ på den ene side og busk/bærbusk på den anden side? Og hvor lander vinstokken – til højre, til venstre eller midimellem eller slet ingen steder J
Håber jeres botanikker kan give mig et godt svar.
På forhånd tak
Med venlig hilsen
S. Wollenberg, september 2014
Et træ har – fra sine arveanlæg – anlæg for at danne én stamme. Det kan man forhindre ved at skære træet ned, så det danner et stort antal vanris fra stubben, men ad åre vil ét og kun et af vanrisene sejre i den indbyrdes konkurrence og danne en ny stamme. Dette sker, uanset om træet er monopodialt eller sympodialt (dvs. som danner skud fra endeknoppen henholdsvis skud fra en sideknop).
Buske har ikke i deres arveanlæg denne tilbøjelighed til at danne stamme, og derfor får og bevarer de et højt antal grene fra jorden. Dette sker ligeledes uafhængigt af, om planten er mono- eller sympodial.
Det, at vinplanten er en lian, hindrer ikke, at den er tilbøjelig til at danne flere grene fra jorden. Derfor er alle arter og sorter af vinstok buske, klatrende buske, men altså: buske.
Med venlig hilsen
Sten Porse
Pensioneret faglærer, myrica.dk
Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Botanik og plantenavne > Er vinplanten et træ eller en busk?
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…