Meloner i drivbænk og drivhus

Efter at have dyrket meloner i 20 år på et af Danmarks koldeste steder dyrker jeg nu på et af Danmarks mest forblæste. Og spørger man mig: »Hvordan kan jeg bedst lykkes med meloner?«, er mit svar ‘Sweet Granite’.

‘Sweet Granite’ er en aflang, tidlig og højtydende sort. Den eraltid mit første valg. Foto: Winnie Poulsen

Meloner skal have varme for at lykkes

Meloner behøver ideelt set 18 grader for at spire og 23–26 grader for at sætte modne frugter. Sådanne betingelser er svære at finde udendørs i hele Vesteuropa. De kan opdrives omkring Middelhavet, men selv Sydfrankrig lever ikke helt op til disse temperaturkrav. Derfor fandt man for mange hundrede år siden på at dyrke meloner i varme bede. Ideen bredte sig til England, og på Shakespeares tid skulle enhver større ejendom have sit eget »melonry«. Disse melonhaver lå i begyndelsen i et hjørne af køkkenhaven, for senere at blive flyttet længere bort fra de steder, hvor der kom flest folk. Lugten var nemlig ikke så tiltalende.

Et varmt bed startes af en stor bunke frisk gødning. Kommer den fra heste, bliver den hurtigt varm, men også hurtigere udbrændt og kold. Fra køer går det noget langsommere. Den sædvanlige størrelse på bunken er 1 meter i højden og 1½ meter i bredden. Er bedet meget lavere end en meter, er det sværere at få gang i omsætningen. Ovenpå gødningen, som skal blandes godt med halm, lægges 10–20 centimeter fin og god havejord. Når det varme bed omsættes, bliver det meget mindre – væsentligt under den halve højde. For at holde de høje sider af bedet lavede man derfor i begyndelsen interimistiske flethegn. Senere byggedes rigtigt murede mistbænke (mist = gødning). Omkring år 1600 var glas meget kostbart, og der var normalt slet ikke overdækning på de varme bede – i hvert fald kun en dækning med måtter om natten i koldt vejr. I løbet af 1600-tallet udvikledes glasfremstillingen, og Italien og senere Frankrig eksporterede store glasklokker, som kunne stå over melonplanterne de første uger. Endnu senere blev trærammer med glasstykker en fast bestanddel af enhver større have eller gartneri.

Læs Winnies artikel om mistbænke i den gamle have

Haven ved havet

Da jeg for et par år siden flyttede fra et af landets koldeste steder til et af landets mest forblæste, tog jeg mine mistbænke med mig. Eller rettere, nogle af mine mistbænke. Før havde jeg et par dejlige, murede bænke, som ikke var transportable, men også tre træbænke på 125 × 125 centimeter. Både tidligere og nu holder jeg 140 cm’s bredde på mine køkkenhavebede. Derfor er det nemt at flytte rundt med mistbænkene, hvor der er brug for dem, for de kan altid få plads i et bed. Først på sæsonen bruges bænkene til at overvintre citronverbena og nogle salater fra sidste sæson. Derefter kommer bl.a. små tomatplanter under glas i nogle uger, til det er blevet rigtig sommerligt, og mine forspirede meloner (og agurker) kan tåle at blive flyttet fra husets vindueskarm ud i mistbænken.

Melonerne skal ikke sås før april. De har nemlig sværere ved at klare omplantningen, hvis de først er blevet ranglede. På en god, varm dag sidst i maj plantes fra 2 til 4 planter per bænk i et velforberedt muldlag. Jeg må om ad genbrugsstationen og hente kompost for at få det lækkert nok, for vi har ingen jord. Der er kun sten under et centimetertyndt muldlag samt de 20–30 centimeter vækstmedie, jeg lavede af kompost og sand, da køkkenhaven blev anlagt.

Når det bliver endnu mere sommerligt, linder jeg på glasset om dagen. Sidst på sæsonen står glasset åbent døgnet rundt, for da er faren for skimmel større end faren for kulde.

Meloner kan ikke lide at tørste, men de kan bestemt heller ikke tåle at stå og soppe. Deres rodhals er lige så sart som agurkers, så det er bedst at plante dem på en lille forhøjning.

Meloner i whiskytønder i drivhuset

Det dejlige, nye 15 kvadratmeter store drivhus kan rumme både planter og mennesker. Foto: Winnie Poulsen

Efter at have søgt i et år om at få lov til at ændre en plastikpladeoverdækket terrasse til et drivhus fik vi endelig tilladelsen engang i februar. Det skulle blive et 15 m² stort drivhus, og der blev ikke sparet på noget for at få det bygget færdigt, inden vækstsæsonen rigtig skulle til at begynde. At det gik så trægt med at få en ansøgning igennem hænger sammen med, at vi bor inden for strandbeskyttelseslinjen. Her må intet bygges. Så et større drivhus kan der aldrig blive tale om. Vi var heldige, at vi havde noget, der kunne renoveres.

Da alt jord under alle omstændigheder skal bringes til stedet, kunne vi lige så godt lave en fleksibel indretning. Elleve halve whiskytønder blev anskaffet. De kan komme ind i drivhuset om foråret og ud igen om efteråret, så huset kan bruges til overvintring af mine duftpelargonier og myrter. Tønderne er ikke så svære at køre med en sækkevogn.

For ikke at skulle købe mig fattig i plantemuld lavede jeg en slags varme bede i tønderne. Jeg fyldte så meget byghalm i, som der kunne være, og stod op og trampede det sammen, til det var 10 centimeter under kanten, vandede halmen igennem (der kan gå et par dage, før den suger væden til sig), dryssede et lag gødning over (det er vigtigt, at gødningen har et højt indhold af kvælstof), vandede det ned i halmen og ventede, til det begyndte at tage varme. Nu kom baljerne på plads i huset, og der blev fyldt plantejord på til kanten godt og vel (det synker senere).

I whiskytønderne bringes halm til en hurtigere omsætning med gødning. Øverst lægges 10–15 cm jord til at plante i. Foto: Winnie Poulsen

Melonerne skulle have lov at kravle ud over kanten af deres tønder. Men det var ikke ubetinget en god idé, for de fyldte til sidst så meget, at det var svært at komme frem og tilbage. Havde jeg bundet dem op, var det måske heller ikke blevet vellykket, for melonerne kan nemt blive lidt for tunge for rankerne. I så fald skulle hver melon understøttes af et net, og det ville jeg nok ikke have fået på plads til tiden.

Melonerne ville helst fylde hele gulvet. Det får de ikke lov til. Vi træder og skubber os vej gennem ­rankerne hen til bordet. Foto: Winnie Poulsen

Lov ikke melonerne for meget

Forventningerne til drivhuset var skruet lige højt nok i vejret. Jeg havde regnet med en eksplosion af meloner. Bladmassen kom da også hurtigt til at fylde rigtig meget. Den voksede og voksede, men længe uden at der blev sat blomster. Det var, som om planterne tænkte: Sikke et fint, varmt sted, her kan vi vokse længe, lad os blive store og så siden sætte en masse frugter. Og sådan er vores danske sommer jo ikke. Hvis meloner skal blive til noget, skal de have en relativt hurtig udvikling. De planter, der kom i mistbænkene derimod, blev ikke lovet for meget, og kvitterede ved at sætte mange frugter så hurtigt som muligt. Fra august og mange uger frem var der hele tiden modne frugter at plukke. Og de skal plukkes, når de er færdige. Det vil sige, når de begynder at dufte. Lader man dem ligge et par dage over, har bænkebiderne gravet huller ind i frugtkødet, og en åben vej for råd er klar.

Næste år kommer der ikke meloner i mit lille drivhus. Så hellere nøjes med dem, der kan blive i mistbænkene, og bruge pladsen i whiskytønderne til tomater.

‘Sweet Granite’ er hurtigt igang. Inden udgangen af juni er hele mistbænken fyldt. Foto: Winnie Poulsen

Hurtige sorter, tak

Vi kan ikke tilbyde så lang en sommer, som meloner egentlig behøver. Derfor må vi vælge dem, der hurtigst kan give frugt. Det allervigtigste at se efter er udviklingstiden. Hos Runåbergs Fröer siger de 70 dage for ‘Sweet Granite’. Jeg har dyrket ‘Sweet Granite’ i mindst 20 år, og jeg har endnu aldrig prøvet en anden sort, som er hurtigere. Og så smager den rigtig godt. Saftig og med orange frugtkød. Jeg har næsten hvert år haft andre sorter på tapetet, men de er skilt ud igen. I 2008 dyrkede jeg en sort fra Frøsamlerne: ‘Farthest North’. Den var næsten lige så hurtig og gav mange små, kuglerunde meloner. Den får lov at komme med næste år igen.

‘Jenny Lind’ havde jeg kun i drivhus, og den kom alt for sent med frugter, og derfor fik den også for få. Og så havde jeg en vandmelonplante, som kun gav én frugt. Hver gang jeg har prøvet vandmeloner, siger jeg »aldrig mer’« – men lader mig alligevel friste igen. Særligt fordi mine børnebørn elsker dem.

‘Jenny Lind’ smager udmærket, men sætter frugter vel sent i en dansk normalsommer. Foto: Winnie Poulsen

Se den lille hunblomst med knuden øverst i billedet. Foto: Winnie Poulsen