Kurv med blomster til påskedagene med primula og minipåskeliljer. Foto: Inge A. Futtrup
De fleste forårsblomster er skabt til at kunne klare en smule nattefrost. De kan ganske vist hænge slemt med hovedet ovenpå en kold nat, men lige så snart solen titter frem, strækker planterne de forfrosne blade, retter ryggen og vender ansigtet mod himlen. De ser næsten ud, som om de smiler – og de får os mennesker til at smile og nyde foråret.
Primula og hyacinter i krukke med buksbom og grene. Foto: Inge A. Futtrup
Selvom forårsblomster som hornviol, primula og stedmoder er hårdføre, så er det en stor omvæltning for dem at komme fra gartneriernes beskyttede væksthuse og ud i en martskold have. Så i starten har planterne brug for lidt beskyttelse, hvis termometeret kommer ned omkring 0 grader i nattetimerne.
Hvis du har et drivhus, kan du lade planterne overnatte i det en uges tid – eller du kan tage dem ind i en kølig entre om natten. En dyne af bobleplast fungerer også udmærket, og under alle omstændigheder er det en fordel at anbringe planterne på en læfyldt og beskyttet plads. Husk også, at den skarpe forårssol kan være lige så hård ved planterne som nattefrosten.
Stedmoderblomster lyser op i haven i det tidlige forår. Foto: Inge A. Futtrup
Når de farvestrålende stedmoderblomster og små hornvioler er hærdet, kan de tåle at stå ude i let nattefrost, og som en ekstra gevinst holder de til langt hen på sommeren, blot du husker at nippe de visne hoveder af. Så længe planten ikke får lov at sætte frø, vil den blive ved med at danne nye blomster.
Hvis du synes, stedmoderplanterne og hornviolerne bliver for langbenede og ranglede i løbet af forsommeren, kan du klippe dem ned og glæde dig til endnu en smuk blomstring. Klip dog ikke alt for hårdt. Der skal stadig være blade på planterne, så de kan omsætte solens lys til energi og blomster.
Stedmoder og hornviol vil gerne have masser af lys men bryder sig ikke om sol i timevis. En øst eller vestvendt terrasse er altså bedst. Undgå udtørring af jorden. Planterne foretrækker en let fugtig jord, der dog ikke må være direkte våd.
Stedmoderblomster i mange nuancer. Foto: Inge A. Futtrup
Primula i krukke. Foto: Inge A. Futtrup
Primula – som også kaldes for aurikler og kodriver – bruges ofte som potteplante. Den kan efterhånden købes allerede inden jul og blomstrer villigt og længe i en kølig vindueskarm. En varm stue kan den derimod ikke klare ret mange dage.
Som krukkeplante bryder den sig heller ikke om for meget sol og varme. Den holder faktisk længst og bedst på en let skyggefuld plads.
Afblomstrede primula – såvel fra vindueskarmen som fra krukkerne – kan plantes ud i haven i et skovbundsbed. Hvis du er heldig, vil de komme igen år efter år. Ja, måske ligefrem så sig selv og til sidst danne et tæt og farvestrålende forårsbed.
Primula kan plantes ud i haven. Foto: Inge A. Futtrup
Det samme nummer kan du lave med løgvækster som hyacinter og tazetter/påskeliljer. Altså plante dem ud i haven, når de er færdige med at se godt ud i forårets krukker.
Søg i forhandlerguiden:
Flerårige spiselige planter til haven
Frø og blomster, også i haven
HORNUM – Stort udvalg af blomsterfrø
Alt til den økologiske have
Store samlinger af dagliljer og hosta
Eksotiske og specielle er vores liv!
Mange forskellige stauder
Stauder tilltrækker bier, som bestøver.
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…