De fire opblæste

Jeg har fire sære planter i haven, som tilhører natskyggefamilien, og som alle er karakteristiske ved, at deres frugter er omsluttet af papirslignende »lygter«. To af dem kan anbefales til køkkenbrug, og de er højst forskellige i smag. Tomatilloen skal både ses og smages, før man kan blive overbevist om dens faste plads i haven, mens ananaskirsebærret er en delikatesse, som de fleste vil elske. De to andre nøjes jeg med at nyde synet af, når de blomstrer og har modne frøkapsler. Det drejer sig om stauden jødekirsebær, der gerne vil brede sig, og den etårige sommerblomst kantbæger, som er glad for at så sig selv.

Tomatillo

Physalis ixocarpa

Tomatillo er en ikke særligt dyrket grønsag i danske haver. Mexicansk mad er blevet populær her i Danmark, og nu kan vi selv fremstille flere af de kendte retter som f.eks. guacamole, chili con carne, tacos og salsa. I bl.a. sidstnævnte opskrift indgår en grønsag, som er lige så let at dyrke som tomat, der jo også stammer fra Sydamerika. Frugten hedder tomatillo og minder om en lille grøn tomat, der udvikles på en halvhøj etårig plante. Planten trives herhjemme både i væksthus og på friland. Tomatillos videnskabelige navn er Physalis ixocarpa og kendes også under navnet »tomate verde« (grøn tomat) eller »jamberry« (syltetøjsbær). Planten stammer fra Central- og Sydamerika ligesom ananaskirsebær, der nydes som en eksotisk delikatesse. Tomatillo er hverken sur eller sød, men minder mest af alt om en tomat med fad smag, når den spises i frisk moden stand. Den er mere fast i kødet end en moden tomat og kan f.eks. blandes i dagens salat. Tomatillo egner sig til kebab, hvor skiver af tomatillo sættes mellem kød og peberfrugtstykker. Smagen bliver mere syrlig og minder om en ristet tomat i smag – bare mere fast og kødet. Frø af tomatillo kan købes hos flere frøfirmaer. Frø sås i potter i april måned, og der plantes ud i drivhus eller på friland, når faren for nattefrost er ovre. Planten er ydedygtige og bliver ca 1,5 meter høj og ligeså bred. I drivhus kan den blive endnu større, så det kan blive nødvendigt at beskære den. Tomatillo vil gerne så sig selv, så den plejer at dukke op i drivhus og på friland, og på denne måde har jeg kunnet dele utallige selvsåede planter ud til mange interesserede. Der findes flere sorter af tomatillo, så frugterne kan være lysgule, saftiggrønne eller med violette årer i kødet. Der findes også en tomatillo, der er helt mørkviolet udvendig.

Tomatillo i september – høsttidspunktet er ved at nærme sig, frugterne har fyldt hylstret ud. Foto: Karna Maj

Ananaskirsebær

Physalis peruviana

Ananaskirsebær ligner et kirsebær, men er gyldengul af farve og minder om den aromatiske ananasfrugt i smagen. Ananaskirsebær tilhører natskyggefamilien og stammer fra Syd- og Mellemamerika. Den har været brugt af søfarende som middel mod skørbug, da den har et ret højt indhold af C-vitamin og kunne medbringes som proviant. På denne måde er den blevet spredt over flere tropiske lande i verden og er også blevet kaldt sydafrikansk stikkelsbær. I dag er den forvildet i Sydafrika, hvor den også dyrkes til eksport. Det modne gulorange bær sidder indesluttet i et papirsagtigt bæger. Planten trives godt i drivhus, og giver mange syrlige bær i løbet af sensommeren. De kan spises rå eller tilberedes til marmelade. Server dem i frugtsalater, til osteanretninger eller som cocktailbær på en tandstikker til en velkomstdrink. Ananaskirsebær importeres fra Sydafrika, Afrika og Asien og fås fra juli og frem til februar i velassorterede frugtafdelinger. Frø af planten kan købes i specielle frøforsyninger, eller man kan gemme et modent bær købt i handelen og skære frugten i skiver og tørre frøene. Så frøene ligesom tomater i vindueskarm i marts/april og plant unge planter ud i drivhus med ca 1 meters afstand. Planten kan graves op og overvintres i et frostfrit rum eller få en blivende plads i havestuen.

Ananaskirsebær med en fin moden gylden frugt. Den fine gule blomst med den sorte midte ligner til forveksling tomatilloens blomster. Foto: Anemette Olesen

Jødekirsebær

Physalis alkekengi

Jødekirsebær er en gammel havestaude, som også kaldes for »japanske lygter«, der er det svenske navn for planten. Planten er flerårig og har en 20–40 cm høj stængel. Den er fundet vildtvoksende i Tyrkiet og Østeuropa samt i Japan, Korea og det nordlige Kina. Efter afblomstring ligner de udposede orange bægerblade det hovedtøj, som blev brugt af de jødiske kvinder i middelalderen, og deraf har planten fået navn. Bærrene blev brugt som urindrivende middel samt til behandling af blærelidelser og gigt. Det botaniske navn »physa« betyder blære på græsk og »alkekengi« betyder også blære. Det var også et lægemiddel, der virkede kølende. Bærrene indeholder C-vitamin og er tidligere blevet brugt i mad. Den er flot, når de karakteristiske frøhylstre får orange farver. Planten kan dog blive til et irriterende ukrudt, da den let breder sig. Plant den et sted, hvor den må få lov at brede sig eller grav rødderne ned i et cementrør eller lignende. Jødekirsebær kan trives i al slags jord, der dog helst må være kalkholdig. De tørrede frøhylstre er populære i evighedsbuketter. Deling og udplantning af denne staude bør foretages om foråret. Plant den gerne under træer og buske – bare der bliver sol nok til planten.

Jødekirsebær har nogle meget dekorative orangerøde »lygter«, som lyser op i tusmørket i efterårshaven. De kan også tørres til dekorative formål. Foto: Anemette Olesen

Kantbæger

Nicandra physalodes

Kantbæger er en etårig plante, der vokser vildt på åbent land i Peru, og som også er blevet kaldt for »peruæble«. Frø af planten blev bragt til England i 1759, og i dag er den kendt i mange vestlige lande, hvor den forvilder sig fra dyrkning. Planten har ovale, elliptiske blade, og den får i løbet af sommeren klokkelignende lyslilla blomster. Efter afblomstring fremkommer de karakteristiske frøstande, hvor de brune bær er indesluttet. I en enkelt frøkapsel er der flere hundrede frø. Sås frøene i velgødet jord, kan planten blive op til 1,5 meter høj og lige så bred. Planten er yndet af blomsterdekoratører, da frøstandene er dekorative i buketter, og de kan evt. sprayes med guld eller sølv, før de bruges i juledekorationer. Planten er ikke spiselig, men har været brugt medicinsk i Sydamerika som et vanddrivende middel. Hvis man ikke kan lide at få kantbæger over hele haven, fjernes de visne planter og brændes.

I en enkelt frøkapsel er der flere hundrede frø. Frøstandene er meget dekorative til dekorationer. Foto: Karna Maj