Hvis man ønsker sig en blomstereng, er løgplænen en enkel blomsterengtype, som det er forholdsvis let at etablere. En løgplæne lykkes som regel til stor tilfredshed.
Plæner med løg kan være meget charmerende, og medens de er i blomst, høster haveejeren megen ros. Men hvis den skal fungere optimalt, med blomstring flere år, så betyder det, at plænen skal stå med meget langt græs og gullige løgtoppe, indtil løgene er næsten nedvisnede og har fået samlet ny energi.
En løgplæne med krokus er smuk i det tidlige forår og er let at etablere. Foto: Karna Maj
Det er ikke lige meget hvilke løg, man bruger i sin løgplæne, det skal helst være løg, som passer til plænemiljøet og jorden, hvis det skal være succes i flere år. Er plænen på sandjord, og er der næsten fuld sol, er det udmærket at bruge krokus, fuglemælk og perlehyacint. Det er fra naturens side steppeplanter og kan tåle sand og konkurrencen fra græsset. Men i en fed jord fungerer de ikke godt. De første år kan de måske godt give et godt resultat, men efterhånden vil løgene trives dårligt og måske endda rådne.
DK navn | Bot. navn | Blomstring | Farve | Højde cm |
---|---|---|---|---|
Fuglemælk | Ornithogalum sp. | april–maj | hvid | 10–25 |
Iransk tulipan | Tulipa urumiensis | april–maj | gul | 10–20 |
Krokus | Crocus sp. | marts–april | gul, hvid, lilla | 10–15 |
Perlehyacint | Muscari sp. | april | blå | 15–25 |
Porcelænshyacint | Puschlinia scilloides | marts–april | hvid/lyseblå | 10–15 |
Steppetulipan | Tulipa vvedenskyi | maj | rød | 15–30 |
Man skal desuden se på skyggeforhold; på den lette jord i halvskygge kan man også bruge forskellige skilla arter og balkananemone.
I den lidt mere tunge jord klarer nogle af de grovere løgplanter sig bedre, det er planter som påskeliljer, pinseliljer, erantis, dorotealilje og vintergæk. Da det er skovplanter, klarer de den federe jord og lidt skygge.
DK navn | Bot. navn | Blomstring | Farve | Højde cm |
---|---|---|---|---|
Dorotealilje | Leucojum sp. | marts–april | hvid | 20–60 |
Erantis | Eranthis sp. | febr-marts | gul | 10 |
Pinselilje | Narcissus poeticus | april–maj | hvid | 30–50 |
Påskelilje | Narcissus pseudonarcissus | marts–april | gul/orange | 40–60 |
Skilla | Scilla sp. | marts–april | lyseblå | 10–15 |
Snepryd | Chionodoxa forbesii | april–maj | blåviolet | 10–15 |
Vintergæk | Galanthus sp. | februar–april | hvid | 10–15 |
Vintergækker i græsplæne. Foto: Karna Maj
Har man valgt løg og knolde som passer til miljøet, kan en løgplæne være smuk i mange år. Det kræver dog også den rigtige pleje, som primært går ud på, at lade græs og løg vokse til først i juni. Løgplanterne har da samlet så megen solenergi, at de har overskud nok til at komme igen næste år og endda med fuld styrke. Det vil sige, at man først klipper ned når løgbladene gulner. Det tager derefter et par uger inden plænen ligner en græsplæne igen.
Løgplæne med pinseliljer. Foto: Jens Thejsen
Erantis i blomst allerede midt i januar i græsplæne. Foto: Karna Maj
Porcelænshyacint. Botanisk Have. Foto: Karna Maj
Fuglemælk. Foto: Karna Maj
Perlehyacint. Foto: Karna Maj
En løgplæne er knap så smuk først på sommeren, hvor løgblomsterne skal visne ned, inden plænen kan slås. Foto: Karna Maj
Her er du: Forsiden > Prydhaven > Græsplænen > Løgplæne
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…