Spørg eksperterne

Kan man få opkaldt en æblesort efter sig?

Hej, jeg spekulerede på, om man kunne få en æblesort opkaldt efter sig – og hvor man kunne det.

Med venlig hilsen
Maja Gørschel, juni 2012

Svar

Der er principielt set intet til hinder for, at man opkalder en æblesort efter sig selv. Det er dog ikke praksis og god tone, men at man i stedet opkalder sorten efter en nærtstående person. Det indebærer dog også, at man selvfølgelig kan få f.eks. denne nærtstående person til at opkalde sorten efter én selv.

Det skal understreges, at der er en række ophavsmæssige og botaniske regler, som skal overholdes ved navngivning af nye sorter.

The International Union for the protection of New Varieties of Plants kræver – for at et navn skal være gyldigt – at sorten:

  • er helt ny, hvilket betyder, at den ikke tidligere har været markedsført i det land, hvor man ansøger om rettigheder til sorten.
  • er klart forskellig fra andre, tilgængelige sorter.
  • er ensartet plante for plante.
  • de karakteristiske træk må være stabile, sådan at planter af sorten forbliver ensartede selv efter gentagne formeringsforløb.

The International Code of Nomemclature for Cultivated Plants kræver – igen for at navnet skal være gyldigt – at det overholder følgende regler:

  1. Hvis sorten er opstået ud fra en enkelt art, skal navnet bestå af artens botaniske navn + sortsnavnet, skrevet med stort begyndelsesbogstav og i enkelte apostroffer (f.eks. Malus tschonoskii ‘Yrsa Jensen’).
  2. Hvis sorten er opstået som en krydsning mellem to eller flere arter, skal man bruge det botaniske slægtsnavn + sortsnavnet, skrevet med stort begyndelsesbogstav og i enkelte apostroffer (f.eks. Malus ‘Sonja Frederiksen’).
  3. Der er flere andre regler, men de vedrører meget specielle forhold, som næppe bliver aktuelle for sortsfremavlere på baghaveniveau.

Det siger forhåbentlig sig selv, at sortsnavnet ikke må være taget i brug i forvejen.

Med venlig hilsen
Sten Porse
Pensioneret faglærer, myrica.dk

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Botanik og plantenavne > Kan man få opkaldt en æblesort efter sig?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider