Peberrod

Peberrod, Armoracia rusticana, har været dyrket i århundreder og er værdsat for sin skarpe, peberagtige smag og sine bakteriehæmmende egenskaber, der har gjort planten vigtig i folkemedicinen. Den skarpe smag skyldes svovlholdig allylsennepsolier. Udtræk af peberrod har også været anvendt til bekæmpelse af flere plantesygdomme, både grå monilia og hvedens stinkbrand. Planten tilhører korsblomstfamilien og er kendetegnet ved sin lange pælerod og sine langstilkede, ægformet-ovale blade, der er rundtakkede og op til 80 cm lange.

Danmarks JordbrugsForskning, Årslev har indsamlet en række forskellige kloner, der udgør hovedstammen af peberod i den fælles nordiske genbank og har til formål at sikre plantens genetiske variation.

Dyrkning

Peberrod trives både i sol og halvskygge, og kan på grund af sin store vækstkraft klare sig både i skvalderkål og andet genstridigt ukrudt. Planten giver bedst i sol i en dybmuldet fugtig jord og foretrækker generelt lettere velgødede jorde frem for tunge lerjorde.

Hvis man kender haveejere, som har peberrod i haven, er det sikkert muligt at få lov til at henet et par planter. Ellers må man forbi planteskolen og se, om de har peberrod i deres sortiment.

Planteetablering sker om foråret ved lægning af 25 cm lange afrevne siderødder eller stængelstykker fra pæleroden. Stykkerne lægges i en fure og dækkes med ca 8 cm jord. I starten af juli kan planterne »nakkes«, hvilket indebærer, at rodhalsen blotlægges og trækkes lidt op, hvorefter de kraftigste siderødder under topskuddet fjernes. Dette bør ske efter regnvejr, når jorden er fugtig. Resultatet er en kraftigere rodstok, fordi planten tvinges til at optage næring gennem bundrødderne. Efter et sådant indgreb, der for en kortere periode sætter plantens vækst lidt tilbage, bør planten hyppes omhyggeligt. Peberrod kan med fordel dyrkes i spande uden bund, så der er mere styr på de mange siderødder. Ved afpudsning eller »nakning« tages spanden op, siderødderne skæres bort og ny kompostjord tilføres, så hovedroden har noget af vokse af. De senere år, er hvidbroget peberrod blevet mere efterspurgt.

Høst

Peberrod. Denne klon nr. 31 er indsamlet i 2002 af Gitte K. Bjørn, Danmarks JordbrugsForskning. En flot plante på et hushjørne – her kan man holde et vågent øje med, hvor meget den breder sig. Foto: Gitte K. Bjørn

Peberrod høstes fra august–september og vinteren igennem. Som mange andre rodafgrøder opbevares peberrod bedst i jorden vinteren over. Planterne kan evt dækkes med gran eller andet vinterdække, så de er lette at komme til. Ønsker man sikker adgang til peberrod hele vinteren, kan peberroden graves op i november og placeres i store kasser med fugtigt sand, hvorfra de tages løbende.

Ukrudtsproblemer

Af praktiske grunde bør man være påpasselig med at medtage peberrod i sædskiftet. Årsagen er, at den lange pælerod, sjældent høstes fuldstændig i dybden, hvorefter planten kan blive et stærkt generende ukrudtsproblem i efterfølgende afgrøder. Sættes peberrod alligevel i sædskiftet med andre korsblomster, bør roden graves helt op ved høst.

Hvor peberrod placeres under frugttræer og får lov til at passe sig selv, kan efterhånden der dannes et genstridigt tæppe af planter. Bekæmpelse kan ske ved at skygge planterne bort med et gammelt tæppe sort plast og lignende.

Skadedyr og sygdomme

Kålfluens larver foretrækker foruden blomkål og kinakål også peberrod. De snylter på roden og nedsætter kvaliteten betydeligt. Angreb forebygges ved at lægge en plade eller afklippes græs tæt ind til stænglen, så fluerne ikke lægger deres æg i jorden tæt ved.

Også sygdomme kan angribe peberrod. Hvidrust rammer især svagt gødede planter og viser sig ved hvide, pudeformede belægninger på bladene. Virus kan også inficere peberrod og viser sig som gulgrønne partier på bladene.