Italiensk arum

Af Jens Thejsen, konsulent, underviser og forfatter, www.jensthejsen.dk

Italiensk arum er en vintergrøn, skyggetålende staude, som er fin, fordi den dækker den ellers vinternøgne jord. De smukke blade er også fine til buketter og blomsterdekorationer på en årstid, hvor der ikke er så meget andet grønt.

En skovbundsstaude

Italiensk arum, Arum italicum, er en skovbundsstaude, som er vildtvoksende i det sydlige Europa, Mellemøsten og Nordafrika. Den trives bedst i en god humusrig skovbundsjord i løvskovens skygge.

Til haven har vi her en staude, som kan tåle at stå på et af de skyggesteder, som mange haveejere har svært ved med at finde planter til. Den klarer sig i de fleste havejorde, både den lidt tunge og den mere lette.

En pudsig livscyklus

Italiensk ingefær

I februar står italiensk ingefær med store flotte og blanke blade med den karakteristiske hvide marmorering. Foto: Karna Maj

I efteråret står der i haver med italiensk arum nogle underlige stokke med orangerøde hætter, som falder fra hinanden i oktober. Under jorden er der stivelsesfulde knolde, og i december – januar kommer de første blade op af jorden.

I januar står den med masser af 20–30 cm lange spydformede blade, som er grønne, med hvide aftegninger langs bladnerverne. Når vinterkulden rigtig tager fat, klasker bladene sammen som blancheret spinat, men straks der kommer lidt sol, bliver de igen spændstige.

I maj kommer der mærkelige hvidgule hylsterblade, som indeholder en nøgen kolbe og nederst, helt skjult, fire typer blomster. Først fra oven en krans af golde blomster, derefter nøgne hanblomster, så igen en gold blomsterkrans og nederst hunblomster. Når blomsterne er klar til bestøvning tiltrækker en lidt ubehagelig lugt fra kolben flere forskellige insekter. Når insekterne sætter sig på hylsterbladets inderside ryger de ned på bunden af hylsteret. Her kan de det næste døgstid kravle rundt og bestøve hunblomsterne med pollen fra besøg i andre italienske arum. De kan ikke komme op, da både hylstervæg og de golde blomster er belagt med olie. Insekterne kommer dog ikke til at sulte, for efterhånden som blomsterne er bestøvet, udskiller de en næringsrig væske, som insekterne kan suge i sig.

Frugtstande på lange grønne stilke.

Frugtstandene med orangerøde bær lyser indbydende i sensommersolen, så det kan være en god ide at fjerne dem i haver med små børn, da frugterne er giftige. Foto: Karna Maj

Når bestøvningen har fundet sted, drysser hanblomsterne pollen på insekterne, og de golde blomster visner, så insekterne igen kan flyve ud i det fri og gå i kødet på en ny italiensk arum. På den måde hindrer planten, at der sker en selvbestøvning.

Både løvblade og hylsterblad visner væk i løbet af forår og sommer, men i løbet af sommeren dannes 20–40 cm høje frugtstande med rundelige frugter. I august skifter de farve fra grønne over orange til røde. Hvis man ikke ønsker, at de selvsår, skal man fjerne frugtstandene inden efterår.

Italiensk arum er giftig

Arum italicum kaldtes på dansk tidligere for italiensk ingefær, selv om den intet har med den spiselige ingefær at gøre, den er oven i købet i en helt anden familie. Dens rodknolde kan minde lidt om ingefærknolde, men de er svagt giftig og er slet ikke egnet til madlavning. Frugterne er også giftige, og de orangerøde frugter kan se indbydende ud for børn, men man kan let fjerne frugtstanden på et tidligt tidspunkt.

Dansk arum

Dansk ingefær

I marts kommer skyder de blanke blade af dansk arum op af jorden. Foto: Karna Maj

Arum italicum har en nordeuropæisk kusine, Arum cylindraceum (maculatum), som hos os kaldes dansk arum. Den har ikke hvide aftegninger og har knap så store blade. Det er en fin skovbundsstaude, men har en helt anden funktion, da den ikke er vintergrøn.

Plettet arum

Plettet arum, Arum maculatum er hjemmehørende i Danmark og det meste af Europa. Den vokser i skove og skovbryn på fugtig bund. Den være helt grøn som dansk arum, men de fleste planter har mørklilla pletter på bladene.

Kommentarer

Der er 2 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

FAUSOL A/S

HORNUM – Stort udvalg af blomsterfrø

Bjarne’s frø og planter

Eksotiske og specielle er vores liv!

Blomstergården

Store samlinger af dagliljer og hosta

Solsikken

Alt til den økologiske have

Staudestedet

Mange forskellige stauder

Staudemarken

Stauder tilltrækker bier, som bestøver.

Naturplanteskolen

Flerårige spiselige planter til haven

Økologiens Have

Frø og blomster, også i haven

Her er du: Forsiden > Prydhaven > Blomster > Stauder > Italiensk arum

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider