Showtime med de toårige

En særlig slags blomster kan man ikke købe sig til at få i en fart. Det giver dem en særlig status hos dem, der elsker dem, de toårige, der nu ofte varer mere end det. Det er blomster med en ofte enorm vækstkraft, og ellers er de så forskellige, som man kan være.

Man sår dem en eller anden gang i løbet af foråret og sommeren, og i modsætning til de énårige, der skal nå det hele på en enkelt sommer, så vokser de toårige støt og roligt til, men kun med blade den første sommer. Den næste sommer er det showtime, og fra de overvintrende bladrosetter vokser der både mange flere og tit meget store blade frem, for så til sidst at vise os, hvad de virkelig kan, blomster der kan tage vejret fra én.

Det er blomster, som tiltaler mennesker, der ikke har overdreven ordenssans. Militærisk disciplin i rækkerne derude kan man ikke få med de toårige, men frodighed og overraskelser det er der rigeligt af, hvis man først får dem ind i sit liv.

Elsk de kaotiske to-årige

Kongelys af alle slags, digitalis i alle farver, studenternelliker, og de helt usandsynlige marieklokker, forårets duftende gyldenlakker og de høje natlys med de parfumerede gule, spiselige blomster. Den hedder også klokken 8 blomst, selvom sommertiden har forvirret begreberne, så springer der hver aften et nyt hold ud, der er lysegule nok til at være næsten selvlysende i måneskin. De er alle toårige, selvom især digitalis og gyldenlakker kan overtales til at blive et år mere, hvis man fjerner den visne blomsterstand, så den ikke bruger alt sit krudt på at sikre næste genration.

Det er uregerlige planter, når man først har dem. De bliver ikke som stauder pænt stående, hvor man omhyggeligt har sat dem, de sår sig fuldstændigt som de vil og tit på steder, hvor man ikke selv ville drømme om at sætte dem. Det er også tit her, de er allersmukkest og bliver så store og frodige som de aldrig ellers bliver. De er havens kaoter, og det må man elske dem for.

Et kæmpekongelys kan blive virkelig stort, især når den har valgt at sætte sig midt i lavendelhækken, midt i roserne, eller midt på stien. Men når den først har vist tegn på at blive det største kongelys, man nogensinde har huset, så må den det, og lavendlerne må klare sig, som de kan. Til gengæld gør man klogt i at luge dem bort, der ikke tegner så godt. jeg plejer at give dem en chance og så nøjes med at beholde de virkelig lovende.

Sådan en blomst får en særlig status, en særlig plads i ens hjerte. Den er så stor, at den virker som en eksotisme midt i de ellers høje pæoner, man ser den enorme bladroset blive større og større, indtil den en dag strækker sig i et spir så man taber vejret. Øverst folder en dunet kandelaber på størrelse med en kirkekrone med tusindvis af små gule blomster med mørklilla midte sig ud, og forestillingen varer i månedsvis.

Kongelys

Men kæmpekongelys, som der er flere af, både dem, der er lodne som en tyndslidt bamse, og de mere diskret behårede, er kun en lille del af historien. Verbascumfamilien er mangeartet og efterhånden i alle palettens farver undtagen rent blå.

Min yndling er de meget mindre, ca. 1 m. yndefulde grønbladede Verbascum phoenicium, en helt anderledes plante i alle de lilla, lavendel, lyserøde farver, man kan ønske sig. De kan sås alle vegne, og det ordner de også selv på smukkeste vis. Alle farverne har et nærmest perlemorsagtigt gråligt skær, som gør, at de ser henrivende ud alle vegne. Nogle mener, de er énårige, men det handler om, at de ved meget tidlig såning kan blomstre allerede første år. Almindeligvis er de efter min erfaring toårige, som alle andre Verbascum.

I en helt anden boldgade er der de engelske Cotswold hybrider med varme terracotta-fersken-æblefarver. De bliver lidt højere, ca. 1.2 m. og er bestemt værd at prøve.

Sort kongelys vokser vildt i Danmark, og de er fine, grønne og gule, men frøene skal købes, ikke tages i naturen.

Hvis man bliver bidt, er der mange fine sorter, som kan findes i frøkataloger, og de er alle sammen værd at prøve. Verbascum chaixii er ca. 1,5 m, hvid og yndig med en mørkviolet plet i bunden af hver blomst. De kuglerunde blanke frøkapsler er fine også længe efter, at den lange blomstring er forbi sidst på sommeren.

Digitalis

Den helt almindelige Digitalis purpurea er ikke velset i havelitteraturen, hvor man synes, der skal anderledes raffinement til. Digitalis er bestemt accepteret, men det skal være i sorter, og dem er der mange af. I forædlingen har man arbejdet ihærdigt med at få dem til at have blomster hele vejen rundt om akset, og ikke bare i den ene side, og så vil man gerne have dem i alle mulige andre farver end lige de lyserøde-lavendel-lilla-hvide som purpureaen har.

Jeg er ikke enig. Helt almindelige digitalis er fantastisk, og især hvis der er mange, kan man nyde den enorme variation, der er i både deres farver og de fine fregner de har indeni.

Hvis man overtager en gammel have, behøver man ikke tænke så meget over det. Der dukker med stor sandsynlighed digitalis frem overalt, hvor man vender en skovlfuld jord. Vi ryddede en gammel stenhøj for bregner, og der opstod helt af sig selv et bølgende hav af digitalis, der varede lige til bregnerne overtog det igen, for bregner skal man ikke slås med. De finere sorter og hybrider er nu fine nok. Rent hvide digitalis i et skyggefuldt bed er nærmest en drøm, man kan få dem i alle de varme gyldne, abrikos, laksefarvede, man vil, og de er sjove at lege med, hvad der bare ikke er nogen grund til at rynke på næsen af den almindelige, som er så dejlig og dejlig nem.

Digitalis får nogle gange en ekstrastor blomst allerøverst på akset, meget større, og mere klokkeformet end de andre. Det er et lune, en abnormitet, som man ikke kan gøre noget ved, andet end at more sig over.

Særligt flotte eksemplarer er det en god ide at klippe aksene af, når den sidste blomst er færdig. hvis de overlever endnu et år bliver de endnu mere pragtfulde, og frø skal der nok være nok af.

Når man dyrker toårige vil man opleve, at selvsåningen de første år betyder, at man kun har den hvert andet år. Men det jævner sig, så man i løbet af 4–5 år har dem hele tiden. Hvis man insisterer, kan man jo så halvdelen af de indkøbte frø det ene år, og den anden halvdel det næste, så er man ude over det.

Netop fordi de sår sig så frodigt, må man luge ud i de små frøplanter. Hvis de selv får lov laver de simpelthen tæpper, som er alt for tætte, så de enkelte planter ikke har plads til at blive til noget særligt. Man kan flytte dem om efteråret, eller man kan smide dem væk. Der skal være mindst 35 cm mellem digitalis, store kongelys skal bare have den plads, de skal have.

Natlys

Natlys, Oenothera biennis, gror simpelthen som skidt, man ser den alle vegne som den pionerplante, den er. På byggetomter, langs asfalt og plankeværker. Så dem i grus, mellem sten eller hvor det skal være, bare der er nogenlunde lys, skal de nok vokse. De kan, hvis der er plads nok, blive 1,5 meter høje, og så er de flottest. Mindre og skravlede eksemplarer skal bare luges væk med hård hånd. Der findes en hel masse andre natlys i andre farver og helt lave. Både staudeagtige, enårige, røde og ferskenfarvede. Jeg har ikke prøvet at dyrke dem, men nogle af dem ser fristende ud. Men jeg holder mig til den høje villige natlys, med den kun er det kun et spørgsmål om at vælge, hvor den ikke må gro.

Marieklokke

Marieklokker er noget af det mest opsigtsvækkende, og så alligevel ikke. De bliver til 1 m pyramideformede planter, der blomstrer over en meget lang periode i juni–juli. De fås i de almindelige klokkeblomstfarver, en meget dyb lilla, en blålig lyserød og hvid, og nogle har bare klokken, andre en underkop, sorten ‘Cups and saucers’ er meget fin.

De kæmpestore klokker fik min datter til at udstyre hele sin samling af små dukker med hver sin fine klokkekjole, hvad der er rigelig grund til, at de allerede er sået igen. Den er ikke helt så yppigt selvsående som andre toårige, og jeg vil være stensikker på, at de er er til næste år, så de bliver sået i små bakker, og plantet ud engang i september.

Gyldenlakker

Gyldenlakker er heller ikke noget, man skal bekymre sig om, når man først har dem i haven, og det skal man have. De bruges traditionelt til udplantning meget tidligt om foråret, ved at man tiltrækker planterne i drivhus, så de nærmest er i blomst, når man planter dem ud, ligesom stedmoderblomster. Den nemme måde er at så dem én gang for alle, som andre toårige, plante dem ud i august eller september, og så lade dem passe sig selv. De blomstrer så samtidigt med pinseliljerne, en smuk og meget traditionel landbohavekombination. De har farver som er lidt sære i en forårshave, mørke, og velouragtige, som jeg elsker højest, men de fås også gule og lilla.

Men gyldenlakker kan have hvad farve det skal være, det er duften, det handler om. De har en duft så tung, at man tror det er løgn, den breder sig på varme forårsdage, som om en haremsdame er gået forbi.

Mange af dem overlever som lidt ranglede halvbuske, og det synes jeg, man skal lade dem gøre. Når de ikke overlever, er det som regel fordi, de laver helt overvældende mængder stive frøkapsler. Det er en god ide at luge de farver ud, man ikke vil have, og plukke frøstandene af dem, man vil beholde. På engelsk hedder de wallflowers. Det beskriver, hvordan de helst vil have det: mellem sten, i murværk. Men nu har de altså også mange flere stenmure i England, så vi kan dyrke dem, hvor vi vil. Men flerårigheden er mest sikker, hvor der er godt dræn og meget varme.

På Christiansø vokser de forvildet på en helt betagende måde. Grå sten er smukt til de varme farver, og så får de lov til at vise, hvad de ikke kan på flad jord. At vokse vandret mellem sten, hvor blomsteraksene alligevel står oprejst i en smuk bue. En forestilling som også sporebaldrian kan til perfektion.

Studenternelliker

Studenternelliker er fine at have, og også de sår sig voldsomt. Man kan købe frøene i blandinger, og de er næsten de fineste. Man kan også købe dem enkeltvis i sorter, men så forfejler man lidt den tilfældighed og ustyrlighed, der er ved dem. De falder ud i de mest vidunderlige farveblandinger, fra den lyseste rosa til næsten sorte, og de fleste er tofarvede. Deres velouroverflade giver dem en aura, som et barokmaleri af kongelig farvepragt. Hvis bare man dog kunne brodere en kåbe af dem.

Hvis man sår nok planter, er der også nok til, at man kan luge de farver ud, der støder ens øje. Som kantplante i køkkenhaven er de vidunderlige, så man bare kan plukke alle de buketter, man vil, både til studenter og til sig selv. De er en god kombination med roser, både i buketter og i bedet, og ellers er de fine i højt græs, på en gårdsplads, eller bare i et lidt vildt bed med perikon, krydderurter, lammeøre og klokker, hvor de får lov til at gøre, hvad der passer dem. Duften er der, så fin som i de lave pudenelliker, men det er som om de lyse dufter mest.

Som regel overlever de også flere vintre, men en vis uberegnelighed må man regne med. Studenternelliker gror på en ret sær måde. De har meget tynde stængler forneden og tilsyneladende næsten ingen, sytrådstynde rødder. Det ser nærmest naturstridigt ud, at de er nok til at føde de tykke saftige stængler, der skyder lige op kronet af de små buketter af blomster, hver nellike består af.

Studenternellikers fjumsede filterredelighed af et rodnet er nemt at dele, og nemme at få til at slå rod som de fleste nelliker.

Del det hele og plant op i potter, eller direkte ud i bedet, selv de stykker, der tilsyneladende ikke har rod bliver til nye planter, bare de ikke tørrer ud. Hvis man har fået en virkelig fin variant er det godt at dele den, så øges chancen for overlevelse, og hvis de bare sår sig selv, er der ingen sikkerhed for, at de ligner deres mor.

Natviol

Natviol, Hesperis matronalis, med sine duftende lilla eller hvide blomsteraks er en anden attraktiv toårig. Den kan i god jord blive næsten to meter høj. Den dufter i forårsaftenerne og især efter regn så ubegribeligt dejligt, at man bare må have den. Den sår sig, og de to farver kan blandes, så man efterhånden kan få en bestand af natvioler i meget forskellige nuancer. Hvis det er tørt, får den nogle ucharmerende hvide skimmelangreb, og der er ikke andet at gøre end at hive den op. Det skal man under alle omstændigheder gøre med de fleste, når de er afblomstret, de ligner en ulykke og overlever alligevel meget sjældent vinteren. Der skal nok komme nye frøplanter et par uger efter, der vil blomstre til næste år.

Judaspenge

Judaspenge bliver vist nærmest betragtet som ukrudt, og hvis man ikke gør noget for at begrænse dem, får man ganske rigtigt judaspengekarse over det hele. Jeg river simpelthen dem næsten alle sammen op med rode, når de er blomstret af, men et par stykker af de flotteste får lov at stå med de sære dystre mørklilla frøstande, som har præcis samme farve som mine mørke akelejer. Senere bliver de til de sølvskinnende aks, der har givet dem deres danske navn. Alligevel kommer der for mange frøplanter, lug i dem, så de kan få fuld størrelse. Fuldvoksne judaspenge er en af første større blomsterplanter i haven og en fornøjelse i de tidlige forårsuger, hvor de pynter både i bedet med deres rødlilla farvesprøjt og i buketter med nikkende fuglemælk, botaniske tulipaner og de store scilla. Judaspenge fås også hvide, som er yndige, og i en hvid og grønbladet variant, som er mere sjælden end køn.

Såning og plantning

Alle toårige har det godt med at vokse mellem sten, op ad huse, langs havestier og i alle sprækker. Det kan man gøre på den besværlige måde med at plante de små nye planter ud, og det er klogt, når man har købt en pose dyre frø og vil have dem for første gang. Senere kan man lade dem så sig selv. Men den enkleste måde at få dem på, er at udnytte deres enorme evne til at sætte frø. Man får en håndfuld frø af én, der har dem, og de har mere end rigeligt, og drysser dem ud mellem stenene. Der skal nok komme rigeligt småplanter. Hvis det er en blomst, der er helt ny for én, er det nok en fordel at så dem i en bakke, så man ved, hvordan de små planter ser ud.

Man sår dem i en flad kasse med såjord, og dækker frøene med lidt sand. Hold kassen fugtig, men ikke våd og stil den et sted halvskygge. I løbet af nogle uger er der spirer over hele kassen. Plant dem ud, når de lige har fået lavet et sæt blade mere end kimbladene. Enten i potter enkeltvis eller direkte, hvor de skal gro. Sørg for, at de ikke tørrer ud, mens rødderne får fat. Når de er i ordentlig vækst, kan man slappe af og lade dem passe sig selv. Når man har dem i potter, er det for at sikre dem et ordentligt rodnet, inden de plantes ud på en mer overskuelig måde. Kongelys, klokker, studenternelliker og gyldenlakker kan lide fuld sol. Digitalis, judaspenge og natviol kan gro i næsten fuld skygge.

Og til slut en advarsel. Man skal ikke købe disse planter i plantecentre og på planteskoler. De står der blandet sammen med stauderne, og det er egentlig rent fup. De vokser ikke til, som de rigtige flerårige stauder gør, og de fleste af dem kan ikke lide at blive plantet om. Det er for svært at se, hvor i deres livscyklus, de er, de fleste vil bare lave en lille forkølet forestilling derhjemme, for derefter straks at gå ud. Så dem selv, så er der bananer.