Spørg eksperterne

Kan jeg bruge de græstørv, jeg fjerner?

Jeg har et stykke plæne, som skal omdannes til et bed og en gangsti rundt om bedet. Jeg har tænkt mig at grave græstørven af på hele stykket.

Et andet sted i haven har jeg også et stykke gammel plæne som fungerer som bilens plads. Denne plads vil jeg lave om til at bestå af 2 højbede (25 cm i højden). Græsset skal altså væk også her.

Kan jeg bruge mine græstørv og lægge dem med græssiden ned mod plænen, og på den måde slå græsset ihjel, men få jord ud af tørven og det græs, som tørven har dækket? Kunne evt. lægge sort plast over det hele ½ års tid for at fremme formuldingen? Hvordan kan jeg ellers formulde græstørv i store mængder?

Med venlig hilsen
Nina Hermansen, september 2012

Svar

Græstørv formulder fint i løbet at et år, når man lægger dem i en bunke med græssiden nedad. Og dækker du med sort plast, er du sikker på, at græs og evt. ukrudtsarter ikke vokser i overfladen af bunken. Med plastdækket minimerer du desuden risikoen for, at næringsstofferne udvaskes, og du får dermed en virkelig god og næringsrig kompostjord. Husk at kontrollere, at bunken ikke tørrer ud, da omsætningen så vil gå i stå.

Men spørgsmålet er, om det er en god ide at fjerne græstørven frem for at grave stykket og vende græstørven nedad. Gøres det omhyggeligt, kan man næsten undgå genvækst af græs. Hvis der først skal plantes eller sås i bedene i foråret, ville jeg helt sikkert vælge denne løsning, da jorden bliver så meget bedre, når græsset og især græsrødderne bliver på stedet. Jorden vil desuden være selvforsynende med næringsstoffer den første vækstsæson. Hvis der kun skal plantes et begrænset antal planter, kan du evt. nøjes med at fjerne de vendte græstørv i plantehullerne. Skal du derimod plante mange stauder eller lægge forårsløg nu, er du nødt til at fjerne græstørven.

Hvis du graver græstørv af bedet, kan du vælge at bruge dem i højbedet. Med en bedhøjde på 25 cm behøver du ikke at grave græstørven væk under højbedene, græsset vil blive kvalt af lysmangel. Du kan lægge 2–3 lag græstørv ovenpå med græssiden nedad og fylde op med 10 cm jord øverst. Vand det godt, så der kommer god omsætning i det hen over vinterhalvåret. Til foråret vil du kunne så og plante udplantningsplanter i det uden problemer, og du vil få en rigtig god og næringsrig jord i dine højbede.

Hvis man dækker en græsplæne med sort plast, vil græsset ret hurtigt gå ud, men græsrødderne er et stykke tid om at formulde, så man kan løsne jorden. Omsætningen er temperaturafhængig, og derfor vil du først kunne løsne jorden engang hen på foråret.

God arbejdslyst.

Med venlig hilsen
Karna Maj
Tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Robinie.dk – SkovTrup

SkovTrup – Miljørigtigt Træ til haven

Land Højbede

Land Højbede og Plantekasser

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Anlæg > Kan jeg bruge de græstørv, jeg fjerner?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider