Meget have på lidt plads

Et forår stod jeg i min fars baghave med to nyanlagte højbede og tre oversavede whiskytønder, som jeg havde sat mig for at forvandle til noget frodigt, smukt og spiseligt. Jeg så det som min opgave at lære min far at sætte pris på friske grønsager fra egen have, men jeg erfarede hurtigt, at det med at holde have ikke er sådan »bare lige« for alle mennesker. Han gjorde det nemlig klart fra starten, at den altafgørende betingelse for at have en have var, at »så skal det sgu også være nemt«.

Allerhelst skulle det være vedligeholdelsesfrit, men lad mig med det samme slå fast, at den slags haver ikke findes. Derfor var det min plan, at glæden ved de friske grønsager og havens æstetiske værdi skulle kompensere for det uundgåelige arbejde, bedene trods alt krævede. Jeg måtte derfor vælge en planteplan, der ikke kunne slå fejl.

Grønsagsbed med dobbeltafgrøder

Det ene af højbedene blev til grønsagsbed. For at imødekomme kravet til nemhed valgte jeg at dyrke nogle forholdsvis skudsikre grønsager med en høj succesrate. Jeg skulle ikke ud i det store planlægningsarbejde med mangeårigt sædskifte og noget, der krævede vinteropbevaring eller store mængder gødning. Så vi holdt os fra de mere vanskelige afgrøder som kål, porrer og selleri.

Højbedet måler 130 × 330 cm, og jeg delte det op i 4 afdelinger med plads til 2 afgrøder efter hinanden på samme år:

1. Tidlige kartofler – salat
2. Spinat – buskbønner
3. Sætteløg – squash
4. Salat/knoldfennikel/hvidløg – squash

Jeg startede i april måned med kartofler, et lille stykke spinat, et stykke med sætteløg og det sidste stykke med hvidløg, forkultiveret salat og forkultiveret knoldfennikel mellem hinanden. Salaten og den lidt sarte knoldfennikel startede livet under fiberdug.

Spinat er svært at styre i højsommeren, fordi den hurtigt går i stok, når det er varmt. Derfor bør man kun dyrke den forår og efterår. Det passede derfor fint, at de varmekrævende bønner kunne tage over i juli. Fordi bønnerne var forkultiverede, og vi havde en pragtfuld sensommer, havde vi bønner helt ind i oktober.

Efterhånden som vi høstede af kartoflerne, blev der sat forkultiveret salat i hullerne, og det fortsatte jeg med resten af sæsonen. Løgene begyndte vi at spise af tidligt – dels for at tynde ud og dels for at få glæde af den velsmagende grønne top. De sidste blev høstet til tørring sidst i august, og det gav plads til, at den påtrængende squash ved siden af kunne brede sig lidt mere.

Den blandede del med forskellige salater, knoldfennikel og hvidløg voksede harmonisk sammen, i og med at vi først høstede de salater, der voksede hurtigst og pludselig stod i vejen for fenniklen. Da jeg plantede 2 squash ud i maj, var der stadig salat og fennikel tilbage, som vi kunne høste af, mens squashen langsomt bredte sig og flittigt satte frugter. Squashen var det eneste, der fik lidt ekstra gødning i form af hestepærer. Squash er fremmedbestøvende, og for at sikre en optimal frugtsætning, når man kun har ganske få planter, kan man selv lege bi ved at plukke hele hanblomsten på en tør dag og duppe denne forsigtigt ned i hver hunblomst. Blomsterne ligner hinanden, men man kan skelne mellem dem ved at se efter pollen og frugter. Hanblomsten er den med pollen, og hunblomsten er den, der har en lille frugt for enden af blomsten.

I det hele taget er det altid en god idé at have masser af blomster i haven for at tiltrække insekterne, så de kan gøre arbejdet.

Ad hoc-dyrkning

Jeg havde ikke planlagt hvilke afgrøder, der skulle overtage hvilke inden sæsonen. Hvert år er jo forskelligt, så det er bare at tage tingene, som de kommer. Nogle år vil løgene falde hurtigt sammen med skimmel, og nogle år vil vi få et så tidligt forår, at man måske kan presse et hold kuldetålende bladgrønt som spinat, rucola, vårsalat eller namenia under fiberdug ind, inden man sår salat eller sætter løg. Denne form for ad hoc-dyrkning kræver blot, at man har et lille lager af grønsagsfrø med en kort udviklingstid, f.eks. radise, spinat, ræddike, majroe, forårsløg, kørvel, rucola, namenia, vårsalat, ­sennep, mizuna og vinterportulak. Derudover er det en kæmpe fordel, at det, der ikke sås direkte – som salat, knoldfennikel og squash – er forkultiveret.

Når man dyrker på så få kvadratmeter og varierer med flere forskellige afgrøder, er det ikke så vigtigt at tænke på sædskifte, fordi en stor variation inden for så lille et område vanskeliggør opformeringen af sygdomme. Det væsentligste er, at man flytter kartoflerne rundt år efter år, men i et højbed står de bedst i enderne, da de så kun falder ned og generer naboafgrøden til den ene side. Det er mest de store hovedkål, der kræver at indgå i et sædskifte, idet de er sarte over for den jordbårne sygdom kålbrok. ­Radise, rucola, majroe, ræddike og sennep tilhører også kålfamilien og bør derfor også grupperes for sig.

Sæsonen slutter, når nattefrosten tager livet af de sidste afgrøder i starten af november. Derefter skal bedet dækkes med en grov kompost eller halm for at holde på næringsstofferne gennem vinteren. Denne form for dyrkning udelukker brugen af grøngødning, da det ikke kan nå at spire så sent på året.

Man skal være opmærksom på, at halm kun holder på de overfladiske næringsstoffer. Man kan derfor forsøge sig med at så nogle af de førnævnte kulde­tålende bladgrøntsager og sætte hvidløg, når bedet er tomt. På denne måde får man endnu tidligere grønsager året efter, og de små planter vil medvirke til at holde på de dybereliggende næringsstoffer.

Bladbeder og palmekål i staudebedet

Ved siden af højbedet med grønsager anlagde vi et noget større vinkelbed med stauder, krydderurter og sommerblomster. Meningen med dette bed er primært, at det skal være smukt og ikke kræve den store pasning i løbet af sæsonen.

Et nyt bed vil uundgåeligt have områder med bar jord, men bar jord vækker de samme følelser hos en økologisk landmand som den malertrang, der opstår, når en kunstner står foran det hvide lærred. Så der plantede jeg straks bladbeder i flere farver, palmekål og salater ud fra den politik, at hvis ikke det blev høs­tet, var det i det mindste smukt at se på – endda hele sæsonen igennem. De nederste blade på både bladbeder og palmekål visner i løbet af sommeren, hvis ikke de høstes, så hvis man starter tidligt med at høste af dem, er der rigtigt meget mad i disse grøntsager hele sæsonen igennem. Bladbederne tåler en smule frost, og de midterste blade kan i mange tilfælde høstes af indtil jul. Palmekålen kan man høste af hele vinteren, og foråret efter begynder den at vokse igen, så man har lidt grønt i det helt tidlige forår. Man skal endelig ikke undervurdere de små planter, man starter ud med i foråret. For for både bladbede og palmekål gælder det, at de fylder mindst 0,5 kvadrat­meter og ca. 80 cm. i højden, når de er fuldt udvoksede.

Når man blander kål ind imellem stauder, krydder­urter og sommerblomster, lader det til, at skade­dyrene får sværere ved at finde dem. Måske forvirres de af de mange forskellige lugte. Jeg har i hvert fald tit oplevet, at når kålen camoufleres på denne måde, slipper den stort set for angreb af kålsommerfuglens larver.

Uregerlige planter i whiskytønder

Når man står med en sødligt og lidt kvalmtduftende whiskytønde lige importeret fra Skotland, er man ikke tvivl om, at den bærer sit navn med rette. Tønderne kan købes i de fleste byggemarkeder og på planteskoler. De er lavet af egetræ, hvilket gør dem sårbare over for udtørring, men så snart de fyldes med jord og planter, holder de en tilpas fugtighed. Husk at bore huller i bunden inden brug, så planterne ikke drukner.

Jeg valgte at dyrke de en- og toårige og de mere vanskelige krydderurter i tønderne sammen med nogle spiselige blomster. I den første var der hjulkrone, dild, koriander og bladfennikel. Den anden indeholdt kruspersille, citron-/appelsintagetes og tallerkensmækker. I den tredje plantede jeg purløg og de uregerlige: broget ingefærmynte og citronmelisse. Uanset hvordan man forsøger at opdrage sin mynte og sin citronmelisse ved at sætte rammer omkring dem eller andre opfindsomheder, vil de altid overtage et helt bed og forvandle sig fra krydderurt til ukrudt på ganske få år. Derfor kan man lige så godt dyrke dem i krukker. Man tager hver af dem op og hakker en fjerdedel af planten, som man planter tilbage i potten med lidt nyt jord, hvorefter de sidste tre fjerdedele kasseres.

Planter som hjulkrone, tallerkensmækker og den lille buskede citron-/appelsin­tagetes skal man bestemt heller ikke undervurdere. De overtog lidt for meget plads i tønderne. Så man skal huske, at der maks. skal 3 tagetes i én whiskytønde, hvis man vil se noget til sin persille.

Økologi ad bagvejen

Både min far og jeg var overraskede over, hvor meget vi kunne høste på de få kvadratmeter jord. Det blev en succes, der helt sikkert skal gentages i år. Arbejdsbyrden var bestemt også overskuelig og levede op til kravet om nemhed. Ud over såning og plantning, der ikke er tidskrævende, men blot kræver, at det bliver gjort på det rette tidspunkt, bestod den største del af vedligeholdelsen i at vande.

Jeg tror, der er noget terapeutisk i at sætte en halvstresset ingeniør i et chefjob til at vande have. I modsætning til det hektiske arbejdsliv har naturen ingen strenge deadlines og firkantede rammer. Planternes organiske former giver en sund pause fra kassetænkning og søjlediagrammer. Strålerne kan kun opsuges af jorden med én hastighed, og planternes vækst kan ikke fremskyndes. Når man vander have, bliver man således tvunget til at stå og se på dette forunderlige skaberværk og måske endda lytte til en solsort, som man aldrig får til at fløjte ordet »profitmaksimering«.

Min far har i hvert fald lært at sætte pris på noget så irrationelt som skønhed, og med de friske grønsager tror jeg skam også, at det lykkedes mig at snige lidt økologi ind ad bagvejen gennem hans mave og helt ind til hjertet.