Oxalis – mere end en prydplante

Planteslægten Oxalis omfatter flere hundrede arter, enkelte arts­hybrider og en del sorter inden for nogle af de dyrkede arter – tilstrækkeligt mange til, at slægten er blevet interessant for plantesamlere. Jeg er langt fra selv at være Oxalis-samler, men jeg har gennem årene haft en del forskellige slægtsmedlemmer i dyrkning og har efterhånden fået et familiært – eller måske rettere slægtskabeligt – forhold til planteslægten.

Ukendte planter får det til at krible i fingrene

Mit forhold til planteslægten startede med, at jeg et par steder i den ældre, danske havebrugslitteratur var stødt på omtaler af en Oxalis-art, der gav spiselige rodknolde, og som kunne dyrkes i Danmark. Denne art hedder nu oka på dansk. Jeg ledte videre for at finde mere om planten og fandt undervejs omtale af en anden Oxalis-art, der producerer spiselige rødder under vores himmelstrøg. Denne art har det danske navn lykkekløver.

Jeg har det sådan, at når jeg læser eller hører om for mig hidtil ukendte planter, der måske kan producere spiseligt frugt eller grønt under vores himmelstrøg, så kribler det i mine fingre for at få det afprøvet. Det er en lidenskab, som jeg utvivlsomt deler med mange af andre økologiske haveejere. Jeg tror, det er naturligt, at mennesker, der interesserer sig for økologisk dyrkning, også er ivrige efter at afprøve nye afgrøder. Vi ved jo, at alsidighed og variation er vigtige begreber både i forbindelse med jordbrug og ernæring.

Oxalisslægten har kulinarisk potentiale

Det lykkedes mig at få fat i formeringsknolde af henholdsvis oka og lykkekløver. Med de dyrkningserfaringer, som jeg har høstet indtil nu, tror jeg på, at disse Oxalis-arter har potentiale til at indtage en fast plads blandt leverandører af rodfrugter til det nordiske køkken.

De første, lovende erfaringer med oka og lykke­kløver fik mig til at interessere mig for, om der skulle være flere medlemmer af Oxalis-slægten med kulinarisk potentiale. Min foreløbige konklusion er, at blade og blomster af flere andre af de Oxalis-arter, vi kan dyrke i haverne herhjemme, først og fremmest kan berige grønne salater med pynt og frisk syrlig smag. I min dyrkning af de forskellige Oxalis-arter er jeg også kommet til at sætte megen pris på deres egenskaber som prydplanter. Generelt kan jeg anbefale de beskrevne arter som letdyrkelige, dekorative og blomsterrige.

Skovsyre

Oxalis acetosella

Skovsyre findes vildtvoksende i danske skove. Den dukker frem i foråret med blomster, der på afstand ikke syner af meget, men ved nærmere eftersyn viser sig at være særdeles nydelige med hvidlige kronblade med rødviolette årer. Planten kan stå med grønne blade året rundt. Nye, friske blade spirer frem i løbet af foråret samtidigt med blomstringen.

Blomsterne og bladene kan bruges som spiselig pynt i salater. De bidrager samtidig med et friskt, syrligt pift til helheden. Blade af de forskellige Oxalis-arter kan generelt bruges som spiselig pynt, men netop fordi skovsyrens blade er forholdsvis små, er de oftest de mest anvendelige til formålet.

Jeg har fået skovsyre til at etablere sig i haver i skygge under større træer, hvor planten ikke skal konkurrere med så mange andre planter om vandet og næringen i de øverste jordlag.

Oka

Oxalis tuberosa

I nogle sydamerikanske lande omkring Andesbjergene er okaplantens underjordiske stængelknolde en vigtig næringskilde for befolkningen. I Europa har planten været kendt siden engang i 1800-tallet, men den er aldrig rigtigt fundet dyrkningsegnet i større stil. I Peru og Bolivia findes oka i mange kulturformer med knolde i forskellige farver og størrelser. Den type, jeg har i dyrkning, har meget smukke knolde med delikat smag og lækker konsistens. De enkelte knolde er af fingertykkelse og er 2–5 centimeter lange. Planterne sætter med nogle få undtagelser ikke blomster under vores himmelstrøg.

Jeg opbevarer læggeknoldene vinteren over i næsten tør jord i potter – køligt og frostfrit. Knoldene kan plantes ud fra begyndelsen af april. Det er vigtigt, at de ikke når at lave lange spirer inden lægningen. Jeg planter med ca. en halv meters afstand mellem hver plante i cirka 5 centimeters dybde i jorden. Kommer der nattefrost, mens spirerne er på vej op af jorden, skal man dække med fiberdug eller andet isolerende materiale. Samtidigt med at man lægger knoldene, kan man så radiser, spinat eller en anden hurtigt høstklar afgrøde, som kan dække jorden mellem okaplanterne, før okaplanterne rigtigt begynder at tage fat i den sidste del af sommeren. Sidst på sommeren og i løbet af efteråret vil planternes frodige vækst dække jorden.

Gamle dyrkningsanbefalinger siger, at man kan hyppe jord op omkring stænglerne, efterhånden som de vokser til, for at der kan blive afsat flere knolde. Jeg har endnu ikke fået afprøvet det, men jeg har set, at stænglerne kan slå rødder og sætte knolde, hvor de bliver dækket af jord. Knolddannelsen hos oka er dagslængdeafhængig, som vi eksempelvis også kender det hos jordskok. Først sent på efteråret vil man kunne høste. Det betyder, at en tidlig nattefrost kan ødelægge høsten, med mindre man får dækket planterne, mens frosten står på.

Se fotos af røde okaknolde og dyrkningstips i artiklen To knolde på afveje:

Lykkekløver

Oxalis tetraphylla (syn. Oxalis deppei)

Denne Oxalis har bladplader, hvad der har inspireret til, at planten på dansk har fået navnet lykkekløver. Lykkekløver er mest kendt i en udgave med sortsnavnet ‘Iron Cross’. Denne sort er rødbrun på den inderste tredjedel af bladpladen, hvilket giver en meget dekorativ virkning, både når bladet ses alene, og når der er mange sammen. Lykkekløver blomstrer med flotte, røde blomster det meste af sommeren. En anden udgave har stregtegninger på bladpladerne, og blomsternes kronblade er nærmest pinkfarvede.

Lykkekløver er almindelig brugt som potteplante eller udplantningsplante i bede med sommerblomster. Lykkekløver danner under gunstige betingelser i løbet af sommeren en stor konisk, glasagtigt hvid pælerod med en diameter på 2–3 centimeter foroven og en længde på 5–7centimeter. Jeg har brugt rødderne i wok­retter og sammenkogte retter. Rødderne har en mild, ikke særlig karakteristisk smag og en dejlig konsistens, både når den er sprød ved lynstegning eller blødere ved kogning. I en af mine gamle havebøger, Køkkenhavedyrkning af Stephan Nyeland (1886), kan man læse: »… aller bedst smager de dog, når de koges i salt vand, mases igennem en grov sigte og anvendes som jævning på suppe; denne får derved en så fortrinlig smag, at den står langt over al anden suppe«. Jeg har selv til gode at afprøve denne opskrift.

Lykkekløver er rimelig let at dyrke i bede eller potter, men indtil videre har jeg kun haft held med at dyrke planter med tilstrækkeligt fine rødder i store potter eller højbede. Planterne skal have dyb, løs og muldrig jord for at udvikle de eftertragtede rødder.

Lykkekløver formeres almindeligvis af knolde, som i løbet af sommeren dannes i en krans øverst på pæleroden. Ved høst i efteråret kan der være 20–30 knolde fra ærtestore til hasselnødstore. Knoldene overvintres tørt, køligt og frostfrit og kan lægges i begyndelsen af maj på blivestedet i en dybde på én til få centimeter. Afstanden mellem planterne skal ca. være 10 centimeter. Planterne kan også dække jorden ved større indbyrdes afstande. Jeg har forsøgt at forkultivere i mindre potter i drivhus for senere udplantning, men rødderne af de udplantede planter blev snoede og knudrede og besværlige at tilberede.

Sommerfuglekløver

Oxalis triangularis

Et gæt kunne være, at denne art har fået sit danske navn, fordi de enkelte bladplader kan klappe sig sammen og folde sig ud på en måde, som kan minde om sommerfugle, der sidder og skiftevis åbner og lukker vingerne sammen.

Sommerfuglekløver er den af de nævnte arter, der bliver brugt mest som indendørs potteplante. Der er fremelsket utallige sorter af arten, som oprindeligt stammer fra Brasilien. Udendørs bruges sommer­fuglekløver typisk som bunddækkende sommerblomst – alene eller i sammenplantninger.

Planten tåler fuld sol, men bladene bliver flottere i halvskygge. Dyrkningsjorden skal være rimelig fugtig og veldrænet. Blade og blomster smager syrligt og kan pynte i salat. De enkelte planter danner på samme måde som lykkekløver rødder, der i udseende minder en del om hvide, aflange radiser. Rødderne er spiselige, men hvor velegnet arten er i sammenligning med lykkekløver, når det gælder kvalitet og udbytte, har jeg endnu ikke tilstrækkelig erfaring til at udtale mig om.

Sommerfuglekløver danner et flere centimeter langt, underjordisk stængelstykke, hvorfra blade og blomster udgår. På den underjordiske stængel dannes også i løbet af sommeren knolde som kan blive ophav til nye planter det efterfølgende forår. Knoldene opbevares tørt og køligt vinteren over. Planterne kan forkultiveres indendørs fra marts til senere udplantning, når faren for frost er overstået.

Rosenrød surkløver

Oxalis articulata

Denne art er meget brugt i ampler og som bunddække i potter. Populariteten skyldes utvivlsomt, at planten er taknemmelig at have med at gøre, og at den har en fantastisk blomsterrigdom fra forår til efterår. De lyse blade og de lyserøde blomster kan bidrage med lidt syrlig smag og pynt i salater. Den overvintres lyst, frostfrit og køligt og formeres fra knolde eller stængelstykker.

Vulkansurkløver

Oxalis vulcanicola

Vulkansurkløver er som rosenrød surkløver velegnet til ampler og bunddække og meget blomsterrig, men har små, kobberfarvede blade og mørkegule blomster. Den findes i flere sorter, og kan anvendes som syrlig pynt. Den overvintres køligt og rimeligt lyst og formeres i foråret ved stiklinger.