Forkultivering til friland

Denne artikel er et uddrag af artiklen »Forkultivering af grønsager til friland«, som er bragt i bladet Praktisk Økologi 02–2020.

Da jeg for efterhånden en del år siden startede med at dyrke køkkenhave, blev de fleste afgrøder sået direkte i jorden i april–maj, suppleret med hvad jeg kunne købe i form af udplantningsplanter som kål, porrer og squash samt naturligvis læggekartofler og stikløg. Fra midt på sommeren kom der sjældent nye ting i jorden, og først på efteråret var hovedparten af bedene stort set tomme. Lige bortset fra tidlige radiser og spinat om foråret foregik det meste af høsten i perioden juni til september.

I dag er situationen nærmest modsat: Stort set alle grønsager bliver forkultiveret – eneste undtagelse er de fleste rodfrugter, som oftest ender som mange-armede blæksprutter, hvis de udsættes for en omplantning. Alt andet bliver på et eller andet tidspunkt i løbet af sæsonen (men ikke nødvendigvis altid) forkultiveret i små potter, roottrainers, pluggboxe, kasser osv. for senere at blive udplantet, og det er der ganske mange grunde til.

Forkultivering kræver lidt arbejde, men det lønner sig i den sidste ende i form af et større og mere sikkert udbytte. Foto: Peter Norris

Længere vækstsæson

Den væsentligste fordel er, at de fleste småplanter når at tilbringe 3–6 uger i diverse beholdere, inden de udplantes, således at man ved at forkultivere frem for at så direkte får foræret 2–3 måneders længere dyrkningssæson ganske gratis og hermed et noget større udbytte af det køkkenhaveareal, man har til rådighed.

I det tidlige forår kan man så indendørs i en vindueskarm på et tidspunkt, hvor jorden i køkkenhaven endnu ikke er »tjenlig« – med andre ord for kold, våd eller stiv til, at frøene vil kunne spire, endsige overhovedet overleve.

Ofte kan man opleve, at den første direkte såning mislykkes på grund af vejret – man må så om og har hermed allerede mistet 2–3 uger af dyrkningssæsonen. Ved at forkultivere kommer tingene tidligere i gang, og når jorden flere uger senere endelig er egnet til at så i, og der ikke længere er fare for nattefrost, har man allerede småplanter godt på vej, som man kan sætte i stedet. Det fører til en noget tidligere høst, end man ellers ville have fået, og dermed mulighed for tidligere at kunne så eller udplante den næste afgrøde på samme plads.

Forkultivering af afgrøder om foråret giver med andre ord bedre mulighed for bagefter at dyrke en anden afgrøde på stedet.

Især om efteråret kan flere ugers tidligere start betyde meget for udbyttet, og hvad der overhovedet er muligt at dyrke, så man får noget ud af det. Har man forkultiverede småplanter parat til at overtage arealet, efter at den første afgrøde er ryddet, kan disse bedre nå at udvikle sig til høst i efteråret, inden de kortere dage med mindre lys og faldende temperaturer sætter en stopper for væksten.

Ofte vil man oven i købet kunne udplante de forkultiverede planter imellem den første afgrøde, inden denne er færdighøstet, idet småplanterne allerede har en tilpas stor bladmasse, så de kan klare sig i en periode uden at gå helt i stå på grund af manglende lys.

Afhængig af hvad man vælger at dyrke, kan man i kraft af de 2–3 måneders længere sæson nå at høste op til tre forskellige afgrøder på samme areal. Et eksempel kunne være: Salat plantet i marts, dværgbønner plantet i maj og til sidst rødbeder udplantet i august.

Endnu en fordel er, at når man forkultiverer, spares der frø og tid ved ikke at skulle udtynde, og planterne kan sættes i den rigtige afstand fra starten. Foto: Heidi Kirk Nissen

Vil du vide mere om fordelene ved at forkultivere grønsager til friland, Peter Norris tips til perioden fra såning til udplantning, krav til udstyr, og hvilke grønsager du med fordel kan forkultivere, så kan du læse hele artiklen i medlemsbladet nr. 2–2020 fra Landsforeningen Praktisk Økologi.