Skønne frø og frøstande

Ingen årstid er så sentimental som det tidlige efterår. Vemodig er et ord, der falder let i munden. Og rundt om i haven står der kun mindelser om sommerens blomster tilbage. Det er endnu ikke vinterens planteskelletter, der glimrer ved deres arkitektoniske pragt, men blomsternes sidste kraftanstrengelser, mens der stadig er varme i jorden, for at fortsætte slægten, ved at modne frø i millionvis.

Mindelser om sommer, som pludselig får helt andre udtryk. Pæonernes overdådighed er afløst af pæonbladenes ferskenpalet, dagliljernes blade bliver guldgule på den mest overdådige måde, før de falder sammen til en bunke snask og tørre strå.

Tørrede frøstande med egen skønhed

I denne ganske korte periode holder jeg af tørrede frøstande. Det er i de få uger, hvor det er på sin plads at samle frø både i køkkenhaven og i stauderne.

De fine frøindpakninger har deres egen helt særlige skønhed, især i den tid der går, mens de modner helt. Fra et orgie i lilla, pink, guld og grøn falder de langsomt ind i brunt, gråt og støvet resedagrøn som et signal om, at fuldbyrdelsen er kommet, miraklet er sket. Frøene er formet, modnet og klar.

Når de først er helt tørre, forsvinder skønheden for mig og bliver til nytteværdien af alle de tusinder af frø, der til næste år vil blive nye planter til min have.

Tørrede blomster er bare forfald

Jeg er ingen tilhænger af tørrede blomster i massevis. Disse blomstermausolæer, der samler støv i vaserne, er da ikke smukt, medmindre man synes om tilbedelse af døde mumier.

Når de først er tørret ind, er det frøene, der ejer skønheden i al deres afsindige mangfoldighed. Frø er nyt liv, håb, fremtid, hvor tørrede blomster er tilbedelse af forfald og sentimentalitet af den mest irriterende skuffe. Måske bortset fra hortensia.

Hortensia med farver som gammel silke

Hortensiaernes skønhed er om sommeren af en art, der ikke kan røre mit hjerte. Ungdommeligt larmende, alt for blå og lyserøde. Men om efteråret sker der ting og sager. De får nuancer, man ikke kan forstå kan være der, og mange gange forskellige på hver enkelt busk. Hele paletten af bærfarver, rosenfarver, farver som i gammel silke, som kjolerne i en opera.

De tørrer ind lige så stive, de er, og på en måde, der simpelthen er rørende. Som en gammel diva, der insisterer på sin skønhed, selvom hun forlængst er visnet, drypper de ud over bladene, smukkere end i deres pureste ungdom, netop fordi de holder ud og fører et farvespil, som er blevet langt rigere og mere spændende af vejr, vind og tidens tand.

Hortensia er en overdådighed, som får lov at pynte i vaser, ovenpå reoler og i skåle, overalt hvor der er plads, lige indtil de bliver støvede, så ryger de i kakkelovnen.

Resten af denne efterårsfrodighed får lov at blive derude, bortset fra de få, der kommer ind og tørrer op, inden de forsvinder.

Hostaens dinglende frøkapsler

Hostáens blomster er undervurderede, de bliver nærmest omtalt som en biomstændighed i bøgerne, det er de store vidunderlige blade, man går efter. Det er rimeligt nok, men jeg synes nu, at de vidunderligt mælkede lange aks med lilla eller lillahvide liljeblomster er en attraktion i buketter. De efterlader et orgie af stive stilke med dinglende frøkapsler, der stille og roligt står og tørrer ind. Jeg plejer at forgylde en enkelt eller to til jul, hvor de gør stads af sig selv.

Acanthus

Acanthus, er en spreder. Det er bestemt ikke et problem, men et privilegium at have mange Acanthus. Det er en af de mest taknemmelige og storslåede stauder, man kan have, hvis man da er indforstået med dens vaner.

Man kan ikke have noget i nærheden med en mindre voldsomt gemyt; jeg har asters,og de står distancen fint. De smukke bløde blade og de skrækkelige stikkejaverter til blomsterstilke bliver til store søer i bedet på få år. En af grundene er, at de udover at brede sig ved rødder, frøsår sig på det voldsomste.

Hvis man har prøvet at plukke blomsterstilkene på det allersmukkeste tidspunkt, når de er tørrede let ind, men stadig er lyselilla, og ladet dem stå inde, forstår man hvordan. Når frøene er modne, kaster de simpelthen med dem. Mens man stille og roligt sidder og drikker kaffe, begynder buketten at larme. Det pifter om ørerne på en med frø, der lander med stor kraft mange meter væk, og man bliver alvorligt forskrækket den første gang. Så tager man dem med handsker på og smider dem på komposten, så der kommer endnu flere Acanthus på uventede steder.

Fantastiske valmuekapsler

Opiumsvalmuerne er ikke stauder, men énårige og de, må jeg indrømme, er præcis lige så fantastiske som blomster og som frøkapsler.

De kan sås fra det tidlige forår, og langt hen på sommeren. De blomstrer over en lang periode, og det meste af tiden er der begge dele samtidigt, som klær hinanden meget smukt. I efteråret blomstrer de allesidste som blev sået sent, og det gør de til frosten tager dem.

Noget mere skulpturelt end opiumsvalmuekapsler findes ikke, og så er de fulde af fine birkes. Som friske har de en blådugget yndighed, der gør sig fantastisk i buketter, som helt tørre er der for meget juledekoration over dem, og de er bedst tjent med at blive knust, sigtet og spredt over et hjemmebagt brød.

Solsikkernes fraktale mønster

Solsikker nænner jeg aldrig at luge væk, når de har sået sig selv, uanset om de så står midt i gulerødderne eller georginerne. De selvsåede kommer også flere uger før de andre og er oftest mere frodige og med langt flere blomster end dem, man sætter med vilje.

De usandsynlige blomster har en skjult side, en ekstra attraktion, som kun kommer frem, hvis man plukker dem afblomstrede. På det tidkpunkt er hele den store frøbund dækket af nullermænd, som vist er de egentlige blomster, én for hvert frø. Hvis man nulrer dem af, åbenbarer der sig det mest fantastiske fraktale mønster, et kompliceret matematisk system, som frøene sidder i, og som er utroligt smukt. Alt efter sorten er frøene lila, sorte, lyse, gule eller lysebrune, omkranset af den soltakkede, gulnende bund. Pragten holder ikke længe, men mens frøene modner færdig, er de en fryd. Når frøene får et gråligt skær, er de tørre og kan nulres af.

Frøstande af pibeløg

Pibeløg, eller welsh onions, er en flerårig løgart, præcis som purløg. Man har den i tuer eller rækker, efter temperament.

De dyrkes fra frø, og første år kommer der et smukt forårsløg med hule blade, som kan spises rub og stub. De orientalske forårsløg er oftest pibeløg, men forårsløg kan også bare være særligt udvalgte typer af almindelige løg.

Hvis man lader den stå danner den en tue, der kommer igen med nye hule blade meget, meget tidligt på året. De bruges som purløg, men de er tidligere, og der er meget mere af dem. Om sommeren skyder de blomsterstilke op, der ligner en kæmpe hvid, purløgsblomst, og sidst på efteråret kan man høste sine egne frø til endnu flere pibeløg.

Hele arrangementet er en pryd, nærmest en eksotisme, hvad enten man har dem i staudebedet eller i køkkenhaven.

Purpursolhat

En af yndlingsurterne i den homeopatiske medicin er purpursolhat, Echinacea, og det er vildarten, man bruger til medicin. Den er smuk nok, men nogle af de frøsåede har lidt samme blepink farve, som alt tøjet fik, dengang man boede i kollektiv. Til havebrug vil man nok foretrække en af de mere kraftigt farvede pink, som ‘Magnus’. Echinaceaer en prærieplante, der vokser vildt i USA, men sandelig også er en meget fin efterårssatude blandt alle de gule, der blomstrer sent. Den har to »finest hours«: når den blomstrer i al sin magentarøde dejlighed, og når kronbladene er faldet, og dens nærmest uartige blomsterbund hvælver sig i lilla med et skrigorange skær. Så plukker man dem og nyder deres usandsynlighed til frøene er tørre og resten ryger ud.

Og så er der alle de frø, som man skal huske at samle, uanset man har brug for dem eller ej. Frø er dejlige julegaver, og der er nu en særlig glæde ved selv at samle sine frø, selvom resultat ikke altid helt ligner dem, man tog frøene fra.

Frø af lathyrus

Lathyrusfrø er nemme at tørre, og gode at give væk, men de kæmpestore blomster holder ikke altid i næste generation. Hvis man også har de mere naturnære oprindelige lathyrus, som ‘Francisco Cupani’, med mindre, tofarvede lilla blomster, har de en tendens til at overtage og skabe afkom, der ligner dem. Det gør nu ikke så meget for den uovertrufne duft af Hr. Cupani følger med.

Cosmos med spændende afkom

Cosmos, eller stolte kavalerer, giver ofte et meget spændende afkom, specielt hvis man også har sået andre forædlede sorter end de gængse lyserøde, hvide og magenta. Der findes en sort, hvor blomsterbladene er rørformede, og nogle, som er flerfarvede med kanter. Disse har nu blandet sig ind i mine de oprindelige på den mest fantastiske facon, så ikke to planter er ens, og det synes jeg nok er sjovt.

Tallerkensmækkere i vild blanding

Det samme gælder for tallerkensmækkere, hvor man kan gøre sit til udvælgelsen, men alligevel spiller de én de muntreste puds. Jeg har haft tallerkensmækkerfrø i navnesorter, med melerede blade, med pletter, med mørke blade, kompakte og meget rankende, og alt er nu blandet i den yndigste pærevælling af former og farver. Hvert år vælger jeg de mørkeste og de særeste, og det giver da også et mere og mere sært resultat, med generelt mere og mere mørke og dunkle blomster.

At samle blomsterfrø er et lotteri, men af den billigste og sjoveste slags, eneste indsats er at bruge nogle timer på at samle, pille, tørre – og glæde sig.