Den langhårede plæne

Den langhårede plæne kan de første år nok ikke kaldes en blomstereng, da der er ganske få blomster, og mange vil sikkert også mene, at man heller ikke kan kalde det en græsplæne, fordi den består af meget andet end græs, og den ligner slet ikke de ensfarvede tætklippede plæner.

Men plæner, som ikke holdes tætklippede, bliver stærke og stabile plæner, der kan være både smukke og spændende. Tidligere blev plænerne slået med le og fik naturligt det langhårede look. Med le kan man opnå et jævnt og tæt græsdække, hvis man kan bruge den. I dag skal man enten klippe færre gange, eller sætte plæneklipperen i højeste stilling.

En sådan pæne kan med tiden blive et smukt blomstrende område med ærenpris, bellis m.m. Der kan naturligvis også komme mælkebøtter, som med sine rosetter hindrer græsset i et brede sig. De er som regel ikke velkomne særlig længe, derfor må man ud med mælkebøttejernet, så man kan få hele planten op med pælerod, og ikke nøjes med at hakke roset og blomst af.

Hvis man undlader at slå græsplænen i forårsmånederne kan man få en flot plæne med bellis og ærenpris. Foto: Karna Maj

En velplejet plæne vil kunne udvikle sig til en blomstrende eng, men det kan tage mange år hvis man nøjes med denne metode. Efterhånden kan man indplante flerårige urter som passer til stedet, og man vil dermed fremme processen mod en blomstereng. En langhåret plæne skal man dog ikke bare lade passe sig selv. Mindst en gang om året skal den slås, da der ellers vil etablere sig både træer og buske.

Læs mere om blomstrende enge og blomsterenge – artiklen kommer snart.

Pomeranshøgeurt, Hieracium aurantiacum, er en af de urter, som kan vokse i en langhåret plæne. Foto: Bolette Crossland