Liljekonval og konvalflora i haven

Hvad er smukkere end anemonetæppet i bøgeskoven? Hvad er finere end liljekonvalduften i egekrattet? Hvad er mere fascinerende end en underskov af bregner? Skoven er en helhed af træer, buske og et– og flerårige urter.

I haverne har vi ikke altid denne mangfoldighed. Køkkenhaven er ofte domineret af etårige urter og frugthaven af træer og buske. Men en blanding af flerårige og etårige, træagtige og urteagtige skaber kredsløb og gode livsbetingelser.

Skovbunden i haven

Havens træer og buske er et godt grundlag for skabelsen af et et helt miljø. At skabe en god skovurtevegetation som bunddække giver mange fordele. Skønhed, dufte, mikroliv, insektliv og fugleliv, og hertil kommer, at mange af den danske naturs planter næsten altid har været en del af folkekultur og folkemedicin.

De mange konvaller

Liljekonval er en helt almindelig kendt og meget yndet skovbundsurt, som tidligt er blevet budt velkommen i haverne. Denne smukke duftende plante har lang tid bag sig som kulturplante.

Men der er mange konvaller, vi kan have glæde af. Konvalgruppen er en underfamilie i liljefamilien. De fleste liljer har løg, men konvalunderfamilien har jordstængel, og frugten er et bær. I konvalfamilien er bl.a. storkonval, kantet konval, kranskonval, duskkonval, liden konval, liljekonval, firblad og asparges.

De er alle skov– eller skovbrynsplanter, bortset fra asparges, som er en strandplante. Alle er velegnede som stauder i den naturinspirerede have.

Liljekonval

Liljekonval træffer vi næsten altid i klynger; det skyldes, at den breder sig ved udløbere og danner et godt bunddække. Foto: Karna Maj

Liljekonval, Convallaria majalis, er dronningen blandt konvaller. En staude fra den danske natur, som i maj – juni blomstrer med hvide klokker i nikkende klaser på en bladløs stængel. Bladene kommer fra grunden og er friskgrønne. Frugterne er røde bær. Velkendt, men stadig lige smuk, og med den fine søde duft, er det en klassiker blandt havens stauder. I naturen findes den i mange forskellige skove, den kan stå på kalkbund, eller vi kan træffe den i de lyse egekrat på mager bund. Liljekonvallen har en utrolig tolerance m.h.t. jordens surhedsgrad. I skoven træffer vi den næsten altid i klynger; det skyldes, at den breder sig ved udløbere og danner et godt bunddække.

Liljekonvalflora

Sammen med liljekonvallen finder vi ofte en anden smuk konval, liden konval, Maianthemum bifolium, eller majblomst, som den også hedder. Den bliver ikke mere end 10–15 cm høj. Den blomster også i maj–juni med små hvide duftende blomster samlet i endestillede klaser på en stængel, hvorpå der sidder hjerteformede blade. Den vokser også i klynger, sammen med eller tæt ved liljekonvallerne. Dens rødder ligger helt i overfladen og kræver voksesteder, hvor de ikke udtørrer.

Disse to konvaller kan vokse sammen med hvide anemoner, Anemone nemorosa, skovstjerne, Trientalis europaea, skovmærke, Galium odoratum, skovsyre, Oxalis acetosella, kratfladbælg, Lathyrus montanus, evt. ørnebregne, Pteridium aquilinum og blåbær, Vaccinium myrtillus Liljekonvalfloraen er altså rig og spændende, alle de nævnte planter vil kunne klare sig i en have med lidt mager jord, under f.eks. eg, røn, birk eller hassel. De vil sammen danne et flot bunddække.

Storkonvalfloraen

Der findes flere store konvaller, men den mest kendte er storkonval, Polygonatum multiflorum, der er også en skovbundsstaude, men vokser på den lidt federe jord og vil gerne have lidt mere skygge end liljekonval. Her vil den være sammen med blandt andet hvide og gule anemoner, skovmærke, firblad, Paris quadrifolium, lærkespore, Corydalis sp, og kodriver, Primula sp.

Storkonvallen bliver ca. 40–50 cm høj. Bladene sidder på den overhængende stængel. Blomsterne kommer i maj og er rørformede hvide klokker med grønne spidser, som hænger ned fra stænglen. Dens frugter er runde blåsorte bær.

Storkonvallen har en kraftig jordstængel, og med tiden vil den brede sig og danne større klynger. Vi kan undertiden også træffe kranskonval, Polygonatum verticillatum, som er mere opret og har kransformede smalle blade. Kantet konval, Polygonatum odoratum, ligner meget storkonval, men har en kraftigere lidt vammelsød duft.

Et konvalbed

I haven vil der ofte være mulighed for at kombinere de to floratyper. Under et skyggegivende træ kan storkonvallen placeres sammen med bregner, og der kan så være en overgang med skovmærke, anemoner og evt. violer til liljekonval og majblomst. Under lette buske kan liljekonvallen skabe en flot bund. Et sådant konvalbed kan selvfølgelig suppleres med mere eksotiske stauder, som passer i et sådant plantesamfund. Der kan f.eks. indgå duskkonval, Smilacina racemosa, som stammer fra Nordamerikanske skove og ligner storkonvals vækstform, men har endestillede hvidlige duskagtige blomster. Den skal helst ind i halvskyggen for at blive rigtig flot.

Et konvalbedet kan med tiden blive et harmonisk duftbed til stor fryd for øjet og til glæde for resten af havens liv.

Konval er en giftig sag

I folkemedicinen har konvaller været brugt til næsten alt mellem himmel og jord. Alle konvaller er giftige, alle plantedele er dødligt giftige, og selv blomstervandet kan forårsage død. Især liljekonval har været meget brugt, og idag ved vi, at konvallerne bl.a indeholder convallarin og convallamarin, to hjertestimulerende stoffer, som har en virkning som fingerbøl, Digitalis sp.

Førhen indgik tørret liljekonval, som et af ingredienserne i et medicinsk nysepulver. Man mente, at et nys var helbredende, med et godt nys fik man slim og pus ud af hovedet, og man var så godt på vej til at blive rask. Liljekonval blev brugt mod problemer med afføringen, mod svimmelhed, epilepsi og mareridt, ja de har endda kunnet helbrede sindssyge. Man har haft stor tiltro til den smukke, rene, duftende blomst, men hvor manges død, den har været årsag til, melder historen ikke.

Til pynt

Men heldigvis har den også været brugt til andet; den var til pynt, og en pinsebrud havde for lykkens skyld liljekonval i brudebuketten. I maj kunne man også være sikker på, at børn fra fattige familier forsøgte at sælge konvalbuketter ved døren eller på gaden. Og selv om det var en vild blomst fra naturen, kom den meget hurtigt ind i de fine haver og var der en del af staudebedets pryd.