Dyrkning af hasselnødder

Hasselnødden har lige fra gammel tid haft en vigtig plads i husholdningen. På køkkenmøddinger fra stenalderen er der fundet store mængder af skaller fra små tykskallede hasselnødder, og i oldtiden var der helt faste regler for ejerforhold til skovens vilde nødder. Der plantes stadig en del skovhassel i naturen, men til moderne plantninger med nøddehøst for øje, bør der plantes storfrugtede sorter. Disse giver op til 10 gange højere udbytte og er af bedre kvalitet.

Sorter

De fleste aktuelle sorter er tiltrukket af engelske og tyske hobbyforædlere i midten af forrige århundrede og omtalt allerede i H.C. Bredsteds bog »Hasselnødden« fra 1887. Siden er der stort set ikke kommet nye sorter til.

I danske forsøg har sorterne ‘Lamber Filbert’ og ‘Lang Tidlig Zellernød’ været de mest frugtbare. Andre frugtbare sorter er ‘Waterloo’, ‘Webbs Price Cob’ og ‘Atlas’ (Romersk nød). ‘Cosford’ har meget god kernekvalitet og tynd skal, men udbyttet er lavt. For en mere udførlig beskrivelse af sorterne se Grøn Viden No. 67 fra Statens Planteavlsforsøg.

Gode sortsegenskaber er højt udbytte, fiberfri kerner, der fylder den tynde skal godt ud, resistens mod knopgalmider og nøddesnudebiller. Den sidste egenskab er svær at forene med tynde skaller. Til friske dessertnødder i haser bør denne omslutte og holde på nødden, således som det ses hos ‘Lambert Filbert’ og ‘Webbs Price Cob’. Af hensyn til bestøvningen er det vigtigt at plante flere sorter, da visse (bla. de to sidstnævnte) ikke kan bestøve hinanden, og blomstringstiden ikke altid er sammenfaldende. Høsten sker normalt i september/oktober. Ved at opbevare nødderne i plasticposer i køleskab kan man holde dem friske og saftspændte julen over. Sådanne friske nødder er en helt anden smagsoplevelse end de importerede nødder, der normalt fås. Et par gode buske kan klare familiens juleforsyning.

Forædling

I gode år kan sorten ‘Lang tidlig Zellernød’ være overordentlig frugtbar. Foto: Karna Maj

I den ny verden har der været mere gang i tiltrækningen af nye sorter. Hobbyforædlere i Canada og USA har forsøgt at forene de bedste egenskaber hos de dyrkede storfrugtede sorter med den tyrkiske træhassels evne til at vokse som et enstammet træ. Et stammet træ er nemmere at passe som plantagekultur end buske. Visse træhasler har desuden lyse strågule kerner, der er helt fri for det fibervæv, der ofte klæber til kernerne på de dyrkede sorter, og fedtprocenten er så høj, at kernen stort set ikke skrumper ved tørring. Dette avlsarbejde har resulteret i en række spændende nye sorter med forbedret kernekvalitet. Sorterne er dog endnu ikke afprøvet under danske forhold.

Plantning

Hassel holder af frugtbar jord med en nogenlunde stabil vandforsyning. Af hensyn til høstudbyttet bør der være læ og gerne fuld sol. Buskene bliver normalt store og bredkronede hvis de ikke holdes nede ved passende beskæring.

Alt efter hvor intensivt man ønsker dyrkningen, kan der plantes med en afstand på 2–4 m mellem træerne og 4–6 m mellem rækkerne. Ved disse store planteafstande kan man i begyndelsen mellemplante med andre afgrøder, f.eks. grøntsager eller jordbær.

Mellemplantninger og pasningen fungerer lettest, hvis der er mindst 50 cm stamme på træerne. I Danmark opnås dette normalt ved, at man ved plantningen trækker det længste skud op til en bambuspind og fjerner alle andre ved basis. Denne metode indebærer dog en livslang indsats med beskærersaksen, da hassel af natur fornyer sig ved lange vanrislignende skud fra stammebasis. Det er muligt at pode i 50–80 cm højde på de ovenfor nævnte træhasler, men disse kan være svære at skaffe, og podningen kan være lidt vanskelig at få til at lykkes i det fri.

Beskæring

Hassel er en af de frugtarter, der giver et højere udbytte ved en hensigtsmæssig beskæring. Blomsterknopper findes især på middellange skud fra sidste års vækst. Det gælder derfor om at fremme nyvækst gennem en årlig bortskæring af lystætte og udlevede partier i kronen. Det er desuden muligt at holde hasselbuskene som en slags hækkultur. Plantningen bør da være noget mindre end beskrevet ovenfor, og ved beskæring holdes hækken smal og så høj, som det ønskes. Hvis der skæres for kraftigt, kan det dog knibe lidt med at få hunblomster i de nye skud.

Sygdomme

Et par sygdomme kan være et problem i hasselkulturen. Svampen Gul Monilia kan være årsag til brune kerneløse nødder, der normalt afkastes i august. Økologiske bekæmpelsesmidler kendes ikke. I fugtige somre med høj temperatur kan endvidere Hasselbakteriose medføre udbyttetab. Symptomerne er her sortbrune pletter på has og skaller og talrige små brune pletter på bladene.

Alt andet lige vil velpassede og velbeskårne buske med lys og luft i kronerne være mest modstandsdygtige, og sygdommene er da normalt ikke noget større problem.

Skadedyr

Hasselknopgalmiden er nok det skadedyr, der er vanskeligst at bekæmpe i den økologiske drift. Heldigvis er angrebene sjældent så alvorlige, at det for alvor går ud over udbyttet. Der er forskel i sorternes modtagelighed, men om dette vides ikke meget.

Nøddesnudebillen er årsag til de velkendte »orm« i nødder. Billerne lægger æg i de umodne nødder i juni. Larverne ernærer sig af den voksende kerne og i løbet af september gnaver de sig ud for at falde til jorden, hvor de forpupper sig. Næste forår kravler billerne op af jorden og fortsætter op i træerne. Det gælder om at bryde denne cyclus.

Bredsted foreslog allerede i sin bog fra forrige århundrede, at man planter sine hasler i hønsenes løbegård for at lade disse ordne de nedfaldne larver. Andre muligheder går på at omvikle stammerne på opstammede/podede træer med klæbrige fluestrimler i foråret for at fange billerne på vej op. De er tilsyneladende ikke meget for at flyve. I hvert fald er det en kendt sag, at orm i nødder kan være et meget lokalt fænomen. Nyplantede buske bare 10 meter fra ormeområder kan holde sig ormefri i flere sæsoner, indtil enkelte biller finder frem til disse nye jagtmarker. Det er også muligt, at man ved at lægge plastic under træerne i august/ oktober kan fange de nedfaldne larver, der er meget immobile.

Fælles for disse metoder er, at der mangler sammenlignende forsøg for at efterprøve teorierne. Hvem har mulighed for dette? Endvidere er der stor forskel på sorternes modtagelighed. Tykskallede sorter som ‘Halleske Kæmpe’ og ‘Atlas’ (Romersk nød) er så godt som fri for orm. Det samme er nødder af den tyrkiske træhassel. Det bliver spændende at se i hvor høj grad, denne egenskab videreføres til det tyndskallede afkom i de nye artskrydsninger.