Lav frugtlæder af blommer og mirabeller

Af Camilla Plum, kogekone og forfatter, Fuglebjerggaard

Syltning som i vores bedstemødres tid er den yngste konserveringsform, simpelthen fordi sukker har været ubetaleligt dyrt. Indtil i midten af 1800-tallet har sukker og stor sødme været forbeholdt rigmænd. Man har brugt tørrede bær og frugter til at søde med, honning i særlige tilfælde, indkogt æble og pæresaft, og så har man i øvrigt overhovedet ikke været vant til den enorme sødme, vi betragter som en selvfølge.

Tørring, som er den metode, jeg bruger i opskriften på frugtlæder, er til gengæld urgammel. Man kan tørre frugt, bær, fisk og kød i solen eller et tørt, luftigt sted. Det bedste tidspunkt er i sensommeren og i det tidlige efterår, hvor varmen er høj, og luftfugtig­heden lav.

Frugtlædereret kommer fra Mellemøsten, hvor soltørring er noget nemmere end hos os. Det kan laves helt uden sukker og er egentlig bare det sidste stadie på vejen fra frugtmos, som man kan henkoge, over kvædebrød til det helt tørre læder.

Gule mirabeller

Mirabeller er det ikke svært at skaffe en spandfuld af – de fleste med mirabelletræer forærer gerne væk. Foto: Karna Maj

Frugtlæderet består i al enkelhed af frugt – eller bærmos – som man tørrer til en helt fantastisk sej og lækker konsistens i sol eller ovn. Alle slags frugt, også modne tomater, kan bruges, bare den kan koges til mos. Mosen skal sødes, men ikke så det bliver syltetøjssødt. Idéen er, at det er syrligt. Hvis man bruger syrefattige frugter som pærer eller blåbær, skal man smage til med citronsaft.

Man kan også tørre frugten direkte uden at mose den. Halve tomater og alle slags frugt som æbler, pærer, bananer, abrikoser, blommer, ferskner og nektariner, hele bær og jordbær i skiver kan tørres direkte i ovnen på bagepapir. Man stikker det simpelthen ind ved 50 grader, til det er så tørt, som man vil have det. Helt tør frugt holder sig naturligvis bedst, men en halvtør, sej model kan være vidunderlig.

Mindre sød frugt kan man dyppe i en sukkersirup først. Det bliver til vidunderligt slik, fint til morgenmaden, og man kan tørre virkelig meget frugt uden det store besvær.

Blommer af sorten Opal

Søde lækre blommer kan både tørres direkte eller koges til en syrligsød mos og tørres til frugtlæder. Foto: Karna Maj

Opskrift

Blomme-passionsfrugtlæder

1,5 kg mirabeller, blommer eller abrikoser uden sten
4 passionsfrugter
½ kg sukker
Kog den udstenede frugt og sukker sammen i en bred, tykbundet gryde. Brug en smule vand for at forhindre det i at brænde på – så lidt som muligt. En deciliter eller to bør være rigeligt, for så snart frugten bliver varm, dannes der rigeligt med væske. Rør ofte, til sukkeret er opløst, og frugten er kogt klar i kødet. Det tager måske 20 minutter.

Purér frugten i en foodprocessor. Hvis man vil have lidt mere bid, er pureringen ikke nødvendig. Man kan også piske det nogenlunde jævnt med et piskeris. Det er kun en fordel med lidt kogte skaller i mosen.

Flæk passionsfrugterne og kom indholdet i mosen. Bred den ud på to–tre bageplader med bagepapir. Laget skal ikke være mere end 5–6 mm tykt.

Hvis det er bragende sol og luftigt, kan man tørre det i solen, men den driftssikre metode er at stille det i ovnen – gerne med varmluft – ved 50 grader til det er sejt og tørt nok til at røre ved. Det tager, alt efter vand­indhold, ovn og frugt, 8–12 timer.

Frugtlæder bliver ved med at klistre, og man skal holde det på bagepapir­et lagt i en stak og pakket ind i en plastikpose eller evt. rullet sammen til små cigarer rullet i hver sit stykke bage­papir. Det er vanskeligt at skære ud med en kniv, men nemt at klippe i eller bare flå i med fingrene.

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Hjemmeriet

Konservering af grøntsager ved mælkesyre

Her er du: Forsiden > Dyrkningsmetoder > Høst og opbevaring > Lav frugtlæder af blommer og mirabeller

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider