Pomeranshøgeurt

Midt i grøftekantens græs lyser orange pletter op. Der i det tørre græs står en fin gruppe af orange kurvblomster. Det er pomeranshøgeurt, som har fået godt fat mellem grøftekantens græsser og andre urter. Man må virkelig kigge en ekstra gang, når øjet fanges af pomeranshøgeurten. Der er ikke mange planter, som har så smuk en orange farve.

For enden af bladløse, behårede stængler sidder en lille klump af kurvblomster ofte sammen med uudsprungne, meget mørkt behårede knopper. Ved nærmere eftersyn er blomsten ikke ensfarvet. De yderste kroner er meget orange, og de inderste kroner og støvdragerne er noget mere gullige. Hver plante starter med en roset af lancetformede, behårede blade ved basis, hvorfra de oprette stængler rejser sig og danner en lille orange lund.

Pomeranshøgeurtens blomster ligner små sole. Foto: Erik Vang Nielsen, Urtegartneriet

Oprindelse og voksested

Pomeranshøgeurt, Hieracium aurantiacum (tidligere Pilosella aurantiaca) er hjemmehørende i Syd – og Mellemeuropa, hvor den vokser i bjergområder på gruset, tør jord. Den har forvildet sig op til Danmark og er efterhånden naturaliseret. Den findes mest i vejkanter og på lidt tørre enge.

Det er en flerårig plante, som dog nogle gange ikke bliver mere end 2–3 år. I naturen formerer den sig både ved udløbere og ved frø, og det er en plante, som virkelig gør noget ved sagen. Den kan, hvis de rette betingelser er til stede, lave udløbere, som breder sig en til to meter væk fra rosetten, og den kan producere flere tusinde frø.

Ikke en nem havestaude

Gennem tiden har mange taget pomeranshøgeurt ind i haverne, for at kunne nyde den helt specielle farve. Det har dog ikke altid været med lige stor succes, for selv om den har en utrolig formeringsevne, så har det vist sig, at den efter nogle år ofte forsvinder for folk.

Der er flere grunde til, at den ikke er så let at dyrke som haveplante. Den skal helst vokse i en let jord, og den skal have godt med lys, så ofte skygges den væk. Andre gange bliver den kvalt af større planter. Det bedste resultat får man, når den får de rette betingelser i enten et stenbed, et steppebed eller f.eks. i en urteplæne. I urteplænen er der ikke konkurrence fra storbladede planter, og her får den masser af sol. Urte­plænen skal være en græsplæne, som ikke klippes alt for ofte, og hvor urterne får lov til at etablere sig.

Før blomstring syner pomeranshøgeurt ikke af så meget. De små bladrosetter etablerer sig godt i maj måned, og fra juni til juli blomstrer den på livet løs. Hvis man efter afblomstring klipper blomsterstænglerne væk, vil den blomstre igen fra august til september.

Pomeranshøgeurt kan efterhånden købes i specialplanteskoler og måske også i havecentre, så det er bare at finde et velegnet sted i haven og prøve den som bunddække eller stenbedsplante. Her i stenbedet ved Karens Hus i Brønshøj. Foto: Karna Maj

Ukrudt

At pomeranshøgeurt formerer sig så villigt betyder, at den i visse områder kan gå hen og blive et ukrudtsproblem. Det er dog næppe det store problem i Danmark, men både i Nordamerika og i New Zealand har man taget den ind i haverne, og derfra har den spredt sig til steder, som minder om dens oprindelige voksesteder. Her trives den for godt og er nogle steder ved at blive et landskabsproblem. Der er uenighed om problemets omfang. Nogle synes, at den har beriget landskabet, andre, at den bliver for dominerende og tager pladsen op for andre høgeurter. Andre igen mener, at den med sin ustabile vækst aldrig reelt vil blive et problem.

Beskyttelse

Pomeranshøgeurten har været i Danmark i flere ­hundrede år, men den er i tilbagegang i landskabet og er på ingen måde et problem i den danske ­natur. Så de steder, hvor den vokser i landskabet, bør man lade den stå og nøjes med at fryde sig over de smukke, usædvanlige, orange blomster og måske høste lidt frø.