Økologi og genbrugsglæde

Heldigvis taler vi også meget om genbrug og økologi i modsætning til merforbrug og vækst. Det er vi mange, der glædes over. At det er lykkedes for os forbrugere at skabe et marked for økologisk mad i butikkerne, at det er blevet et hit at dyrke jorden, og dermed skabe lydhørhed for bæredygtighed på mange planer.

Hvis man lader øjet løbe igennem glittede magasiner, eller scroller nedover nogle af tilbuddene i supermarkederne, kan man få det indtryk, at have er ensbetydende med nyanskaffelser af alt fra grilludstyr og legeting til havemøbler. Jeg har sågar set, at regnvandstønder i træ – og hvilken økolog ville ikke gerne opbevare regnvand til køkkenhaven i træ fremfor plastic? – til en pris, der langt overstiger en uges madforbrug. Indrømmet, de er smukke, og hvornår har vi sidst set noget rigtig smukt i plastic? Men de genbrugstønder koster kassen, og vi kommer til at tro på, at hvis man vil etablere et smukt havemiljø, kan man godt gribe et pænt stykke ned i sin opsparing. Det er vel ikke meningen med en have? At vi skal iscenesætte os selv via et forbrugsmønster, der ikke helt matcher det, vi i øvrigt stræber efter? Et bæredygtigt liv, en giftfri have og økologiske grøntsager?

En havelåge til hønsegården, af genbrug -naturligvis. Foto: Kirsten Dietrich

Jeg er heldig at være vokset op i en tid, hvor genbrug var løsningen på anskaffelsen af møbler, haveudstyr, legetøj, babyting og tøj. Jeg var ung, da pengene var få og fantasien ubegrænset. Derfor er det ikke fremmed for mig at genbruge, og at et ord som madspild er et fremmedord.

Jeg er gift med en mand, der gemmer alt fra kaffeposer, ispinde og brændebure til brædder af enhver slags. Han har det ikke fra fremmede. Men jeg husker også, hvor mange arbejdstimer, der gik med at rydde op i farmands have og værksted, da han havde forladt jorden. Derfor har jeg – ofte forgæves – forsøgt at holde lidt igen, når jeg synes, nu lignede vores domicil lidt for meget en genbrugsplads.

Tørre optændningspinde. Foto: Kirsten Dietrich

Hvis man køber brænde i bure, efterlader det ganske mange af dem på grunden bagefter. De kan bruges til mangfoldige ting i haven. Hvis man heller ikke har »penge som skidt«, så må fantasien tages i brug hvert eneste forår. Jeg havde bedt ægtefællen om at lave nye kasser til mit drivhus, og måske lige samle et par brædder til noget kompost, nu han var i gang? Som dagene gik steg mit humør. For han har hænderne skruet godt på, min handyman, men glæden over, at al det ragelse, der står i bunker rundt omkring bliver brugt fornuftigt, øger også min trang til bæredygtighed.

Jeg trives ikke i rod, æstetik betyder også meget for mig, og jeg synes ikke, at kreativitet er synonymt med bilvrag, pallestabler og genbrugsguld. Omvendt handler det heller ikke om, hvor nydeligt, vi kan få arealet omkring huset til at se ud. Når jeg arbejder i mit atelier, ligner rummet bestemt ikke de arbejdspladser, jeg kan se på fotos, hvor kreative hoveder kan få noget fra hånden på en lille bitte skrivebordflade – tilsat en orkide, et tændt stearinlys og et krus te ved siden af den bærbare. Jeg roder. Både indenfor og udenfor, når jeg laver noget. Til gengæld rydder jeg op igen, når jeg er færdig. Det er ikke helt så enkelt, hvis man vil opbevare brugt træ, paller, ødelagte havemøbler og tiloversblevne byggematerialer.

Bunden i et brændeskur. Foto: Kirsten Dietrich

Pudsigt, at metoder der altid har været i anvendelse, får nye navne, når fornuften igen bliver hip. Genanvendelse er blevet til re-cycling, og gårsdagens puslespil med at få gamle halvrådne brændebure til at genopstå som kompostbeholdere, fik mig tilbage i tiden. Fordi manden havde hevet alle sømmene ud af de brædder, tømrerene havde kasseret, da nye skulle sættes op i vinter. Ikke blot tryllede han affaldstræ om til plantekasser og to kompostbeholdere, men genanvendte også sømmene fra vores renovering.

Plantekasser. Foto: Kirsten Dietrich

Pludselig var jeg tilbage i 1972, hvor min daværende ægtefælle, vores lille barn og jeg var på besøg i min mors sommerhus. Hun ville gerne have lavet en veranda, havde ingen penge, så vi lavede den af genbrugspaller. Det tog en weekend at stable den på benene, og det eneste jeg foretog mig, var at sidde i solen og rette søm ud med en hammer. Min dejlige svigermor med hovedet fuld af gamle husråd, havde fortalt, at man skulle dyppe rustne søm i håndsæbe, inden man slog dem i. Min ægtemand lavede veranda, jeg rettede søm ud, barnet tullede rundt i haven, min mor serverede mad og drikke, hele matriklen summede af fred og foretagsomhed. Derfor bliver jeg altid lidt ked af at høre, hvis folk beskylder hele 60’er generationen for at have haft forbrug på hjernen, og dermed ansvarlige for klimakrisen. Hus forbi!

Kompostbeholdere. Foto: Kirsten Dietrich

Gaven i haven er ikke blot at få frø til at spire, æbletræer til at gro, eller roser til at blomstre, det er også at overveje, om havebænken kan repareres, før man ringer til storskrald. Om noget af det krims krams, man selv, eller naboen, har i forvejen, kan sættes sammen til et nyt havebord. Jeg har en genbo, der i årevis har forsynet os med skønne brugbare ting, han samler op hist og pist, hvor folk er ved at kassere det. Det gælder alt fra fine børne- og voksen cykler, en lækker skindjakke og en ny foret kedeldragt til en håndsmedet del af et gammelt stakit. Den mand er et geni af en tingfinder.

På samme måde, som vi kan samle frø og forære naboer, dele stauder eller give tulipanløg væk, kan man give sin knækkede spade et nyt træskaft, sætte en stabiliseringsklods under bordpladen, eller bikse sandkassen sammen selv. Som sagt er det ikke fordi, up-cycling er hot eller bare sund fornuft. Både børn og voksne finder en dyb tilfredshed med selv at være med i skabelsesprocessen, der må være en del af vores DNA, ligesom glæden over at lave vinterforråd.

Kyllingehus. Foto: Kirsten Dietrich

Hvis jeg nogensinde skulle have tvivlet på sandheden i det, kan jeg bare tænke på dengang, jeg i et svagt øjeblik faldt for en plasticrutsjebane, som jeg mente måtte være alletiders legetøj for en 3årig. Jeg kunne tælle de få gange, den lille gut gad bruge den. Men den skæve gynge, legetårnet og alle de ting, han selv havde hamret søm i! En af de få ting, jeg virkelig vil anbefale andre at købe, er havehandsker til småfolket og en ordentlig børnesav. Bæredygtighed handler også om at genskabe glæden ved at lave tingene selv. Vi bliver ikke lykkeligere mennesker af at fjerne os fra skabelsesprocessen og øge vores forbrug.

Beskyttelse mod gråspurve, der æder spire. Foto: Kirsten Dietrich

Jeg er himmelhenrykt over, at jeg langt om længe har indset, at mange års brug af jorden i køkkenhaven slider på den. Derfor giver det mening at hente hestemøg hos naboen om efteråret og lave køkkenaffald og grønt fra køkkenhaven om til kompost. Ikke i den uduelige plastbeholder, vi alle sammen fik gratis af kommunen (jeg ved ikke, hvem der kan lave kompost i den, for jeg har set ganske mange af dem, når vi har rundet genbrugspladsen) men i hjemmelavede bræddebure af affaldstræ, præcis som min svigerfar, der voksede op i 30erne gjorde.

Den gik ind! Foto: Kirsten Dietrich