Damhaven

Det var her, det hele begyndte, tilbage for 12 år siden. Neden under en hømark kom en græsplæne til syne efter mange gåture med en le og plæneklipperen. Her placerede vi de medbragte planter fra vores tidligere have: silkefyren, vandgranen, et dusin rododendron, og vi købte lidt flere planter til det grønne bunddække. Min søn Mathias pressede på for at få et bassin med planter, fisk og padder. det blev optakten til den „naturlige» havestil, som herskede i nogle år. Flere gange lagde han op til forandringer i dammen og lavede om, gravede dybere og drømte om et lille vandløb. Det var også i denne del af haven, at plænen bugtede sig ekstra meget med randbeplantninger af bambus, rhododendron, frugttræer, birk og graner. Heldigvis var placeringen af vandet helt ideelt, nemlig på haveafsnittets laveste sted.

Hvor skal vandet ligge?

Foto: Kjeld Slot

Vandspejlet i en naturlignende dam gør sig bedst set fra oven, og fra alle vinkler må den kunne opfattes som stedet, hvor vandet i forvejen vil løbe hen og samle sig, som det gør i en naturlig lavning. Det virker selvfølgeligt og overbevisende, at omgivelserne et sådant sted er våde, hvilket giver os mulighed for at sammensætte alskens fugtelskende sumpplanter. Vandspejlets areal bør afstemmes i forhold til haverummets størrelse. Amøbeformede havepytter eller store organiske vandflader placeret i umiddelbar nærhed af terrassen er svære at få til at harmonere med huset.

En terrasse ligger for det meste på grundens højeste punkt, hvor frodigheden er svær at opretholde på grund af en stegende sol. Derfor bliver et beplantet vandhul i nærheden af terassen nemt et kunstprodukt.

På terrasser og tæt op ad bygninger må man være konsekvent og lave et stringent bassin, der fokuserer på vandspejlet, og som er i en form og med materialer, der matcher huset og terrassen. den svalende kølighed, vandets refleksioner af himlen og lyden af rislende vand fra en simpel vandstråle, er alt rigeligt her, hvor der også skal foregå en masse andre ting.

Fornøjelsen ved vand kan være ubeskrivelig. Familier med småbørn kan godt glemme alt om store vandflader, men når familiens yngste medlem nærmer sig de tre år, er det på tide at grave ud til vandhul og lave grillen om til bålplads. Ild og vand er hovedingredienser i en have, hvis man vil holde på børnene. Mit råd er at lade dem få lov at være med fra starten i både planlægning, indkøb og etablering. Ifølge haveskribent Lotte Møller skal her også være veludvoksede kirsebærtræer, mirabeller og andre frugttræer i rigelige mængder. Vel at mærke hvis man vil give sine større børn nogle sanselige oplevelser, som er svære at finde andre steder end i den have, de har været med i fra starten og i den udstrækning, som de nu orker.

Senere som «halvstort barn» er det interessant at stikke næsen i en gammeldags rose, der dufter af ægte parfume og ligner en papirblomst eller enden af en genoprullet wc-papirrulle. Det er som regel lige før de forlader reden.

I damhaven har der været plads til eksperimenter med vand, undersøgelse og iagttagelse af livet omkring. Det var her Mathias udvidede sin interesse for planter og viden om dyr.

Derimod har der aldrig været plads til boldspil og voldsomme lege, hvilket han synligt har været irriteret over i perioder. Så måtte han ty til den kommunale sportsplads eller vejen uden for hækken. Haven har aldrig været et sted for kropslig udfoldelse af den art. På det punkt ligner den min barndomshave. Det er jo heller ikke ligefrem manglen på åbne pladser til fysisk aktivitet, der tynger landet. Derfor har vi heller ikke haft de store skrupler over «kun" at kunne tilbyde sønnen et sted for de andre sanser, hvor der fordres en anden form for civiliseret adfærd, end den man praktiserer på fodboldbaner og skateboardramper.

Hans seneste indsats ved vandhullet bestod i at hjælpe mig med omformningen af den lidt store organiske dam til et lille kvadratisk vandspejl, kun med nøkkeroser. Nu plasker vandet fra pumpen og slører lyden fra biltrafikken en smule.

At trække en grænse

Vi lever i en tid, hvor ro og stilhed er blevet luksus og plads en mangelvare. Haverne bliver til stadighed mindre, men alligevel anlægges de fortsat med hovedinspirationen fra de landskabelige parkanlæg. Romantiske, hvidmalede broer over vandløb, fritstående træer på enorme plæner og store slyngede grusstier, der afgrænser frodige staudestrøg, er fortsat hovednæringen fra den stilart, vi praktiserer mest ihærdigt i danske haver.

I 1995 gik det op for mig, at der var noget helt galt i damhaven, og efter de første anstrengelser med at anlægge en sti, blev tonen slået an for damhavens videre udformning. Her blev trukket en grænse og lagt en linie.

Sjovt nok er forandringerne i denne del af haven den grundlæggende historie for resten af haven. Nemlig at vi først plantede i den, dernæst skiftevis planlagde og tegnede vi den, for til sidst at anlægge den.

I dag ville jeg gøre det i en lidt anden rækkefølge, fordi jeg har fået mere viden og indsigt. Men skal jeg begynde en ny have et nyt sted, vil jeg nok alligevel plante lidt med intuitionen, inden jeg planlægger og tegner for meget. Jeg har det også bedst med at smudse et hvidt stykke papir let til, inden jeg laver en endelig blyantstegning. eller tilsætte lærredet nogle penselstrøg, der kan lette starten på maleriet, selvom de måske ikke spiller nogen væsentlig rolle i det færdige billede.

Efterhånden er min viden om planter og deres naturlige vækstudvikling blevet så stor, at jeg veksler imellem at skitsere på papiret og placere planterne direkte på voksestedet for dermed at kunne arbejde mere frit.

Ovenstående er et kapitel fra Kjeld Slots bog: Havespor, som vi har fået lov til at bringe her på Havenyt.dk. I bogen kan du læse mere om Kjeld Slot personlige fortælling om, hvordan hans 600 m² have blev til en lille plet paradis. Bogen er illustreret med Kjeld Slots inspirerende fotos fra havens skiftende årstider. Kjeld Slot er have- og landskabsarkitekt og bla. kendt fra haveprogrammet Seeernes Have på DR2.

Kjeld Slot: Havespor, Hovedland, 2006, 144 sider, 298 kr.