Yndlingstomater

Det er meget svært at udvælge sine yndlingstomater, når man dyrker så mange forskellige, som jeg har lyst til. Sidste år var det nogle og halvtreds, og i øvrigt er de forskellige fra år til år.

Jeg finder hele tiden tomater, der er bedre end dem, jeg har i forvejen, og der skal jo virkelig være forskel, for at det er sjovt at dyrke dem. Nogle sorter holder kun en enkelt sæson, andre har jeg år efter år. Men fælles for dem alle er, at de er gamle, velprøvede, og dermed det, der hedder frøkonstante.

Det kan derimod ikke lade sig gøre at tage frø af moderne F1 hybrider, som er en krydsning af to helt andre tomater. Hvis man prøver det, får man et tilfældigt udvalg af den genpulje, disse krydsninger rummer, og det er ikke særligt godt.

Gamle og frøkonstante sorter

Jeg gider ikke have F1 hybrider, det er for irriterende at vide, at man ikke kan tage frø af dem og få de samme tomater næste år. Det er provokerende, at nogen ejer mine tomaters genetiske sammensætning, og som regel er de også dødssyge og kedelige.

Mine tomater vil år efter år give mig de samme elskede tomater som sidste år, de har været dyrket så længe, at variationen er minimal. Tomater er selvbestøvende, men der kan selvfølgelig ske, at en bi kommer forbi og blander kromosomerne sammen, så der kommer helt nye tomater ud af det. Det ved man så ikke før næste år, hvor der pludselig er helt nye tomater i ens drivhus, men det er meget sjældent, det faktisk sker.

Det skete for mig et år, en fantastisk flot helt utrolig orange tomat, tykkødet og sødmefuld, aflang som en sugotomat, med den mest nuser lille spids i enden og et utroligt flot, tyndt skind, åbenbarede sig i drivhuset. Jeg har aldrig før prøvet at navngive en plante, og var nærmest beæret ved tanken. Jeg valgte at kalde den ‘Mango’ på grund af både formen og farven, og det passer den godt. Det store spørgsmål var så, om frøene fra den så ville give det samme resultat næste år, og det gjorde de gudskelov. Jeg har haft flere planter af den siden, alle helt ens, og jeg er moderligt stolt af den.

Mine tomater kommer fra hele verden, jeg har købt dem i tomatform mange steder og taget frø fra dem med hjem, efter først at have sikret mig at det faktisk var gamle sorter. Mange er også fundet på nettet hos folk med samme vanvid som jeg selv, det er vildt spændende, og der ligger allerede frø af 20 nye sorter til det kommende forår. En af dem er en virklig særling, en ‘Reisetomate’ fra Guatemala, som består af en helt tæt klase småbitte tomater, samlet til en hel frugt, som man kan brække af en ad gangen.

Farvestoffer og smag

Hvis man skal være generel, så er det i høj grad farvestofferne i tomaterne, der smager skønt. Så jo mørkere og mere intenst farvede tomater, jo mere smag. Det betyder, at den rigeste tomatsmag fås i de »sorte« sorter, som kan være alt fra lilla-røde til mørkebrune. Meget røde tomater har som regel også mere smag end de blege, og de gule har generelt mindst. Derfor kan gule tomater godt være skønne, især er mange af de gule meget søde og frugtagtige, og de grønne sorter, dvs. dem der også er grønne, når de er modne, har en særlig citrusagtig friskhed, og ofte stor sødme.

Tidlige sorter

Jeg dyrker bl. a. ‘Pink ping pong’, en lyserød cherry tomat med fin smag, ‘Green sausage’, en ældgammel sortgrøn- og gulstribet sugotomat, ‘Banana legs’, en gul sugotomat, og ‘Summer Peach’, som er en sjovt ferskenlignende, meget lys tomat, i abrikosstørrelse

Små tomatsorter

Mange af de små tomater er rigtig gode, søde og meget rigtbærende. Jeg dyrker mange forskellige, men er mest vild med de små lillasorte ‘Black cherry’, de brun-rødsorte‘ Black Plum’, de stribede mørkegrøn-brun- og rødstribede ‘Black zebra’, og den lyserød-gule ‘Isis Candy’.

Mellemstore tomater

Jeg holder mest af ‘Green Zebra’, som er en amerikansk sort med jadegrønne tomater med gyldne striber, den røde, tyndskallede gamle franske sort ‘Saint Pierre’, den brunsorte ‘Black Prince’, den rød-gulstribede ‘Tigarella’, den knaldrøde ‘Bloody Butcher’, der især tidligt på sæsonen har en meget fin, fyldig, ren smag.

Bøftomater

Jeg holder meget af den irgrønne saftige ‘Evergreen’, den krydrede sort-gyldenstribede ‘Chocolate Stripes’, den lyserøde hjerteformede ‘Coeur de Boeuf’, de gyldne ‘Striped German’ med pink flammer inde i kødet, den meget aromatiske ‘Vintage Wine’, rød-gulstribet og gammel amerikansk heirloom, den ekstremt riflede ‘Zapotee’ som slet ikke ligner en tomat, men et helt andet væsen. Den er opkaldt efter den mexicanske indianerstamme, der har dyrket dem i århundreder.

Frilandstomater

‘Matina’ er en robust og ret tidlig sort og ‘Coeur de Boeuf’ er også ret velegnet.

Og så har jeg gode erfaringer med en meget sjælden lillebitte ‘kinesisk’ vildtomat. Det er en anden tomatart, Lycopersicon pimpinellifolium, som faktisk stammer fra Peru. Bladene er helt anderledes end almindelige tomatblade, de ligner nærmest vildroseblade. Den skal man under ingen omstændigheder dyrke i drivhus, den er ufattelig frodig, med masser af klaser af minitomater i henholdsvis rødt og gult. Helt modne er de saftige, søde og aromatiske.

Sugotomater

Formerne er lige så forskellige som farverne, de aflange tomater er som regel sorter med et meget lavt vandindhold og få frø, beregnet til sugo, italiensk tomatsauce, og er ikke så velegnede til f.eks salat. ‘San Marzano’ er en god gammel sort.

Millefleur tomater

En særlig gruppe er ‘Millefleur’ tomater, der blomstrer i store skærme ligesom en hyldeblomstskærm. De er usandlsynligt flotte og frodige og bærer frugter langt ind i oktober. Jeg har i mange år dyrket sorten ‘Polen’, som bærer små, dråbeformede, gule pæretomater, der smager skønt.

Tomatfrø

Hvis man vil beholde en sort for eftertiden, er det nødvendigt at være kræsen med de tomater, man tager frø fra. For eksempel fik mine ‘Pink ping pong’ i år nogle frugter på en af planterne, der lignede meget, voksede på samme måde, smagte ens, men var mere røde og havde en spids, der fik dem til at ligne en radise. Når jeg jeg tager frø fra dem, får jeg måske en ny sort, de er i hvert fald tilstrækkeligt langt fra ‘Pink ping pong’ til, at det ikke er den længere.

Det sker hos alle grøntsager, der ikke er F1 hybrider, at den genetiske baggrund kan spalte ud i forskellige mulige afkom, ligesom ikke engang enæggede tvillinger er helt ens. Sammenligningen holder så ikke helt, for kvinder er nu engang ikke selvbestøvende. Så når man vil beholde sortens karakteristika, skal man naturligvis tage frø af dem, der er mest typiske.

Det er klogt at tage frø af sine tomater løbende og ikke kun af de allersidste. Dels ved man aldrig om man får flere, dels kan de sidste have svært ved at modne ordentligt.

Det er klogt at tage frø fra ikke bare en, men flere tomater af samme sort og helst fra flere planter. Vælg nogle, der er 100% typiske for sorten og helt modne.

Skær tomaterne over og pres kernerne ned i en skål med hænderne. Skrab det hele ud med en teske, især i bøftomater sidder frøene i små lommer fordelt i hele kødet. Der er enorm forskel på hvor mange frø, der er i tomater. Fra nogle få stykker i en sugotomat, måske 50 i en cherrytomat og til flere hundrede i en stor bøf. Fjern snusk. Kom kerner og den gele, der omgiver dem, ned i et glas. Sæt med det samme en mærkat på glasset med sortens navn, eller en god beskrivelse.

Kom vand på til der er nogle cm vand i glasset. Lad så glassene stå og gære i 2–4 dage. Der danner sig en hinde og nogen gange mug oven på vandet, og det gør ingenting. Til sidst hælder man frøene op i en metalsigte, skyller dem godt, og gnubber snusk af under rindende vand. Frøene bredes ud på en side avispapir, frøene skal ligge hver for sig. Skriv sortens navn på papiret, meget tydeligt, samt årstal.

Lad siderne tørre nogle dage, til de er helt gennemtørrede, pak dem sammen og skriv sortens navn også udenpå pakken. Pak det hele i flere lag plasticposer og læg dem køligt, til det bliver forår. Hvis man har en særlig skøn sort, skal man dele ud af den, evt via et medlemskab af Frøsamlerne.

Når de skal gæres, handler det om, at de som andre frø af frugter og bær er beregnet på en tur igennem nogens tarmsystem, før de skal spire, og det er det, man efterligner med gæringen. Tomatfrø kan spire uden, især hvis gæringen forgår inden i frugten, hvor den falder. Men man forøger chancen for at frøet er spiredygtigt på den måde, og får samtidig fjernet det snot, der sidder udenpå frøene.

Ovenstående artikel er et uddrag fra Camilla Plums nye bog »Camillas have«, som udkommer på Politikens Forlag i april 2009. Bogen er illustreret med fotos af Anne-Li Engström.