Juli blues

Foto: Kirsten Dietrich

Jeg hader juli, hedebølge og varme nætter. Så er det sagt! I et blad, hvor respekten for haven, naturen og hverdagsglæderne er i højsædet, bliver jeg nødt til at indrømme, at mit humør går mod nul, når meteorologer og haveskribenter jubler over den sol og sommer, der hærger landet. Når regnen og køligheden ikke vil indfinde sig. Når vi må tage havevanderen i brug. Når vi sparer på vandet, og lader det dryppe stille henover jordbærrene, kartoflerne og løgene, der ligesom mig bare ikke kan klare sig uden. Når vejrprofeterne med begejstring i stemmen lover fint vejr den næste periode, med temperaturer på over 25 grader, er termometret på mit domicil allerede støt på vej over 30 grader. Jeg kan ikke klare det!

Resilience, det nye trendy ord om klima og fremtid, betyder vel egentlig blot den form for tilpasning, som jeg har så uendelig svært ved. Jeg kan ikke lide at fryse, men har det immervæk bedre både fysisk og psykisk i sne og 15 graders frost. Under hedebølge er den daglige motion i skoven udelukket, græsslåning foregår kun nødtvungent i døgnets ydertimer. Så er der køkkenhaven og drivhuset tilbage. Det er den rene jammer.

Jeg er et menneske, der går tur med mine tomater og agurker hvert eneste år mellem den 1. og 15. maj. Såning indendørs i marts. Akklimatiseringsprocessen starter udendørs den 1. maj, og tiden øges dagligt indtil den fastsatte dato 15. maj, hvor de sættes ud i drivhuset permanent. Trods nattefrost i år den 3. maj, klarede de mosten, ingen vuggestuebørn kunne have ønsket mere opmærksomhed og omhu. Ny jord i plantekasserne, hjemmelavet gødning og så videre og så videre. Nu er vi atter havnet i juli måned. Og jeg gider simpelthen ikke mere. Det er varmt som i helvede at være i drivhuset, i køkkenhaven dukker ukrudtet op hurtigere, end jeg kan nå at luge igennem. Jeg har plukket bær i ugevis, fryseren er proppet. Om kort tid er det syltesæson for rødbeder, pickles, pærer og æbler, og jeg gider snart ikke mere.

Foto: Kirsten Dietrich

Hvert år på denne tid, lover jeg mig selv, at denne sæson bliver den absolut sidste. Næste år vil jeg sidde på Grønland i nærheden af indlandsisen og nyde en måneds ferie. Punktum. Jeg lover mig selv, at det er slut med at holde høns, drivhuset bliver revet ned, og der bliver sået græs henover køkkenhaven. Den beslutning holder jeg fast ved lige til slutningen af august, hvor stjernerne igen kan ses på nattehimlen, og det atter er muligt at gå ude i solen og kunne trække vejret. Hvor hylderne i forrådskammeret er nået bristepunktet for bæreevne, og fryselåget knapt kan lukkes.

Glad og tilfreds står jeg og koger de sidste tomater til pastasovs, synes det er en gave at hente friske æg, helt bevidst om, at nydelsen hænger nøje sammen med, at de korte dage er på vej, og jeg igen kan opholde mig i atelieret uden at smelte væk. Og oh fryd: Hengive mig til kreativitetens glæder – indendørs. At jeg så i en hel del år har rejst i ørkenen i vinterhalvåret, hvor man enten bliver grillet eller nedfrosset, er en helt anden historie, der heller ikke hænger sammen!

Jeg er dybt uenig med Henrik Nordbrandt om november måned. Stod det til mig alene, slettede vi juli måned fra kalenderen, og sprang direkte ind i midten af august. Hellere tre november måneder end én juli.

Når jeg overhovedet tør skrive det her, er det fordi, jeg læste en biografi om Vita Sackville-West. Hun hadede juli måned i sin have, og forlod den simpelthen. Hvis skaberen af den berømte have i Sissinghurst, som under anden verdenskrig var det nærmeste, mennesker kunne komme paradis, heller ikke kunne klare mosten, er der håb forude.

Når glæden over grønne fingre også kan rumme lede, må jeg kunne lære at acceptere, at min have- og køkkenglæde åbenbart har sin rytme. Mine selvskabte plager forvandles år efter år fra kærlighed til had og tilbage igen. Måske ville det være en trøst, hvis der findes andre, der har det på samme vis?