Pinseliljer og gyldenlakker

Gyldenlakker og pinseliljer sammen er som jordbær med fløde, traditionelt og uimodsigeligt dejligt, tilfredsstillende og selvfølgeligt.

Gyldenlakkernes duft er sødligere og endnu tungere end pinseliljernes, tilsammen parfumerer en buket et helt hus, og et bed en hel have i de to uger, det varer. De mørke, fløjlsagtige lidt uordentlige gyldenlakker, og pinseliljernes stramhed og renhed giver både i haven og i buketter et helt perfekt, renskuret billede.

Pinselilje af den gammeldags slags. Foto: Karna Maj

Gyldenlakker

Gyldenlakker er bestemt en smagssag. Nogen kan ikke forlige sig med deres mørke og meget lidt forårsagtige farver, rødbrune, mørkelilla, varmtgule og orange, og jeg har også lidt svært ved det. Jeg sår dem i kasser om sommeren, og planter dem ud når de er blevet ca. 15 cm høje i september.

Næste forår blomstrer de, og så hiver jeg alle de gule og orange op, og lader de velourrøde og andre mørke stå. Man kan købe dem i enkelte farver, men så går man glip af variationen.

Gyldenlakker i gyldne farver. Foto: Karna Maj

Når de har blomstret laver de kaskader af enorme frøstande, som man så kan drysse ud, hvor man vil have flere gyldenlakker. De er i princippet toårige, og det er også den første blomstring, der er mest frodig, især fordi de her har flest grønne blade og en kompakt vækst. Hvis de får lov forvedder de ofte og bliver lange, men stående. Hvis man klipper frøstandene af før de modner, har de bedst chance for at overleve. Men i havekredse ser man ned på de overlevende, og behandler gyldenlakker som udplantningsplanter, og hiver dem op igen, når de har blomstret
Der står mere om gyldenlakker i artiklen Showtime med de toårige

Pinseliljer

Man skal gå efter den gamle sort, Pheasants eye. I mange år har man kun kunnet få en moderne sort der hedder Actea. Den er for stor, og en skuffelse, for de dufter ikke nær så godt som den rigtige, som kan købes igen. De er simpelthen vidunderlige.

De er rigtig, rent og uigennemsigtigt hvide i deres letfoldede blomsterblade. der hæver sig fra en nikkende knop til et fladt blomsteransigt når den folder sig ud.Dens trompet er bittelille, grøn, med en fin mørkerød kant, der har givet den fasanøje navnet.

Der skal være nok til at plukke af dem, for man kan ikke lade være. De kommer samtidig med bøgebladene og som sagt gyldenlakkerne.

Pinseliljer i fri dressur i plæne i Kongens Have. Foto: Karna Maj

Pinseliljer i snorlige rækker eller fri dressur

Den helt traditionelle måde at plante pinseliljer på i landbohaver er i snorlige rækker, og netop dér er det faktisk fint som kant i køkkenhaven, eller langs en havesti. Andre steder er de dejligst i fri dressur.

De kan stå i mange år, men pludseligt bliver de blinde. Der stod en sådan række i vores gamle landbohave, der kun var blade, og som jeg havde en mistanke om kunne være rigtige pinseliljer. Jeg gravede dem op, og fordelte dem i dufthaven, i et tæppe af gyldenlakker, og i staudebedene. Det var det rigtig nok, og nu er der pinseliljer overalt, og det føles som juleaften, når de springer ud.

Pinseliljer plantet ud i staudebed. Kongens Have. Foto: Karna Maj

Der findes en gammel, fyldt form af pinselilje som dufter endnu heftigere, og som de fleste fyldte blomster, blomstrer længere end pinseliljen.

Der er mange, mange sorter af narcisser, fælles er den lette vækst, grågrønblå blade, flade ansigter, og den vidunderlige duft. Det er bare at lokke nogle ud af sine havevener når man ser dem, købe løgene, når man kan finde dem.

Jeg har plantet massive mængder af min yndling ‘Thalia’, næsten hvid, letfyldt, og meget, meget nem. Den blomstrer lidt senere end pinseliljerne, sidst i maj, og samtidig med de sene tulipaner, og den er dejlig i buketter, med tulipaner og judaspenge. Den dufter tungt og parfumeret, som alle narcisser.