Skadedyr og plantesygdomme

Bladhvepse

Mange arter, bl.a. Hoplocampa testudinea, H. minuta, Blennocampa pusilla, Neodiprion sertifer, Caliroa cerasi, Ardis brunniventris

Æbler, pærer og blommer, der falder til jorden med indre gnavskader, visne rosenknopper, afgnavede rosenblade og løvtræer, hvis blade er helt skeletterede? Symptomer som disse kan meget vel være fremkaldt af én af Danmarks mange bladhvepsearter.

Selv om betegnelsen hveps kan give mindelser om sukkersultne, aggressive gedehamse i gult og sort, er mange af de slægter og familier, der henføres under træ- eller bladhvepsene, vegetarer.

Bladhvepsene tilhører de såkaldt årevingede insekter, Hymenoptera, der er en meget artsrig insektorden med over 200.000 arter på verdensplan. Heraf kendes ca. 5.000 her i landet. Til forskel fra fluer og myg, der hører til de tovingede, Diptera, kendes de årevingede typisk på to par klare vinger med veludviklet ribbenet, der er hægtet sammen indbyrdes med små kroge.

Modsat stilkhvepse (myrer, snyltehvepse, gedehamse, bier m.m), har bladhvepse ingen veldefineret talje mellem bryst og bagkrop, hvilket får dem til at fremtræde relativt plumpe. Hunnerne har desuden en læggebrod på undersiden af bagkroppen, der minder om en lille sav, og hver art har sit eget artspecifikke savmønster. Men selv om den ser faretruende ud, er dette »våben« ufarligt for mennesker og dyr.

Bladhvepsen Nematus myosotidis i parring. Foto: Bjørli Martha Lehrmann

Bladhvepsenes larve ligner sommerfuglelarver, men adskilles fra disse på antallet af gangvorter på bagkroppen. Typisk er larven stærkt farvet, men hvor sommerfuglelarver har 5 par gangvorter, har bladhvepsene mellem 6–10 afhængig af art. Et andet særligt kendetegn er, at bladhvepse kun har ét lemmeløst bagkropsled mellem de tre par ben og gangvorterne bagest; sommerfuglelarver har to frie led. Visse arter, ikke mindst fritlevende larver, er dækket af et slimlag, hvilket kan få dem til at minde om snegle (f.eks frugttræsbladhvepsen). Galledannende arter har som regel reducerede (underudviklede) ben og gangvorter i alle larvestadier.

Larvens hoved er veludviklet med bidende munddele.

I det følgende omtales primært familien Tenthredinoidea, der i Europa er repræsenteret ved ca. 1000 arter.

Larve af Bladhveps af familien Tenthredinidae. Foto: J.C. Schou / Biopix.dk

Niche i naturen

Bladhvepse er knyttet til specifikke værtsplanter, og de fleste arter lever på træagtige planter. Nogle arter minerer, mens andre – de fleste – lever frit eller udvikler galler på værtsplanten. Blandt de almindeligt udbredte danske arter kan nævnes æblebladhvepsen, Hoplocampa testudinea, blommebladhvepsen, H. minuta, den lille rosenbladhveps, Blennocampa pusilla, rød fyrrehveps, Neodiprion sertifer og stor stikkelsbærbladhveps. Selv om f. eks frugttræsbladhvepsen kan give økonomisk alvorlige tab i økologiske frugtavl, og lindetræer i varme somre kan komme til at se temmelig miserable ud i kronen på grund af Caliroa annulipes, gør mange af arterne stor nytte i naturen, dels som bestøvere, dels som fødegrundlag for fugle. Mange lever af nektar og pollen, men der findes også arter, der efterstræber andre insekter.

Bladhvepselarver kan optræde i store kolonier på værtsplanten, og det er ikke ualmindeligt, at de ved forstyrrelse løfter bagkroppen og svinger den fra side til side. Nogle arter udskiller desuden forsvarsvæske.

Sortblå Birkebladhvepselarver, Arge pullata, der udviser truende adfærd. Disse larver er giftige, hvilket de signalerer ved at løfte bagkroppen, når de forstyrres. Foto: Bjørli Martha Lehrmann

Livscyklus

Der skelnes i det følgende mellem fritlevende, minerende og galledannende arter. Fælles for alle er, at hunnen med sin læggebrod gennemborer plantevævet på værtsplanten. Derefter placeres æggene i en lille lomme mellem plantecellerne, hvorefter plantevævet ædes. Af hensyn til overskueligheden hos de mange forskellige arter, beskrives her kun én repræsentant for hver gruppe. For alle gælder, at de efter endt larveudvikling søger mod jordoverfladen, enten ved at kravle eller lade sig dumpe ned fra bladet. Her forpuppes de, hvorefter de overvintrer som kokoner i de øverste jordlag.

Fritlevende arter

De fritlevende arter udgør den talrigeste gruppe af bladhvepse, og af disse nævnes her frugttræsbladhvepsen, Caliroa cerasi. I juni kommer de første voksne individer frem, og efter parring lægger hunnen flere æg på blade af kirsebær, pære, tjørn, røn, eg, elm, birk m. fl. Når de slimede larver er klækket, begynder de straks at afløve og skelettere bladet fra bladkanten. Denne adfærd fortsætter, indtil larverne efter sidste larvestadium standser fødeoptagelsen og lader sig dumpe ned på jorden.

Galledannende arter

Den lille rosenbladhveps, Blennocampa pusilla, er grøn med mørkt hoved. Fra maj måned lægger hunnen æg i kanten af et rosenblad, hvilket får plantevævet til at deformere, så bladet ruller sammen fra begge sider til et rør (på pil og poppel udvikler visse arter mere rundagtige eller tenformede galler). Herefter udvikler larven sig, mens den æder af bladvævet. Den lille rosenbladhveps har antagelig kun én generation årligt, men æglægningen kan strække sig over en længere periode, så det er ikke ualmindeligt at støde på larver hen over sommeren. Nær slutningen af sidste larvestadium søger larverne ned i jorden for at overvintre.

Minerende arter

Også her findes flere arter. Rosenboreren, Ardis brunniventris, er gulbrun med mørkt hoved. Efter at den voksne hun i slutningen af maj har lagt sine æg i friske rosenskud, gnaver larven sig 3–4 mm ind og minerer i skuddet, så det vantrives. Saftspændingen falder, hvilket får bladet til at hænge slapt ned. Efter ca. 3 uger indstiller larven sit optag af føde, og på dette tidspunkt ses de hængende, angrebne skud tydeligere, undertiden er disse sortfarvede. Også rosenboreren søger mod jorden for at forpuppe sig.

Larver af rød fyrrehveps, Neodiprion sertifer, på dværgfyr. Foto: Lykke Madsen

Skadebillede

Det er larverne, der optræder som skadevoldere, når de ernærer sig af løv- eller nåletræer, urter eller buske. Afhængig af, hvilken gruppe bladhvepsen tilhører, afribbes, mineres eller misdannes det angrebne skud eller blad. Ofte gnaves bladet fra kanten og indefter. Det er dog ikke altid at angreb af første generation opdages, men når individerne herfra er klækkede (2. genereration), stiger antallet af individer, og gnavskader ses hyppigere i september og oktober. Af og til forekommer meget kraftige opformeringer over flere år (f. eks frugttræsbladhveps), og i disse tilfælde sker afløvningen allerede fra midt på sommeren.

Bladhvepselarve på krybende baldrian, Valeriana sambucifolia ssp. procurrens. Foto: J.C. Schou / Biopix.dk

Forekomst

Bladhvepse forekommer på et omfattende antal planter. Nogle foretrækker én bestemt art, andre findes på forskellige planter. Her nævnes kun nogle almindelige eksempler.

Bemærk at andre insekter også kan fremkalde gnavskader.

Forebyggende metoder

• Under stærkt angrebne træer kan man midt og sidst på sommeren lade fritgående høns skrabe i jorden og æde larver og pupper.
• Opsæt fuglekasser, så der kommer flere fugle i haven, som kan æde larverne.
• Sørg for beplantning, der giver gode redemuligheder for fugle.

Metoder når planten er angrebet

• Fjern larver manuelt.
• Afklipning af angrebne skud og blade med galler eller miner.
• Spuling af planter og trækroner med hård vandstråle.

Af Henrik Ahlmann, Økologisk Havebrugskonsulent

Denne artikel er del af et projekt mellem Miljøstyrelsen og Havenyt.dk og har til formål at nedsætte forbruget af sprøjtemidler i danske haver. Projektet er finansieret af midler fra Pesticidhandlingsplanen.

• Om Havenyt.dk
• Få NYHEDSBREVET

Læs mere om foreningen og medlemsfordele…