Få smag for naturens spiselige bær

I efteråret kan man lige uden for vinduet, på fritidsgrunden eller i det vilde hegn finde en række af naturens spændende bær og frugter. Her kan du læse om fem af de mest almindelige af de mange spiselige bær i natur og naturnære haver.

Havtorn

Havtorn, Hippophae rhamnoides, bæ­rer en overdådig rigdom af orangegule bær. Den er indvandret efter istiden, og dækkede da store blotlagte tundraområder som pionerplante. Havtorn gror fint de fleste steder, både på sandjord og grus. Havtorn er salttolererant og derfor meget velegnet til egne med hav­gus og vedvarende blæst.

Visse typer har tendens til at sætte mange rodskud, andre færre. Bu­sken giver et ufremkommeligt tornet krat, og er som brombær, velegnet til at indheg­ne grunden naturligt. Havtorn er lyskræ­vende og tåler fint beskæring.

Der findes i Danmark to vildtvoksende underarter, foruden en række dyrkede sorter. Mod nordvest findes primært en lav type, og i sydøstlige egne kan en mere opret og højere type findes på enkelte lokaliteter. Havtorn har et højt indhold af C-vitamin, højere end solbær og citrusfrugter, og dette har især i biodynamiske kredse gjort den eftertragtet til saft, marmelade og kosmetiske produkter.

Blomstringen sker i maj–juni, og bær­rene er attraktive for mange fuglearter langt hen på vinteren. På grund af de mange torne kan plukningen være lidt omstændelig, men efter frost i det fri eller i fryser, kan de let slås af.

Modne havtornbær kan anvendes i kryddersnaps. De fyldes i en flaske og dækkes med alkohol, hvorefter det træk­ker 2–3 måneder et mørkt og køligt sted.

Der kan også fremstilles en meget delikat og nærmest eksotisk smagende marmelade af bærrene. Den tilberedes af godt modne bær, tilsat sukker i forholdet 1:1, samt en anelse vand, hvorefter det koges svagt i ca. 5 minutter.

Den sårbare klintoldenborre, Omalia nigronareginanta, er fundet i havtorn.

Slåen

Slåen, Prunus spinosa, er en anden hjemmehørende busk. Den bliver op til et par meter høj, er løvfældende, med tornede grene og bærer blåduggede bær, der er høstklare i november. Formering sker primært via rodskud.

Navnet slåen er indirekte opstået på grund af de mange torne, der kan gøre plukningen vanskelig. Førhen lagde gårdens piger, der tog sig af bærplukningen til bl.a marmelade, deres for­klæder under slåenbuskene og tærskede bærrene af med en kæp.

Et slåenkrat kræver plads, og findes naturligt som skovbryn og vil kunne danne større busketter. Den egner sig derfor fint til sommerhusgrunden eller vilde hegn. Om foråret før løvspring lyser buskene op med utallige små hvide blomster.

Bærrene kan bruges både til marmelade, gele, saft og brændevin. De bør have frost inden brug, da en del af garvesyren herved nedbrydes, og bærrene mister meget af deres bitre smag. Frostpåvirkningen kan også ske i dybfryser, hvorefter bærrene optøes direkte i snaps eller sukker og tilberedes umiddelbart efter. Det kan anbefales, for såsnart frosten har mildnet frugterne, tager fuglene fat med ildhu.

Vælg at plante slåen, hvor der er god plads og en ikke for sandet jord. Muld, kalkholdig bund eller en tør lerjord er fint til denne busk, som både fugle og insekter vil elske. Om foråret tiltrækkes mange insekter og insektædende fugle. Planten er desuden god til redebyggeri.

Slåen har betydning for flere, nu rød­listede, sommerfuglearter. Larver af slå­ensommerfuglen, Satyrium pruni og guldhalen, Thecla betulae, der begge tilhører blåfuglefamilien, er knyttet til slåenkrat.

Hæg

Almindelig hæg, Prunus padus (majtræ) er noget højere og potent i sin vækstkraft og kan plantes solitært som løvtræ eller som busket i skovbryn. Hæg tiltrækker under blomstringen i maj en lang række insekter og fugle.

Bærrene er sorte og eftertragtet af drosler; de smager lidt i retning af solbær. Hæg kan anvendes til saft og kryddersnaps. Som saft tilberedes de som hyldebær (min. 500 g sukker pr. l saft + ½ l vand/l saft). Ønskes snaps, dækkes en bær­fyldt flaske med alkohol (neutralt smagende), som trækker en uge, hvorefter der fortyndes med snaps efter smag og omhældes på flaske. Koncentrat af hæg er meget kraftig i smagen.

Rønnebær

Selv ræven ved, at rønnebær er sure; dog øger frost brugsværdien væsentligt, da bærrene, som slåen og surbær, bliver betydeligt mindre sure. Faktisk kan der af rønnebær udvindes sukkerarter, herrunder sorbose, der kan bruges som sødemiddel af diabetikere. Røn­ne­bær­rene kan også tørres og bruges som ro­siner i bagværk eller til snaps eller gelé. Paradisæble smager af meget, og kan benyttes til gele eller som smagsgiver i æblegrød og mos. En enkelt frugt smager af lige så meget som et helt kg æbler tilsammen. Mahonia og hyben bruges primært til marmelade.

Surbær

Surbær, Aronia melanocarpa (sortrøn) er en mindre løvfældende busk, der på grund af sin stærkt orangerøde høstfarve er et godt valg i lidt mere velplejede villahaver. Den stammer fra Nordamerika og dyrkes erhvervsmæssigt i både Rusland og andre østeuropæiske lande.

Surbær har primært været plantet som prydplante, men kan fint bruges til både saft og kryddersnaps. De sorte bær er ligeledes fremragende til rødfarvning af lidt blegere syltevarer som f.eks æble, blomme, rabarber eller ribs.

Surbær er robust og tåler både vind og saltluft og kan nærmest vokse på al slags jord. Den kræver fuld lys for at udvikle den rige blomstring optimalt, men trives dog også i halvskygge. Frugterne er relativt sure og modner som sorte bæræbler i august. Der findes to sorter på markedet, der bør overvejes, hvis valget falder på surbær. Både ‘Aron’ Dafo og ‘Viking’ er testet til nordiske forhold og er værd at overveje; Viking modner lidt senere.