Kommentarer til »Tag den lidt med ro – og lad planterne gro«

Jeg vil gerne forklare − om ikke forsvare − hvorfor vi er en del, der hele tiden laver om i vores have.

Jeg overtog min have for 5 år siden. Det var en typisk 1900-tals-have med en bred midtergang belagt med ral og symmetrisk anlagte firkantede stykker med græs og staudebede på hver side af gangen.

Jeg ønskede en mindre stram opbygning og bede til grønsager og bærbuske. Altså fjernede jeg midtergangen, gravede en del af græsplænen væk og plantede bærbuske. Stauderne placerede jeg samlet i ét enkelt bed, der har en mere harmonisk form.

Hvis vi nu skal fokusere på staudebedet, som artiklen gør, så må jeg tilstå, at jeg i løbet af disse fem år har lavet om flere gange. Det skyldes, at man som nybagt haveejer efterhånden får flere erfaringer.

Første omlægning gik ud på at sætte de højeste stauder bagest i bedet, hvilket jeg ikke havde fokuseret så meget på i første omgang, eftersom jeg ikke vidste, hvor høje stauderne ville blive. Ved samme lejlighed delte jeg to stauder, en kæmpeiris og en vinterasters, som hver fyldte op mod en kvadratmeter – irisen med et hul i midten, hvor der groede en tulipan!

Anden omlægning skete, fordi jeg var begyndt at finde ud af, hvilke stauder der tåler fuld sol, og hvilke der fortrækker skygge. Ved den lejlighed samlede jeg bronzeblad, storekonval og liljekonval samt bregner bag en stor formklippet kirsebærlaurbær, hvorimod riddersporen blev reddet fra kirsebærlaurbærbuskens skygge og anbragt i solen.

Tredje omlægning skete, fordi jeg fandt ud af, at det var en god ide at anbringe grupper af tulipaner bagest i bedet i rækken af høje stauder og så sætte mellemhøje stauder foran tulipanerne. Det er en god løsning, der sikrer tulipanerne mulighed for at visne ned i fred, og man ser ikke de kedelige rester af dem, eftersom de mellemhøje stauder vokser op og dækker for dem.

Fjerde omlægning sker mere gradvist. Den handler om form og farve. Jeg prøver at sætte stauderne, så farver og form passer smukt sammen. Den slags havde jeg slet ikke øje for til at begynde med. Det kan godt være, at jeg tænkte, at to bestemte stauder ville passe fint sammen i farven, men jeg havde glemt at tage højde for, at de ikke blomstrer samtidig. Den slags kommer efterhånden.

Men pyh… i den sidste måneds tid, hvor jeg har vandet virkelig meget, har jeg ofte skævet efter fjerbusken, som står flot og frodigt, den altid trofaste løvefod og lavendlerne, som står fint uden at blive vandet. Jeg kan godt se, at det ville være bedre at lade være med at lave om hele tiden. Mine stakkels stauder har virkelig behøvet vand. Men de er placeret bedre nu!